”Af med hendes hoved!”
… befaler dronningen som bekendt i Alice i Eventyrland.
Jeg er ikke der, hvor jeg ligefrem har lyst til at kappe nogens hoved af. Men jeg har dog næsten dagligt stadig mere lyst til at ”henrette” noget. Nemlig standpunktskarakterer!
For hvert skoleår, der går, bliver jeg mere og mere irriteret over karakterer og de negative følelser, reaktioner, samtaler m.m., som de fører med sig, og når jeg lufter min frustration over for kolleger i gymnasiesektoren, får jeg kun opbakning og anerkendelse. Mange går med samme tanker og frustrationer.
Det er klart, at karakterer har deres berettigelse fx til afsluttende eksaminer, og en sjælden gang kan de også bruges som et (mere eller mindre godt) pædagogisk redskab til at motivere en doven elev, som trænger til et kærligt spark.
Men det er også cirka det mest positive, jeg kan svinge mig op til at ytre om det faktum, at vi til stadighed skal bedømme vores elevers præstationer med tal på en skala.
Hvert år har jeg mange og lange snakke med ambitiøse elever, som går enormt meget op i, hvilket tal jeg ender med at taste ind i Lectio. Indimellem er der elever, som bliver kede af det pga. det pres, de lægger på sig selv, og som de hele tiden synes, de skal leve op til. Andre gange – heldigvis sjældent – oplever jeg elever, der bliver decideret vrede på mig, fordi jeg ikke lige har valgt det tal, de ønskede sig – eller som de tror, de har brug for, fordi de alle vil ind på medicin- eller psykologistudiet. (Sidebemærkning: Det vil de nok alligevel ikke alle, når de har haft et sabbatår og har opdaget, at deres hjerte i virkeligheden banker for de små børn i den vuggestue, hvor de har arbejdet eller for det sprog og den kultur, de oplevede, da de rejste rundt med rygsæk i Sydamerika…)
Jeg drømmer om mere frihed til at droppe karaktererne i mange situationer.
I år har jeg især kæmpet en kamp for at få mine dygtige elever til at indse, at hovedformålet med deres gymnasiegang ikke er flotte karakterer, men at de lærer noget, at de bliver dannede, og at de dygtiggør sig. – Og ikke at jeg for eksempel skal gøre min undervisning nemmere, for at de kan få en højere karakter.
Derudover er jeg slet ikke i tvivl om, at karaktersystemet er med til at presse mange af de unge og dermed bidrager til den mistrivsel, vi alle taler om.
Så hvad er løsningen?
Jeg drømmer om mere frihed til at droppe karaktererne i mange situationer. Hvorfor skal man for eksempel have et tal for sin præstation i et A-fag i 1. og 2.g, når man først skal afslutte det efter tre år? Hvorfor skal man have skriftlige karakterer i en verden, hvor AI kan skrive det meste for en?
Tænk, hvis man i stedet fik løbende samtaler og formativ, skriftlig feedback med fokus på, hvad man skulle arbejde på, og hvordan man kunne blive (endnu) bedre… Gad vide, om forholdet mellem lærer og elev ikke ville blive (endnu) bedre, hvis eleven ikke hele tiden skulle føle sig målt og vejet? Og mon ikke det ville være et skridt på vejen til at gøre mange elevers trivsel (endnu) bedre, hvis vi fjernede noget af presset og fokuserede mere på læring.
Jeg synes, vi skal have gang i den sabel: ”Af med de karakterer!”
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Hørt! Standpunktskarakterer er giftige for læringsmiljøet. Problemet er selvfølgelig at der ikke er eksamen i alle fag, og derfor behov for årskarakterer. Tør man samtidig overveje at gøre eksamensperioden længere og indføre lidt flere eksamensbegivenheder? Gerne ledsaget af hjælp til at strukturere læseperioden. Flere eksamener mindsker betydningen af den enkelte eksamen, og selv om man kan være mere eller mindre “heldig” med det trukne spørgsmål, er eksamen sjældent så uretfærdig som mange mennesker tror.