Artikel
Begejstret GL-formand: Anbefalinger kan betyde markant kursskifte for gymnasierne
Tomas-Kepler-repraesentantskab-2022-aspect-ratio-348-234

Begejstret GL-formand: Anbefalinger kan betyde markant kursskifte for gymnasierne

12 nye anbefalinger fra Børne- og Undervisningsministeriet skal formindske skærmbrug i gymnasiet.

Tekst_ Johan Rasmussen

12 nye anbefalinger om skærme i undervisningen skal ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) give gymnasieelever en bedre skoledag.

“Unge fortjener en skoledag, hvor man ikke distraheres, og hvor der er mulighed for fordybelse,” siger ministeren i forbindelse med lanceringen af de nye anbefalinger fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Børne- og Undervisningsministeriet.

  • Indfør principper for mobiltelefoner
  • Spær adgangen til ikke-relevante hjemmesider (firewall)
  • Lad computeren være lukket ved undervisningens start
  • Brug mindre skærm i gruppearbejde

Sådan lyder fire af de 12 anbefalinger, som STUK har offentliggjort i dag.
STUK har i en proces inviteret Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og andre interessenter med til at komme med råd og anbefalinger.

Formand for GL Tomas Kepler er overordnet glad for, at de nye anbefalinger på mange måder matcher med GL’s input.

“Anbefalingerne er et klart signal om, at skærme er kommet til at fylde for meget i undervisningen i dag. Jeg er enig i, at skærme skal bruges som et tilvalg og ikke omvendt,” siger Tomas Kepler.

Der er lagt op til et markant kursskifte på gymnasierne.
Tomas Kepler, formand
Gymnasieskolernes Lærerforening

Han er eksempelvis glad for anbefalingerne om, at computeren er lukket, når undervisningen begynder.

“Mange lærere skal bruge tid på at forhandle eller diskutere med elever, hvis skærmene skal lukkes ned. Jeg mener, det er godt for lærerne, hvis det bliver reglen, at undervisningen begynder med, at skærmene er lukket ned,” siger Tomas Kepler.

Ifølge ham har den digitale udvikling og brugen af skærme i undervisningen i mange tilfælde ikke været drøftet grundigt ude på skolerne eller i sektoren generelt.

“I flere år har det været en stærk strømning, at det digitale har fyldt mere og mere på skolerne, og ofte har holdningen været, at det kan man da ikke være imod. Udviklingen har i høj grad været betinget af de digitale udbydere, og det har ofte resulteret i en ulige kamp mellem elevernes opmærksomhed på deres skærme og undervisningen,” siger Tomas Kepler.

Han håber, at udviklingen nu vender.

“Jeg mener, der er lagt op til et markant kursskifte på gymnasierne. Potentielt vil det være en af de mest markante ændringer, lærere vil opleve i flere år,” siger Tomas Kepler.

Han glæder sig også over, at en anbefaling er, at lærere og elever inddrages i dialogen om brugen af skærme.

Det flugter med GL’s politik om, at forandringer skal komme via lokal dialog, mener Tomas Kepler.

Han mener dog, at de politiske signaler med disse anbefalinger er så stærke, at skolerne skal handle på dem.

“Nu er vi som sektor blevet inddraget i processen, og hvis vi ikke kan levere på det og skabe en anderledes skoledag, hvor digitale forstyrrelser fylder mindre, så vil politikerne nok gøre det,” siger Tomas Kepler.

Eleverne: Vi skal inddrages
Forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Asger Kjær Sørensen er glad for, at ministeriet anbefaler, at elever og lærere inddrages i dialogen om skærme.

“Vi er glade for, at Christiansborg ikke beslutter at indføre regler, som trækkes ned over sektoren. Det er vigtigt, at elever inddrages i dialogen om, hvornår skærme er gavnlige, og hvornår de er en forhindring for læring,” siger Asger Kjær Sørensen.

Han mener, at det er vigtigt, at ledelsen ikke bare indfører et mobilforbud uden at inddrage eleverne i processen.

Vi skal også lære at koncentrere os, selvom vi har skærmene åbne.
Asger Kjær Sørensen, forperson
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

“Det vil være et voldsomt indgreb at inddrage vores ejendele, men hvis man på en skole i dialog med elever og lærere bliver enige om, at det er bedst for undervisningen, at telefonerne er i et skab, så er det helt fint,” siger han.

Han erkender, at forstyrrelser fra skærme er et stort problem flere steder.

“Nogle steder står forstyrrelser fra digitale værktøjer i vejen for undervisningen, mens det ikke er et problem andre steder,” siger han.

Derfor mener han også, det er relevant at tage dialogen ude på skolerne om, hvad god undervisning er.

“Jeg kan godt være nervøs for, at pendulet svinger så meget over til den anden side, at skolerne og undervisningen bliver præget af teknologiforskrækkelse fremover. Vi skal også lære at koncentrere os, selvom vi har skærmene åbne, men det gør vi ikke, hvis nye regler bliver præget meget af forbud. Derfor er vi glade for, at de nye anbefalinger primært lægger op til dialog” siger Asger Kjær Sørensen.

Anbefalinger om skærmbrug

1. Ledelsen skal sætte retning for skærmbrug på skolen

2. Inddrag lærere og elever i dialogen om skærme

3. Skab overblik over skolens skærmbrug som udgangspunkt for dialogen

4. Lad fokus på skærmbrug bidrage til elevernes digitale dannelse

5. Indfør principper for mobiltelefoner

6. Spær adgangen til ikke-relevante hjemmesider (firewall)

7. Lad computeren være lukket ved undervisningens start

8. Brug mindre skærm i gruppearbejde

9. Brug kun skærme, når det er didaktisk og pædagogisk hensigtsmæssigt

10. Giv mere plads til skærmfrie perioder i undervisningen

11. Vær opmærksom på skærmbrug ved elevernes hjemmearbejde

12. Skab attraktive alternativer til det digitale i pauser og sociale sammenhænge

Læs pjece fra STUK om anbefalingerne

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater