Han skal rådgive politikerne om unges mistrivsel: Vi skal ikke sygeliggøre en hel generation

Rasmus Meyer

• Formand for Trivselskommissionen.
• Forstander på Krogerup Højskole.
• Direktør i Dansk Socialrådgiverforening i 2014-2018.
• Kampagnechef i SF i 2009-2011 – derefter rådgiver for partiets daglige ledelse.
• Uddannet sociolog med en bachelor fra Roskilde Universitet og en master fra The New School for Social Research i New York.
• Gift og har tre børn.

Udfordringer, kriser og sorg er en uundgåelig del af livet, og det er ikke ensbetydende med, at man har brug for en psykolog eller psykiater. Det er vi nødt til at lære nutidens unge.

Det mener Rasmus Meyer, forstander på Krogerup Højskole og formand for Trivselskommissionen, der blev nedsat af regeringen i august sidste år.

Kommissionen skal først komme med sine anbefalinger i slutningen af 2024, men Rasmus Meyer har sagt ja til at dele de tanker og opdagelser, han indtil videre har gjort sig.

Han byder inden for på sit kontor i højskolens hvide hovedbygning omkranset af marker og skov i Humlebæk. Bortset fra et par lærere, der snakker i spisesalen, og en enkelt håndværker er der stille. Det er rejseuge, og alle højskolens elever er draget afsted. Nogle til Mexico og Jordan, andre til Norge og Bornholm.

For tiden kredser hans tanker særligt om, at mange unge har en opfattelse af, at de kan gå igennem livet uden skrammer, og at de mangler redskaber til at tackle de udfordringer, som er en helt grundlæggende del af at være menneske – og det skal der laves om på.

Flere undersøgelser har i de seneste år vist, at et stigende antal børn og unge mistrives.

”Vi skal lære de unge at rejse sig og komme videre, når de møder modgang. Vi skal give dem et andet sprog til at tale om udfordringerne i. I dag har de kun et sundhedsfagligt diagnose-sprog, fordi vi har fået sygeliggjort det almindelige. Den blindgyde skal vi ud af,” siger Rasmus Meyer.

”Det er uhensigtsmæssigt, fordi de diagnostiske termer ikke kun er beskrivende, men også bestemmende for, hvordan den unge forstår sig selv.”

Han understreger, at de børn og unge, der er syge og for eksempel kæmper med angst, depression eller spiseforstyrrelser, naturligvis skal udredes, behandles og eventuelt også medicineres. Og de skal mødes af en tidlig, koordineret og professionel indsats, der er langt bedre end i dag.

Men almindelige livskriser som kærestesorger, venindekonflikter og dødsfald i familien er ikke ensbetydende med, at man mistrives og skal i behandling, påpeger Rasmus Meyer.

”Løsningen findes ikke kun i den sundhedsfaglige værktøjskasse,” siger han.

Diffust ‘paraplybegreb’
Sidste år viste den nationale sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen, at hver tredje kvinde i alderen 16-24 år scorer lavt i forhold til mentalt helbred og for eksempel oplever ensomhed og angst, mens halvdelen oplever et højt stressniveau. De tilsvarende andele for unge mænd er hver femte og hver tredje. Tallene er blevet værre i de seneste 10 år.

På grund af de mange undersøgelser og rapporter om børn og unges liv og velbefindende har der i de seneste år været en heftig samfundsdebat om mistrivsel over en bred kam. Kombineret med en voksende politisk interesse for emnet er der rundtomkring opstået en konsensus om, at det er svært at være barn og ung i Danmark – godt hjulpet på vej af overskrifter i medierne.

Det ærgrer Rasmus Meyer. Han mener, at debatten i ”nogen grad” er misvisende. Dels har langt de fleste unge det godt, dels er mistrivsel blevet et uhensigtsmæssigt og diffust ‘paraplybegreb’, som alt for meget bliver lagt ind under.

”I dag bruges begrebet mistrivsel af de fleste til at forklare det meste. Det er blevet en samlebetegnelse, som ingen er tjent med,” siger han.

Når vi sluger tallene i undersøgelserne råt og glemmer nuancerne, gør vi en hel generation af børn og unge mere skrøbelig, end den er, mener Rasmus Meyer.

”Vi skal ikke sygeliggøre en hel generation af børn og unge – vi skal myndiggøre dem. Vi skal træne dem i at være i livet, når det gør ondt og er svært. Vi skal hele tiden understøtte, at selvom de slås med en ængstelighed eller en ’ked af det-hed’, så er de med til at forme og farve deres eget liv.”

Samtidig minder han om, at ”flere sandheder godt kan bo side om side”. Der kan godt være sket en stigning i antallet af børn og unge, der har det skidt, mens der samtidig er noget i den måde, vi griber det an og taler om det på, som kan være med til at accelerere udfordringerne.

Han peger på, at det kan have en selvforstærkende effekt på problemet, når vi taler meget om dem, der mistrives. Det kan øge tolerancen for, at andre også kan tale om, at de har det svært. Selvfølgelig er det positivt, at unge i dag har nemt ved at stå frem med deres vanskeligheder, men man kan ikke udelukke, at nogle tror, at de har det værre, end de faktisk har, siger han.

En anden horisont
Rasmus Meyer efterlyser en anden arbejdsdeling. Noget klares bedst af psykologer og psykiatere, men andet klares bedst af forældre, pædagoger, skolelærere, gymnasielærere og civilsamfundet, og derfor må de i langt højere grad på banen, mener han.

Han håber, at landets gymnasielærere vil være med til at løfte opgaven. Som han ser det, er pædagogik, dannelse og fællesskaber en central del af svaret på de trivselsudfordringer, vi står med, og det giver gymnasielærere en oplagt mulighed for at spille en vigtig rolle.

Hvad er det, man kan som gymnasielærer?
”Via litteraturen og filosofien kan lærerne give eleverne et sprog at begribe sig selv med. Et sprog, der anerkender ubehaget som et menneskeligt grundvilkår, men som er langt væk fra det sundhedsfaglige landskab, som trivselsdiskussionen i dag befinder sig i.”

Rasmus Meyer ser også gerne, at gymnasielærerne taler med de unge om værdien i at vende blikket væk fra sig selv og ud mod verden. Det ser han som essensen af almendannelse.

”Hvorfor kommer forbrug, likes og karakterer til at spille så stor en rolle i de unges liv? Det gør de, fordi det er det, der er i deres tilværelse. Jeg mener, det er en dannelsesopgave at understøtte, at eleverne får en anden horisont på deres liv. Noget ud over dem selv, som de brænder for og er forpligtet på. Noget, som det er værd at stå op for om morgenen og gøre sig umage for. Så livet får fylde og mening.”

Vær et menneske
Når Rasmus Meyer taler om at myndiggøre de unge, handler det også om at “give dem nogle dyder, de kan leve et liv på”.

”Vedholdenhed, karakterdannelse, ansvarlighed. Hvor fanden lærer man det i vores samfund i dag? Nogle lærer det derhjemme, andre i det frivillige foreningsliv, men der er også mange, der ikke aner, hvad det vil sige, og der kan gymnasiet og resten af uddannelsessystemet spille en rolle.”

Hvordan kan lærerne gribe opgaven an i praksis?
”Det kræver ikke en bestemt pædagogisk metode eller et særligt didaktisk greb. Tal med eleverne i et andet sprog end diagnose-sproget, fortæl dem, hvad et engageret liv er for dig. Vær et menneske.”

”Undervisning er ikke for amatører, og jeg anerkender til fulde, at man skal have styr på sin fagfaglige værktøjskasse. Men mit indtryk er, at vi nogle steder har fået trængt mennesket i baggrunden. Hver gang vi i de her år står over for en pædagogisk udfordring i uddannelsesverdenen, så er der en eller anden, der efterspørger en metode. Men som lærer skal man passe på, at man ikke gemmer sig bag didaktikken. Det kan skabe en afstand til eleverne.”

På mange gymnasier arbejder man allerede med klassekultur og fællesskab, og det skal man endelig blive ved med, mener Rasmus Meyer.

Fra forskningen ved man, at det at føle et tilhørsforhold til en gruppe er afgørende for at trives, påpeger han.

”De unge har brug for at opdage fællesskabets styrker, og et fokus på fællesskab er et nemt greb til at få hentet diskussionen om trivsel hjem i klasselokalet.”

I gamle dage var dannelsesopgaven, at man skulle blive sig selv mere bevidst. I dag er den nok snarere, at man skal blive sig selv mindre bevidst, mener Rasmus Meyer.

Ny sårbarhed
Flere forskere har i de seneste år talt om en ’ny udsathed’. Hvor man tidligere kunne pege på noget konkret som årsag til, at en ung havde det skidt, er det i dag kombinationen af flere forskellige faktorer, der skaber en overbelastning og kan få læsset til at vælte.

Samme indtryk har Rasmus Meyer. I efteråret var han rundt i landet og tale med børn og unge hos blandt andre Headspace og på skoler og gymnasier.

”Jeg tror, at det er mere skrøbeligt at være individ i dag end tidligere. Der er ikke én ting, der skaber de her udfordringer. Det er mange faktorer, som er filtret ind i hinanden, og derfor er der heller ikke én løsning.”

Han peger på, at unge i dag er underlagt et større tempo og pres fra samfundets side end tidligere. Der er skruet op for test og karakterer i folkeskolen, og fra politisk hold er der en forventning om, at de unge efter gymnasiet går i gang med en videregående uddannelse hurtigst muligt og vælger rigtigt i første hug.

Samtidig forstærker de sociale medier den perfekthedskultur, som mange unge føler sig ramt af. De skal score høje karakterer, se godt ud, have mange venner – og det er let at sammenligne sig med andre og føle sig forkert og udenfor.

”Er det livet, de lever, som gør det slidsomt at være ung i dag, eller er det i virkeligheden forskellen på det liv, de lever, og så forestillingen om det liv, de burde leve, der presser dem? Man kommer til at stå i et skævt forhold til tilværelsen, hvis man gør sig nogle forestillinger, som ingen tilværelse kan leve op til.”

Men samtidig med at der er en ny sårbarhed på spil, er der også noget, der ikke har ændret sig, og det er vigtigt at huske, påpeger Rasmus Meyer.

”Det er fortsat børn og unge, der kommer fra socialt svage kår og fra familier med psykisk sygdom, der især kæmper med at være til. Så vi er også nødt til at have et socialt blik, hvis vi skal forstå det her,” siger han.