Kommer der et oprør fra midten?
Vi frygter, at vi ikke får sparet nok op i vores arbejdsmarkedspension. En nylig undersøgelse viser, at mere end 30% frygter, at de sparer for lidt op i pension.
Pensionen aftales ellers af arbejdsmarkedets parter ved overenskomstforhandlingerne, og dem skulle vi jo have tillid til. GL sikrer, at 16,8% af vores løn går obligatorisk ind i ”vores” AkademikerPension.
Mange mener, at pensionskasserne driver den grønne omstilling fremad i Danmark. Hvis det skulle være tilfældet, er det kritisabelt, at pensionskasserne ikke kan investere langt mere i fremtidens PtX-anlæg (jf. Tom Vile Jensen, Forsikring &Pension). Vores pensionskasse har investeret massivt i Vestas og Ørsted, samtidig med at den har solgt fra og ekskluderet som aldrig før, desværre uden samtidig at offentliggøre rationalet eller beregningerne bag det samlede frasalg. Det ville måske betrygge medlemmerne at kende til de langsigtede økonomiske konsekvenser bag de rekordmange og hurtige eksklusioner og frasalg.
Internationalt
EU´s Sustainable Finance Disclosure Regulation (fra marts 2021) har i 3. kvartal 2023 konstateret et markant fald i investeringerne i den grønne omstilling. Samtidig har det Internationale Energiagentur konkluderet, at efterspørgslen efter fossile brændsler topper før 2030, men at faldet i fossile brændsler til energiforsyning kun forventes at gå fra 80 til 73%. Med andre ord er vi stadig stærkt afhængige af det fossile.
Konkurrence og imagepleje
Hvorfor kappes de danske pensionskasser om at frasælge flest virksomheder hurtigst muligt? Kappes de mon for at fremstå som de grønneste og mest handlekraftige? Det synes at handle om markedsføring og imagepleje, men det sker på bekostning af medlemmernes pensioner.
Afkast og ansvarlighed
Afkast og ansvarlighed er hinandens forudsætninger, siger investeringschefen for vores pensionskasse. Ja, men hvad når afkastet falder og går i 0? Og hvorfor skjuler AkademikerPensions sit afkast år til dato på hjemmesiden, mens f.eks. djøf´erne kan følge afkast på deres hjemmeside? Hvorfor er AkademikerPensions afkast på 0% (ultimo september) og i P+ Bæredygtig over 5%.
Ligger det i pensionskassens DNA, at man ønsker at følge kravene fra klimabevægelse, Mellemfolkeligt Samvirke o.a. snarere end leve op til medlemmernes legitime krav til og forventning om en god pension?
Jeg frygter med rette, at de knap 160.000 medlemmer af AkademikerPension ikke får sparet nok op til pensionen.
Der burde komme et oprør fra midten.
Sigrid Jørgensen
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Kære Sigrid.
Som tidligere formand og bestyrelsesmedlem af pensionskassen ved du, at vi naturligvis, byder debat og kritik velkommen. Vi vil dog lige udrede en række faktuelle fejl med videre i dit indlæg.
Transparens i beslutningen om det fossile frasalg:
Vi har utallige gange i månedsmails, i nyheder på vores hjemmeside, i medlemsmagasiner, på generalforsamlinger, på dialogmøder med mere fortalt om netop rationalet bag frasalget. At vi som langsigtet investor ser en stor afkastmæssig risiko ved de fossile selskaber. Og netop for at få afkastet med har vi gentagne gange understreget, at frasalget pr. dags dato har været en økonomisk gevinst for vores medlemmer.
Afkast er synligt men bliver mere synligt med Alfa og livscyklus:
Det er korrekt, at afkastet ikke har været at finde på forsiden. Til gengæld ligger det et klik væk fra forsiden, og det enkelte medlem kan logge sig på sin personlige side og se sit personlige afkast der. Vi er lige nu i gang med at tilpasse vores hjemmeside til vores nye pensionsprodukt, Alfa. I den forbindelse bliver der ikke kun ét afkasttal, men flere – og disse kommer indenfor kort tid til at fremgå tydeligt på hjemmesiden via link fra forsiden.
Afkastmæssige betragtninger altid med ved frasalg:
Vi laver selvfølgelig ikke fossile frasalg, uden at der ligger positive afkastmæssige analyser bag. Og AkademikerPension har et af de højeste årlige gennemsnitlige afkast i branchen (7,6 procent 2009-2022) – dette er et faktum, vi har kommunikeret om mange gange.
Mest transparant i branchen:
I indlægget ligger der en underliggende kritik af vores overordnede transparens. Vi er bredt anerkendt som et af landets mest transparente pensionsselskaber og har samtlige investeringer og eksklusioner liggende frit fremme på hjemmesiden. Vi har standpunkter for alle vores politikker, der forklarer, hvorfor vi gør, som vi gør. Alle sammen ligger frit tilgængeligt på hjemmesiden. Vi offentliggør hvert år en næsten 100-sider lang ansvarlighedsrapport, hvor vi redegør for vores investeringer, frasalg, eksklusioner og meget andet. Den ligger naturligvis også frit tilgængelig på vores hjemmeside.
Medlemsdemokrati er dialog og debat på et oplyst grundlag:
Som nævnt i begyndelsen hilser vi altid debat og kritik velkommen. Men vi ønsker naturligvis, at det foregår på en fair måde med fakta i orden. Såfremt du eller andre har behov for yderligere belysning er i selvfølgelig velkommen til at kontakte os i AkademikerPension.
Jens Munch Holst, administrerende direktør i AkademikerPension
Peter Hall, bestyrelsesmedlem i AkademikerPension og medlem af Hovedbestyrelsen i GL