Nye elevtyper kræver nyt tværfaglige samarbejde

Jeg læste for nylig Lone Boldt Maagaards indlæg i Gymnasieskolen.

Hun beskriver, hvordan et nyt ungesyn er tiltrængt. Den stigende diversitet i elevtyperne skaber nye udfordringer på uddannelserne, siger Lone Boldt Maagaard.

Udfordringer, som hun ønsker nye pædagogiske opgraderinger for at løse.

Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har de seneste år haft de præcis samme frustrationer og efterfølgende tanker.

Som Lone Boldt Maagaard, oplever jeg også, at de pædagogiske redskaber vi har er forældede. Vores pædagogiske ungesyn hører en anden tid til.

Lone efterspørger nye pædagogiske metoder. Jeg vil i forlængelse heraf foreslå, at vi ikke bare ser på de unge med nye øjne, men også kigger indad og ser på vores forældede fagopdelte læringsdidaktik.

Klasserummet
I årtier har læringsmetoderne for underviserne handlet om at få eleven med ind i klasserummets fællesskab.

Det er i klassen, at indlæring sker.

I samspillet med klassekammeraterne og under underviserens kompetente ledelse kan eleven optage ny viden.

Pædagogikumkandidater er, som Lone Boldt Maagaard også skriver, vendt tilbage med nyeste forskning inden for feltet (motiverende undervisning, lektiefri undervisning, fejlfinderfri undervisning, karakterfri undervisning osv. osv).

Metoderne tager alle udgangspunkt i den samme didaktiske ramme –  klasserummet som rammen om læringen.

Sådan er det nu, sådan har det stort set altid været.

Nye elever i klassen
De seneste års nye elevtyper har desværre vist, at mistrivslen stiger.

Den aktuelle minister for området har som nyeste skud på stammen sat gang i skærmtidsdebatten. En fin debat som igen skriver sig ind i traditionen omkring klasserummet som læringsrum.

Er eleverne blot mere til stede i klasserummet via aktiv deltagelse, så bliver alting bedre – lyder parolerne igen og igen.

Forestil dig et klasserum: Én elev har brug for at sidde med ryggen til vinduerne, én elev skal lave gruppearbejde sammen med to andre, ellers kan eleven ikke være i lokalet, tre elever er ordblinde og skal have oplæsning via computer, to elever skal have headset på, for at klare sig igennem dagen, fire elever er af anden etnisk herkomst og har brug for en anden didaktisk sprogindlæring for at kunne deltage i klassens debatter, to har måske bogstav-udfordringer og kan ikke sidde stille på stolene osv osv.

Altså en diversitet af unge mennesker, som på mange forskellige måder ikke kan magte at afkode det sociale, adfærden og skolekoderne i klasselokalet.

Ved tavlen i klasserummet, også selv om tavlen efterhånden er skiftet ud med alt muligt andet, står stadig underviseren. Den fagligt kompetente, veluddannede og velmenende universitetskandidat, som med diverse pædagogiske og didaktiske metoder vil forsøge at skabe de bedste rammer for klasselæring.

Tværfagligheden
Det er os undervisere og klasserumsledere, som skal forholde os til elevernes reaktionsmønstre – men UDEN at vi kender årsagerne til den enkelte elevs væremåde.

Vi kan se symptomerne, vi kan se klassens opløsning, men vi kan ikke få kendskab til problemerne bag den enkelte elev.

Nu når vi frem til problemets kerne: Hvordan er det muligt at arbejde med de didaktiske og pædagogiske redskaber for klasserummet, når klasserummet ikke længere kan rumme den diversitet, som eleverne kommer med?

Det kan vi ikke! Sådan er svaret.

GDPR-regler og stigende antal nye elevtyper gør, at vidensdeling omkring individuelle elever ikke længere er muligt. Når underviser ikke kender årsagerne, så kan vi heller ikke arbejde individuelt eller ud fra hensyn til den enkelte.

Derfor bliver forståelse af skolekoderne og klasserumskulturen det eneste mulige pædagogiske redskab vi kan arbejde med.

Årsageren til den enkelte elevs udfordringer er kendt af ledelse, studievejledere, mentorer og de særlige pædagogiske støtteordninger (SPS).

På min skole er der sket en kraftig stigning i behovet og ansættelsen af andre faggrupper end undervisere for at få eleverne igennem uddannelsen.

Eleverne har i meget høj grad brug for voksne til at læne sig op af – det er bare ikke længere underviseren og i klasserummet, at det sker.

Det er i min optik klasserummet som ramme, som er udfordringen for den nye didaktik, der er nødvendig.

Tanken om, at læring skal ske ved, at alle har et sæt fælles spilleregler/skolekoder, som vi sammen kan bruge til at lære, med den faglig kompetente underviser som ror-styrer og klasserumsleder, er ikke længere aktuel.

Vi er nødt til at anerkende studievejlederes, mentorers og SPS-vejledernes roller meget mere.

Deres faglighed er vigtigere end aldrig før, og deres kendskab til eleven er langt mere betydningsfuld end underviserens normative klasserumskendskab.

Den fagligt kompetente og didaktiske klasserumsundervisers rolle skal evalueres. Vi skal stoppe med blot at symptombehandle undervisningsudfordringerne i forhold til klasserummets normative skolekoder.

Fokusset i fremtiden bør mere være, hvad støttelærerordningerne kan tilbyde. Den tværfaglige indsats, hvor underviseren blot er én af mange voksne omkring eleverne.

Inviter studievejledernes, mentorernes, SPS-vejledernes og 2-lærerordningernes fagligheder og muligheder ind i klasserummet. Lad dørene stå åbne, og lad elevernes individuelle behov bane vejen for læringen.

Vi har i den grad behov for pædagogisk opgradering, men ikke bare i nye pædagogiske klasserums-læringsformer. Selve rammerne skal nytænkes.

Ungdommen er fremtiden, og det ER godt, at vi vil have flere unge ind på ungdomsuddannelserne. Det giver bedre muligheder i livet at få uddannelse, derfor skal vi “traditionelle” undervisere også forandre os – vi skal tilpasse os deres livsvilkår.

Jeg tror, det er den vej, vi skal, hvis vi vil give eleverne den læring, som de ER i stand til at modtage – bare ikke på vores traditionelle præmisser.