Når man mister lysten til at undervise

For tre år siden ramte jeg ind i et problem. Skoleåret skulle til at starte, og der var i princippet intet, der adskilte det nye skoleår fra alle andre. Optakten gik, som den skulle, jeg gjorde mig klar, som jeg skulle, og jeg gik forventningsfuldt mod det første modul – som jeg skulle. Men da jeg tog i dørhåndtaget ind til lokalet, hvor 25 forventningsfulde elever ventede på mig, skete der noget.

Jeg mistede lysten til at undervise. Jeg gad simpelthen ikke mere. Al positiv energi rettet imod undervisning og mod unge mennesker var fuldstændigt, helt og aldeles forsvundet. Det blev så slemt, at jeg efter et par uger var meget tæt på at bestemme mig for, at jeg var nødt til at finde noget andet at lave – jeg kunne helt enkelt ikke se mig selv undervise mere.

Heldigvis ændrede det sig. Hvad der helt præcist gjorde det, kan være svært at sige, men en medvirkende faktor var faktisk en elev. En elev, som ikke stillede sig tilfreds med min manglende energi, og en elev, som ikke stillede sig tilfreds med halve svar. Nej, hun ville vide, hvad hun ikke vidste, og hun krævede af sig selv, at hun vidste så meget som muligt, og derfor krævede hun af mig, at jeg kunne give hende svarene. Hun var interesseret, og hendes interesse smittede af på mig.

Det var derfor, jeg bestemte mig for, at jeg var nødt til at finde ud af, hvad der kan motivere mig, og det ledte mig ud på en længere rejse, som endnu ikke er nået til ende, for hver gang jeg føler, at jeg har nået rejsens endepunkt, så dukker der en ny ide op i mit hoved.

Og denne gang er ideen lidt mere omfattende. I sommerferien 2020 år siden begyndte jeg for alvor at læse om motivation og sætte mig ind i, hvad der kan motivere den enkelte, og det ledte mig ned ad én vej, og det ledte mig til kendskabet til en masse teoretikere inden for området. Men fordi jeg inden starten på det kommende skoleår (23/24) kan genkende mange af de samme symptomer, som sidst jeg brændte ud, har jeg bestemt mig for, at jeg må gøre noget radikalt denne gang. Noget, som virkelig ryster posen i min undervisning.

Derfor vil jeg det i kommende skoleår give mig selv en udfordring, som opstiller følgende kriterier:

1. Jeg må ikke køre den klassiske undervisning, hvor jeg beder eleverne læse en tekst, besvare spørgsmål og vi samler op på plenum.
2. Mine forløb skal være projektbaserede.
3. Mine elever skal opnå lige så stor eller større faglig og teoretisk viden, som de plejer.
4. Min undervisning skal være Non-AI-Sensitive (NAIS).

Hvorfor gør jeg så det? For det første fordi jeg kan mærke, at jeg selv synes den klassiske plenumopsamlings-undervisning er dybt kedelig og uinspirerende. Og for det andet fordi jeg har lyst til at prøve noget nyt – noget, der måske passer bedre til den tid, vi lever i, og det arbejdsmarked, vi sender eleverne ud i. Jeg forestiller mig ikke, at det bliver nemt eller uproblematisk, men jeg vil prøve det alligevel.

Lad mig lige give et eksempel på, hvad jeg mener.

Som start i det nye skoleår, kører jeg et forløb i mine 1.g engelsk-klasser, som hedder ”Growing Up” – det kender mange engelsklærere sikkert til, og det løber mange koldt ned ad ryggen, når man nævner det. Men netop derfor, vil jeg gribe det anderledes an – for man burde ikke skulle undervise i noget, man ikke kan fordrage at undervise i. Alle har ret til at være motiverede for det, de laver.

Jeg gør forløbet projektbaseret. Det betyder, at elever inddeles i grupper, hvor de så skal udarbejde et produkt, som skal præsenteres på klassen. Projektet kommer med nogle præmisser, og præmisserne ændrer sig selvfølgelig fra forløb til forløb.

I dette forløb skal eleverne forestille sig, at de arbejder for en medievirksomhed, som har  fået til opgave at lave et projekt om, hvad det kan betyde for den enkelte at vokse op i et udfordrende miljø. De får udleveret en delvist fiktiv case, som de skal arbejde med, og i løbet af forløbet får de nogle tekster og begreber, som de skal inkorporere i deres projekt. Klassen inddeles som sagt i grupper, men samtidig er det også en væsentlig pointe, at vi er ét fælles firma, så vi skal arbejde sammen om at udvikle den bedst mulige samling af produkter til vores kunde.

Nogle af modulerne starter med, at jeg som ”chef” tager udvalgte personer fra grupperne ind til mig, hvor jeg vil introducere dem for et begreb, som de skal arbejde med i forbindelse med de enkelte tekster. Det kan være argumentation, metaforik, symbolik, komposition og så videre. I hvert modul skal eleverne så kigge på de tekster, de har fået udleveret, og bedømme, hvordan det enkelte begreb, de skal arbejde med, kan anvendes på det tekstmateriale, de har fået udleveret. Til hvert modul vil der være et produktkrav – enten en kort præsentation for mig eller en skriftlig aflevering eller andet – det finder jeg ud af løbende. Forløbet givet altså også mig kreativ frihed og frihed til at tilpasse undervisningen til min og elevernes situation.

Når forløbet er slut, skal eleverne kunne fremvise et produkt, som viser nogle af de problematikker, som de har læst om. Det er klart, at eleverne så også skal have opnået et kendskab til forskellige faglige begreber, og de skal kunne forklare, hvorfor de har gjort, som de har gjort, og evt. kunne forklare de dybere lag i deres produkt.

Denne måde at gøre det på skulle gerne sikre en dybere, praktisk forståelse for de faglige begreber, samtidig med at det vil fungere som en mere interessant måde for eleverne at lære og mig at undervise. Forløbet vil givetvis strække sig over én til to måneder, og jeg vil i den periode fungere primært som rådgiver. Men mit håb er under alle omstændigheder, at jeg vil kunne bruge denne nye praktik- og projektbaserede undervisningsform til at sikre min og elevernes interesse for faget.

Projektet bygger på en forståelse af Deci og Ryans Selvbestemmelsesteori (SDT) for så vidt, at der altid er fokus på samhørighed (samarbejde med andre), autonomi (elevernes selvvalgte løsning), kompetencer (mine faglige indspark) og der vil altid være et klart formål. Så sigtet er altså både, at de skal arbejde på en måde, som gøre dem fri af AI-indblanden, for så vidt at AI ikke har nogen påvirkning på det samlede produkt og de refleksioner, der ligger bag (hvilket er grunden til, at jeg kalder det Non-AI-Sensitiv).

Måske virker det – og ellers kan jeg sige, at jeg forsøgte. Hvad er det værste, der kan ske?