“Jeg skriver jo ikke noget, for at det skal fortolkes i gymnasiet”

Om Helle Helle

• Født i 1965.
• Uddannet fra Forfatterskolen i 1991.
• Debuterede i 1993 med Eksempel på liv. Har siden bl.a. udgivet Rester, Rødby-Puttgarden, Ned til hundene, Dette burde skrives i nutid, Hvis det er, De og Bob.
• Hendes nyeste bog, Hafni fortæller, udkom 1. september i år.
• Har modtaget flere store priser, bl.a. Kritikerprisen, De Gyldne Laurbær, Holbergmedaljen og Det Danske Akademis store pris.
• Har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2009, 2015 og 2019.

I en årrække holdt Helle Helle rigtig mange oplæg på landets gymnasier. Hun fortalte om sin skriveproces og prøvede at svare, når eleverne ville vide, hvad en af hendes tekster handlede om, hvordan noget skulle forstås, eller hvad en konkret ting symboliserede.

Ofte fortsatte spørgsmålene på Messenger, når hun kom hjem.

I dag er hun ikke i tvivl om, at mødet med elever og lærere har haft stor betydning for hendes udvikling som forfatter, blandt andet fordi det lærte hende at have en ærlighed i forhold til sine bøger. At det ikke nytter at være en forfatter, der foregiver at vide alting, hvis man ikke er det.

”I starten blev jeg desperat, når nogen spurgte, hvad en af mine noveller handlede om. Jeg tænkte, at jeg var en idiot, hvis jeg ikke kunne svare, og jeg følte, at jeg skyldte en forklaring. Efterhånden lærte jeg, at jeg har ret til at sige: Jeg ved det ikke, men for mig kunne den handle om det og det. Eller at jeg slet ikke behøver at sige noget,” siger den 57-årige anmelderroste og prisvindende forfatter.

Hun kan godt huske den tvivl, hun selv havde som læser i gymnasiet og på universitetet. Ville forfatteren have, at man læste teksten på den måde eller den her måde?”

Men måske vil forfatteren i virkeligheden have, at man kan læse den på mange måder. Jeg har altid sagt til eleverne, at jeg jo ikke skriver noget, for at det skal fortolkes i gymnasiet. Jeg er ikke ude på noget symbolsk. Når jeg skriver, er alt, hvad det giver sig ud for at være,” siger hun.

I dag tager Helle Helle ikke længere ud på gymnasier. Efterhånden blev det for svært at ryste besøgene af sig.

”Det blev sværere at skrive. Det dur ikke, hvis man tænker på, hvordan teksten bliver modtaget. Pludselig sad jeg og spekulerede på, hvad alle de kaffekopper, kufferter og madretter, der er i mine bøger, ville blive set som symboler på.”

Men selvom hun ikke længere holder oplæg i klasser eller er ude til fællestimer, er hendes noveller og romaner fortsat nærmest fast pensum i danskundervisningen på gymnasierne. Sådan har det været, lige siden hendes novelle Fasaner var en del af eksamenshæftet til studentereksamen i skriftlig dansk i 1997.

At dansklærerne godt kan lide at bruge hendes bøger, overrasker hende ikke. Hun kan godt se, at hun skriver på en måde, der lægger op til analyse og fortolkning. Der er ingen overflødige beskrivelser. Ingen ligegyldige billeder. Man hører, hvad personerne siger, og følger, hvad de laver. Men det er ikke en bevidst strategi, at hun skriver på den måde. Sådan lidt registrerende. Det er ikke, fordi hun prøver at skjule noget, forklarer hun. Det er bare sådan, hun skriver, og sådan, hun tænker. Og selv synes hun, at hun siger det hele.

”Vi har alle en tone, der er vores, og prøver man at undslippe den, lyder det forkert. Når jeg gengiver det, der kan ses og høres, beskriver jeg overfladen, men det handler jo om det, der er nedenunder. En tekst kan rumme meget mere end det, der står. Det er de sætninger, jeg leder efter, når jeg skriver.”

Et sted i nærheden af Rødby
Vi sidder ved det lange træbord i spisestuen. Der er kaffe i kanden og små skåle med nødder, kirsebær og vindruer. Forfatteren, der er blevet berømt for sine rammende replikker og minimalistiske hverdagsdramaer fulde af skæve eksistenser i stille småbyer, har budt indenfor i det gamle, gulkalkede hus tre kilometer syd for Sorø.

Hun er aktuel med en ny roman, Hafni fortæller, og har sagt ja til et interview om at være en populær forfatter i gymnasiets dansktimer og om sin skriveproces – og hvordan den har udviklet sig.

Det er ved skrivebordet i værelset ved siden af, at hendes bøger bliver til. Her har hun sin bærbare Mac og udsigt til haven. Bagved ligger brombærkrat, granplantage og skov. Hun kan se musvågen, der cirkler, og høre, når viben er kommet.

”Pauserne, hvor jeg kigger væk fra skærmen og ud ad vinduet, er en stor del af min skriveproces. Her er så stille, og jeg skal ikke forholde mig til noget. Hvis jeg sad i en by, ville jeg blive for optaget af de mennesker, der gik forbi.”

Daglige gåture i naturen er også en betydningsfuld del af hendes kreative proces.

”Så tænker jeg over de allerførste linjer eller nogle sætninger, jeg ved, at jeg vil have ind.”

Helle Helles bøger er oversat til mere end 20 sprog, for også i udlandet kan man spejle sig i parfumedamen fra færgen, pendleren Dorte og Bente, der har forladt sin mand.

Hun er imponeret over forfattere, der sætter sig ind i nyt stof og skriver om noget, der ikke er deres eget. Hendes egen strategi har altid været at skrive om noget, hun kender godt og kan huske.

”Ellers skal man bruge så lang tid på at reparere det bagefter,” siger hun.

Derfor har flere af karaktererne i hendes bøger befundet sig et sted i nærheden af Rødby, hvor hun selv voksede op på ni skiftende adresser som datter af en mor, der blev gift og skilt et par gange.

”Det er mit grundstof. Jeg er nødt til at have nogle personer i mine bøger, der kommer fra noget af det, jeg selv kommer fra. De er i verden, på samme måde som jeg er. Jeg kommer aldrig til at flytte mig væk fra at være det, som jeg var de første 18-20 år af mit liv. Og det er måske også derfor, jeg ofte er vendt tilbage til den alder. Det er så formende for alt det, der kommer efter.”

Et gennemgående træk for karaktererne er, at de ord, der kommer ud af munden på dem, ofte ikke svarer til det, der foregår inde i deres hoved. Hun har tidligere beskrevet det tematiske i sine bøger som ”noget med mennesker, der mødes, men ikke kan finde ud af at mødes, og som siger ja, når de mener nej”. Og sådan er det faktisk stadig.

”Jeg har tit personer i mine bøger, der meget gerne vil sige og gøre det rigtige, men ustandseligt kommer til at sige og gøre det forkerte. Og så handler mine bøger meget om at være menneske i verden og ikke vide, hvilken retning man skal gå.”

”Læsere har tit spurgt: Hvorfor kan personerne i dine bøger ikke bare tage sig sammen og tage en uddannelse, eller hvorfor lader de som om, de stadig bor i Næstved, når de er flyttet? Men jeg gider ikke at skrive en roman, hvor det hele bare kører. Jeg vil hellere skrive om noget, som jeg genkender fra mig selv, nemlig det med at stå et sted, hvor man ikke ved, hvad man skal. Hvor man tvivler. Der bliver nok tvivlet en del i mine bøger.

”Man kan alt i en roman”
Hvor hun tematisk kredser om det samme som tidligere, er selve det at skrive meget anderledes for hende i dag. Inspirationen er altid primært kommet i selve skriveprocessen – og sådan er det stadig. En sætning fører til den næste sætning, en vej fører til en ny vej. Men for hver bog oplever hun en større og større frihed. Som yngre forfatter insisterede hun på at vide det meste. Jo ældre hun bliver, jo mere forstår hun, at det at skrive er gådefuldt.

”Jeg skriver mere og mere henført. Jeg er blevet mindre bange for at lade mig rive med. Der skal være rigtig meget, jeg ikke ved, og jeg skal være åben over for det. Det er vigtigt for mig at føle, at det ikke holder, men alligevel fortsætte ud ad den vej. Det har gjort noget ved mit sprog og mine sætninger, som jeg er rigtig glad for,” siger Helle Helle.

”For hver bog viser det sig mere og mere, hvor meget man kan. Man kan alt i en roman. Det er den følelse, der bliver stærkere og stærkere, som årene går. Jeg er ikke bange for at flippe ud i alle mulige retninger. I dag laver jeg blandt andet store spring mellem sætninger og afsnit. Måske kan man som læser ikke se logikken umiddelbart. Men for mig er der en logik.”

Efter skriveprocessen kommer redigeringsarbejdet, som hun bruger længere og længere tid på.

”Måske bliver der mere at kigge på bagefter, fordi jeg skriver friere, men jeg tror også, at min omhu er blevet større. For nylig indlæste jeg nogle af mine tidligere romaner som lydbøger, og det var faktisk et chok for mig, hvor dårligt jeg synes, at sproget er nogle steder,” siger hun og griner.

”I Rødby-Puttgarden synes jeg for eksempel, at der er meget rod i replikkerne. Det er uklart, hvem der siger hvad. Og de siger også for meget.”

I hendes seneste romaner, Bob og De, har hun ledt efter ”litterære eksperimenter”. For der skal være noget, der udfordrer selve det at skrive.”

Jeg tænker mere og mere på det eksperiment, som romanen også skal være. Det er det, der holder mig skarp, og det, der gør, at jeg bliver ved med at skrive. Jeg ser næsten ikke nogen grund til at skrive endnu en roman, hvis ikke den prøver på at gøre noget andet end den forrige.”

I begge bøger har hun eksperimenteret med tid og synsvinkel. I Bob valgte hun den usædvanlige synsvinkel, man kan kalde ’alvidende kæreste’. En jeg-fortæller, der registrerer alt, også når hun ikke er til stede. I De er alting konsekvent fortalt i nutid, også selvom der refereres til noget, der foregik i fortiden.

”Jeg prøver at få sproget, tiden og fortælleforholdene til at blive en del af handlingen. Det er det, jeg gerne vil nu, og det er blevet mere og mere udtalt. Kan jeg ved at skrive i nutid vise den smerte, der er, uden at sige det? Kan jeg ved at vælge en fortæller, der intet siger om sig selv, faktisk sige en masse om den fortæller?”

I den nye bog, Hafni fortæller, har hun rystet posen endnu en gang. Hafni ringer fra en rasteplads til sin veninde og fortæller, at hun skal skilles. Hun er taget afsted fra sit hjem for at realisere en gammel drøm om en smørrebrødsrejse gennem Danmark. Alt er planlagt. Frokostrestauranter, overnatning og seværdigheder. Undervejs vokser et ønske om at ændre sit liv. Det bliver et roadtrip, hvor alle planer skrider, og meget går galt, og hvor Hafni fortæller sig selv frem som den, hun gerne vil være – mest i form af den, hun ikke længere vil være.

”Fortælleren er den, Hafni taler til. Sådan har jeg aldrig skrevet en historie før,” siger Helle Helle.

At hun i omkring 25 år har været en gymnasielærer-favorit, er hun meget taknemmelig for. Selv syntes hun, at dansktimerne i gymnasiet kunne noget særligt, og hvis hendes tekster bliver brugt på en måde, som minder bare lidt om det, hun selv oplevede, kan hun kun være glad, siger hun.

”Dansktimerne gav nogle nøgler til at tale om livet. Verden åbnede sig. Det var, som om man kunne blive klogere på alt muligt. Psykologi, sprog, alt muligt. Og man kunne tale om personerne i bøgerne, mens man i virkeligheden talte om sig selv eller andre.”

”Jeg tror ikke, jeg var blevet forfatter uden mine dansklærere i folkeskolen og gymnasiet. Det var dem, der præsenterede mig for god litteratur og gav mig en tro på mig selv i forhold til at skrive.”