Tekst_
Benjamin Mikkelsen
Foto_
Lene Esthave
Iranske Sara Jalali, der er opvokset i Urmia tæt på grænsen til Tyrkiet, er i dag bosat i Sønderjylland. Hun er efterhånden så velintegreret, at hun i interviewet konstant udtaler ‘Sønderjylland’ på en syngende måde, som kun en sønderjyde ville gøre det. Hendes danske dialekt er ikke til at tage fejl af.
Udenlandske lærere og lærere med udenlandsk baggrund arbejder på de danske gymnasier. I en ny serie fortæller lærerne om kulturforskelle, undervisningen og om at arbejde i Danmark.
Har du lyst til at fortælle din historie, så skriv til Benjamin Mikkelsen bem@gl.org
Nogle gange stopper hun dog op i en sætning og sætter et engelsk ord ind, hvor der mangler et dansk ord, som bliver udtalt med en accent, der er langt fra den kedelige danske accent, der typisk kommer, når et engelsk ord har fedtet sig ind i en sætning. Det er blandt andet dér, det internationale skinner igennem.
I 2012 tog Sara Jalali en beslutning om, at hun ville undervise i Danmark. Hun boede på daværende tidspunkt i den iranske hovedstad Teheran og var i færd med at færdiggøre sin kandidat i English Language Teaching, men havde allerede tænkt, at hun ville væk fra det rigide iranske undervisningssystem.
“Det var altid min plan, at jeg ville til Skandinavien for at undervise. Det var både målt ud fra levevilkår og arbejdsforhold.”
Der er meget sparring på de danske lærerværelser, og lærerne involverer sig i hinandens liv. Det er åbent, frit og trygt.
Sara Jalali migrerede fra Teheran til København. Kufferten var pakket med en færdiggjort kandidat og 10 års erfaring i at undervise.
”Jeg underviste under hele min uddannelse i Iran. Alle steder jeg kunne komme til, alle aldersgrupper og i alle mulige forskellige kontekster. Til sidst fik jeg lov til at stå for undervisningen for de kommende lærere, der skulle uddanne sig til engelsklærere,” siger Sara.
Den danske skole
Forhåbningen om at kunne træde ind og undervise i det danske skolesystem måtte dog sættes på pause de første par måneder, Sara Jalali var på dansk jord. Hun måtte tage til takke med at undervise amerikanske og engelske turister i de smukke københavnske gader som turguide.
“Efter et par måneder som turguide var jeg så heldig, at jeg fik et vikariat på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium som engelsklærer. Det blev min indgang til det danske gymnasium.”
Efter et endt vikariat stod Sara Jalali uden job og søgte alle tænkelige stillinger i det danske kongerige i håbet om at kunne få en fuldtidsstilling og blive bosiddende i Danmark.
“I 2016, da vikariatet var overstået, søgte jeg samtlige jobs på de danske gymnasier. For mig var det ligegyldigt, om jeg skulle bo i København eller i Thy. Jeg var i Danmark på et arbejdsvisum, og jeg skulle have en minimumsløn for overhovedet at kunne blive.”
Sara fik i 2017 en fastansættelse hos VUC Syd, hvor hun stadig i dag underviser i engelsk på alle niveauer.
Kulturforskellene mellem de to landes gymnasier er unægtelig store. Sara Jalail kommer fra en baggrund med skoleuniform, tørklæde og kønsopdelte skoler til et dansk gymnasium med Adidas bukser, Vans sko og de karakteristiske studieturshættetrøjer. Til spørgsmålet om, hvordan den danske undervisning adskiller sig fra den iranske, begynder hun i klasselokalet:
“Undervisningen i Iran er enorm autoritetstro. Læreren står typisk foran en forsamling elever, giver dem nogle konkrete instrukser og laver tavleundervisning. Ingen gruppearbejde eller noget i den dur. Den slags undervisning ville ikke fungere i Danmark. Jeg har gennem mine år som underviser på danske gymnasier lært, at der skal langt mere variation til, og at læreren er en teamplayer” siger Sara og fortsætter:
“Jeg kom fra én ekstrem til en anden. I Iran var alt fastlagt. Der var ingen frihed til selv at vælge. I Danmark er det stik modsat. Der har jeg mulighed for at gøre, nøjagtig hvad jeg vil. Det er jeg vildt glad for.“
Det kollegiale lærerværelse
Med erfaring i både iranske og danske gymnasier har Sara Jalali et indgående kendskab til, hvordan miljøet blandt underviserne er på lærerværelserne både i Iran og Danmark. Hvordan lærerne omgås hinanden, og hvad der bliver snakket om, mens eleverne står i kø nede i kantinen:
“Lærerværelset er noget helt andet i Danmark. Det er meget mere kollegialt. Der er meget sparring, og lærerne involverer sig i hinandens liv. Det er åbent, frit og trygt. I Iran svømmer man i egen sø.”
Jeg synes egentlig ikke, at den iranske skole kan bringe noget til den danske.
Samtalen falder naturligt hen på et spørgsmål om, hvorvidt der er nogle fordele ved det iranske skolesystem, som kan tages med i det danske?
“Jeg synes egentlig ikke, at den iranske skole kan bringe noget til den danske,” siger hun kort og kontant.
Et andet spørgsmål er, hvordan Sara Jalali socialt er faldet til i Danmark, hvorvidt hun trives i det sønderjyske? Og om hun har stiftet bekendtskab med det sagnomspundne sønderjyske kaffebord? Helt assimileret er hun tilsyneladende ikke, da hun ikke kender til det sønderjyske kaffebord. Det gør hun så alligevel, viser det sig. For da hun får forklaret, at det er et socialt komsammen med kage og kaffe i fokus, svarer hun grinende:
“Det får vi hele tiden.”
Noget tyder dog på, at man kan tage Sara Jalali ud af Iran, men man kan ikke tage Iran ud af Sara Jalali. Selvom den første ret, hun lærte at lave i Danmark, var nationalretten stegt flæsk med persillesovs, spiser hun stadig en skål ris med safran til.
“Det er noget, jeg har fra min mor.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode