Her kan gymnasielærere blive rige og berømte som superstjerner

Musikken er øredøvende i den enorme, kridhvide café. K-pop-idolet ‘10 cm’s bløde stemme udbasuneres i hvert hjørne, og selvom han er indbegrebet af afslappende cafémusik, er der skruet så højt op, at han mere er med til at ødelægge end skabe stemning.

I det hele taget minder denne café ikke om noget, jeg tidligere har set. Placeret i den lille koreanske landsby Yangpyeong, små 50 km fra Seoul, er den formentlig den mest eksklusive café, de fleste vil komme til at besøge i løbet af et liv. Som en del af caféen er en enorm have med store, græskinspirerede gudestatuer i sten såvel som et privat kunstgalleri udelukkende udsmykket med absurd store og absurd mange malerier af caféejerens grå puddel. Men på sin egen måde synes stedet perfekt til at møde den person, vi denne kølige formiddag i marts venter på.

Gymnasieskolen har fået lov til at interviewe den koreanske superstjerne og mangemillionær Lee Ji-young. Og set med danske øjne synes hendes vej til berømmelse at være lige så surrealistisk som vores mødested. For mens Sydkorea i de seneste år er blevet kendt verden over for deres sangere og skuespillere, tilhører Lee Ji-young en lille subkultur af berømtheder, der er unikke på denne side af kloden: kendis-gymnasielærere. Og de tjener meget mere end både skuespillere og k-pop-idoler.

I Sydkorea er privatundervisning blevet en milliardindustri. Store aftenskoleakademier er i de seneste år poppet op overalt i storbyerne, hvor de lover pressede forældre og stressede elever nøglen til gode resultater til universiteternes optagelsesprøver og dermed adgang til landets eliteuniversiteter.

Akademierne er kaldet ‘hagwon’, og de er villige til at betale dygtige og populære lærere svimlende summer. Eksempelvis tjener læreren Hyun Woo-jin en årsløn på mellem 110 og 165 millioner kroner på at undervise i basal gymnasiematematik, skriver det koreanske netmedie News1. Det er mere, end hvad Sydkoreas mest berømte popgruppe, BTS, har tjent gennem hele deres karriere.

Lærernes lønninger afspejles i udgifterne, koreanske forældre er villige til at betale for deres børns skolegang. Den gennemsnitlige koreanske børnefamilie bruger i dag flere penge på privatundervisning til deres børn end på mad og husleje, skriver avisen Korea Times. 77 procent af alle koreanske elever fra elementary school til high school modtog i 2023 privatundervisning i drømmen om en lysere fremtid. For i Sydkorea er navnet på en persons universitet ofte afgørende for vedkommendes fremtidsudsigter på jobmarkedet og dermed deres sociale sikring og fremtidige position i samfundet. Flere af landets toparbejdspladser, der tilbyder gode arbejdsvilkår på det hårde koreanske jobmarked, hyrer kun studerende fra eliteuniversiteter.

Men hvorfor er den almene skolegang ikke længere nok til at komme ind på et universitet i Sydkorea? Hvad betyder det for gymnasieelever, at de foruden den offentlige skole skal bruge aften efter aften på hagwons? Og hvad skal der til for at blive en superstjerne-lærer?

Det er Gymnasieskolen taget til Sydkorea for at finde ud af. Vi starter i et klasselokale i Seoul.

Privatundervisning ødelægger den offentlige skole
For at forstå, hvordan privatundervisning er blevet en så afgørende del af den koreanske skolekultur, er det vigtigt at kende forskellen på almindelige lærere og privatundervisere, siger Lee Seo-hee. Hun er gymnasielærer og underviser i koreansk på Sangam High School i Seoul.

For mens Sydkoreas gymnasier fokuserer på både indlæring og almen dannelse, er målet med hagwon udelukkende at hjælpe de studerende med at få den højest mulige score i universiteternes adgangseksamen. Privatunderviserne terper adgangseksamens spørgsmål med eleverne, der efterfølgende selv studerer videre alene, nogle gange til langt ud på natten. Det gør, at eleverne kommer trætte og uoplagte til den offentlige skole, siger Lee Seo-hee:

“Hagwons eksisterer, for at eleverne kan få gode karakterer og komme ind på et godt universitet, men mens eleverne opnår det mål, forstyrrer det private uddannelsessystem den offentlige og almene skoleundervisning.”

Det er en udbredt holdning i det koreanske samfund, at privatundervisning er nødvendig for at komme ind på et godt universitet, mener Lee Seo-hee, og hun er selv enig i, at der skal privatundervisning til for at komme ind på et eliteuniversitet. Simpelthen fordi spørgsmålene i optagelsesprøven er så svære, at de kræver år at lære at mestre.

Det betyder, at elever og deres forældre føler sig nødsagede til at betale for privatundervisning, selvom eleverne egentlig hellere vil bruge deres fritid på noget andet, mener Lee Seo-hee:

“Jeg tror, det skyldes meritokratiet i vores samfund. Den øgede konkurrence til (universiteternes, red.) optagelsesprøver bidrager til ideen om, at så længe du dimitterer fra et godt universitet, som du kun kan komme ind på med en høj score, vil du blive behandlet godt i ethvert job, uanset hvilket job du vil have i fremtiden. Det er derfor, børn bare studerer uden at vide, hvad de vil være i fremtiden.”

Fokusset på, at målet med skolen er at bestå en eksamen fremfor at lære almen dannelse, skaber ikke alene bekymring hos Lee Seo-hee. Også Baek Dae-ung, der underviser i madkundskab på Ahyeon Industrial School i Seoul, er bekymret over privatundervisernes indflydelse på særligt gymnasieelever:

“Privatundervisning starter ikke med elevens behov, det starter med forældrene, som projicerer, hvad de ønsker at opnå, gennem deres barn. Jeg tror, ​​at meget privatundervisning har at gøre med Sydkoreas sammenligningskultur,” siger han.

For når først ét barn begynder på hagwon, føler andre forældre sig pressede til også at indskrive deres børn på skolerne i frygten for, at børnene ellers vil få indskrænket deres fremtidsmuligheder, mener Baek Dae-ung. Det har skabt den enorme efterspørgsel på mere og mere skole og et pres, der går udover elevernes mentale sundhed:

“Værdien af (elevens, red.) liv bestemmes ikke af ham eller hende selv, men af den måde, andre ser på dem. Derfor har eleverne svært ved at finde deres egen vej, deres egne hobbyer og deres egne værdier.”

Og lærernes bekymring kan måles i Sydkoreas statistikker. For mens koreanske elever er blandt de dygtigste i OECD-landene, er 87 procent af alle koreanske børn og teenagere ulykkelige, og antallet af ulykkelige børn vokser år for år. Det viser en undersøgelse foretaget af ngo’en ChildFund Korea.

Børnene forklarer deres ulykkelighed med søvnmangel og presset for at klare sig godt akademisk. Presset er så stort, at hvert tiende koreanske barn har selvmordstanker, viser ChildFund Koreas undersøgelse. Selvmord har været den førende dødsårsag blandt 10-24-årige i Sydkorea siden 2011.

Studerer 17 timer dagligt
En af de gymnasieelever, der lige nu mærker presset for at klare sig godt akademisk, er 16-årige Park Ji-ho. Jeg møder Park Ji-ho og hans far i det luksuriøse kvarter Gangnam i Seoul, der både er et hotspot for k-popstjerner og pressede gymnasieelever, for her ligger nogle af Sydkoreas højest rangerede hagwon.

Når jeg spørger Park Ji-ho, hvad det sværeste ved at være teenager er, er han ikke i tvivl:

“Studierne. For alle kæmper så hårdt for at klare sig.”

En almindelig dag for Park Ji-ho starter i den offentlige skole, hvorefter han tager i hagwon og derefter studerer hjemme. Engang imellem kan han lige finde plads til lidt motion i programmet. Og selvom det er fritid med vennerne, der får Park Ji-ho til at slappe af, er det ikke meget tid, han kan bruge sammen med dem:

“Men jeg hænger ud med mine venner i frokostpausen eller frikvarteret,” siger han.

Park Ji-ho drømmer om at studere fysisk på eliteuniversitetet Korea University, og det kræver topkarakterer i universitetets adgangseksamen. Så selvom der er to år til eksamen, læser han både matematik, naturvidenskab, koreansk og engelsk på en hagwon, og det har han gjort i syv år. Han vurderer selv, at han bruger omkring 17 timer om dagen bøjet over studierne.

Den største forskel på gymnasielærere og privatundervisere er, at privatunderviserne i højere grad målretter deres undervisning den enkelte elev, mener Park Ji-ho.

“Almindelige gymnasielærere behøver ikke tage højde for elevernes behov, for de får den samme løn uanset hvad. Jeg føler, at lærerne er ligeglade med eleverne. Hagwon-lærere er noget andet, jo mere de tager sig af eleverne, jo mere stiger deres popularitet og dermed deres løn.”

Park Ji-ho har ikke selv prøvet at blive undervist af Sydkoreas superstjerne-lærere, men alligevel er han overbevist om, at det kan gøre en forskel at tage deres timer.

“Jeg er blevet undervist af så mange dårligere lærere, og de populære hagwon-lærere er genier. Deres undervisningsteknikker fungerer virkelig, og der er ikke mange (lærere, red.), der kan finde ud af at bruge de teknikker.”

Årsløn på 100 millioner
Da vi endelig møder Lee Ji-young på den eksklusive café i Yangpyeong, er hun flankeret af ikke færre end tre livvagter, to make-up-artister og en manager.

I mere end ti år har 41-årige Lee Ji-young været en af Sydkoreas mest populære gymnasielærere, og hun har sammenlagt undervist fire millioner elever gennem online-undervisning og fysiske lektioner. Lee Ji-young underviser i etik, ideologi og kultur på Myungin Hagwon. Hun ønsker ikke at oplyse sin nøjagtige løn, men ifølge det koreanske medie JoongAng Daily tjener hun cirka 100 millioner kroner. Om året.

Ligesom andre kendisser oplever Lee Ji-young konstant opmærksomhed i offentligheden. Hun medvirker i diverse tv-shows, bliver konstant stoppet på gaden (derfor livvagterne) og mærker overstrømmende kærlighed fra sine elever og deres forældre, der som fans beder om autografer og billeder. Og hun forstår godt, hvorfor lærere kan blive kendisser.

“Alle elever, fra elementary school, middle school og gymnasiet, forbereder sig i 12 år til kun én eksamen: universitetets adgangseksamen. Når eleverne vælger en privatlærer, tager de ofte mere end 200 timers forelæsninger fra den lærer om året, så for dem er læreren konstant til stede i deres hverdag,” siger Lee Ji-young.

Hun mener selv, at hendes popularitet skyldes, at hun formår at gøre sin undervisning vedkommende og sjov. Hun bruger meget tid på at finde ud af, hvad der er på mode blandt unge og bruger unges humor i sin undervisning. Det er også vigtigt at være kreativ i undervisningen, så eleverne bliver interesserede og har lyst til at lytte med, siger hun.

“Eleverne er interesserede i de nyeste memes, så hvis lærere bruger humor, synes eleverne ikke om det, hvis det er gammeldags humor. Derfor er jeg nødt til at læse meget op på de seneste trends. Hvis eleverne kan lide MBTI, er det vigtigt at nævne det og inkludere episoder fra universitetslivet, der giver eleverne mulighed for indirekte at opleve dagligdagen på et universitet, så de får lyst til at starte så hurtigt som muligt.”

Men vigtigst for hagwon-lærere er det at kunne forudsige hvilke slags spørgsmål, der vil komme i den næste adgangseksamen og på den måde forberede eleverne på prøven.

Og al dette kræver meget planlægning. For der er enorm konkurrence blandt hagwon-lærerne, og hvis man gerne vil blive ved med at være populær og tjene mange penge, skal man konstant kunne levere.

“Hagwon er opbygget således, at hvis du ikke giver eleverne de forelæsninger, de har brug for, finder de en anden lærer, og du vil blive fyret eller degraderet. Din indtægt afhænger udelukkende af, hvor mange elever, du har,” siger Lee Ji-young.

Hun vurderer, at hun arbejder 80 timer om ugen, hvilket næsten er samme arbejdsbyrde som de elever, hun underviser. Og hun forstår godt nødvendigheden af privatundervisning i Sydkorea:

“Faktisk tror jeg ikke, at eleverne ville have behov for privatundervisning, hvis det offentlige uddannelsessystem blev drevet ordentligt. I det offentlige uddannelsessystem er det vanskeligt at tilbyde skræddersyet undervisning baseret på elevens niveau, og der er ikke noget system til at give intensiv undervisning til de dygtigste elever.”

Lee Ji-young plejede selv at arbejde som almindelig lærer, men hun følte ikke, at hun kunne være kreativ i undervisningen, fordi hun skulle undervise i de tekstbøger, skolen udleverede.

“Fordi jeg underviste i noget, jeg ikke selv havde skrevet, var der begrænsninger for, hvordan jeg kunne udvikle undervisningen. Men hagwon-lærere bliver drevet nærmest som forretninger. Jeg har dusinvis af undervisningsassistenter, der forbereder materialer, skriver fagbøger og laver skræddersyede lærebøger til mine elever, så jeg kan strukturere mine lektioner frit,” siger hun.

Hverken Lee Seo-hee fra Sangam High School, Baek Dae-ung fra Ahyeon Industrial School eller Lee Ji-young føler sig uretfærdigt behandlet i systemet. For selvom lønforskellen på folk med den samme uddannelse differerer med et ottecifret beløb, anerkender lærerne, at fordelene ved et job i den offentlige skole giver stabilitet, jobsikkerhed og gode pensionsfordele, mens den private sektor er præget af usikkerhed blandet med en lille chance for at blive rig og berømt.

Men hvor lærerne er tilfredse med deres arbejdsforhold, føler en gruppe sig fanget i det nuværende system. Eleverne og deres forældre.

For som det er nu, finder de fleste elever hagwon vigtigere end den almene skole. Og mange hagwon er dyre, hvilket betyder, at børn fra velhavende familier, der har råd til at betale dygtige privatlærere, får et forspring over andre børn.

Nogle koreanske familier tager sågar deres børns uddannelse så seriøst, at de er villige til at bryde familien op, således at moderen og børnene flytter til udlandet, for at børnene kan få en finere uddannelse på vestlige skoler. Imens bliver faderen i Sydkorea og arbejder, hvor han sender størstedelen af sin løn til udlandet. Fænomenet kaldes “gåsefar”, og i 2014 fandtes der 200.000 af sådanne familier ifølge avisen Korea Herald.

I Gangnam er nogle af Park Ji-hos venner flyttet til USA for at studere, og når han følger deres liv på sociale medier, misunder han dem:

“Det er ikke retfærdigt (at koreanske elever skal studere så meget, red.). Jeg hader det.”