I 2019 udkom Bill Brysons Kroppen – en guide til indehavere. Det var en perle af fantastisk formidlet viden om menneskekroppen. Formidlet med samme talent som legendariske David Attenborough, blot i bogform. Bill Bryson er ham, der skrev En kort historie om næsten alt, som vil være mange bekendt.
Og nu er så kommet dens efterfølger: Kroppen Illustreret.
Den er fantastisk. Teksten er stort set den samme, men nu ledsaget af uhyre velvalgte og nysgerrighedsfremmende tegninger og fotos. Det er en bog af den slags, det er vanskeligt at lægge fra sig, og når man endelig gør det, er det en bog, man vender tilbage til igen og igen, når man liiige skal kontrollere en enkelt detalje eller to.
Hvorfor har vi to nyrer, men kun et hjerte? Opstår der virkelig kræftceller i os hver eneste dag (som heldigvis slås ihjel af immunforsvaret)?
Bryson tager os med på en rejse, der starter med de 59 grundstoffer, vi er opbygget af, og fortsætter så gennem de væv og organer, der udgør et menneske.
Det er ikke en bog til undervisning. Det er en bog, der gør læseren mere vidende om sin egen krop. “Hvor lig en gud”, som Shakespeare skrev. Der er en forrygende skitse af en pige, som piller en splint ud af sin fod – men det er kun skelettet, der er tegnet.
Et af Brysons tricks er at tage de historiske briller på, når han fortæller. Uden at storyspoile kan jeg vist godt gengive Brysons fortælling om den amerikanske præsident Washington. Han lider af en let forkølelse, som hans læger behandler med åreladning!! To liter blod tapper man af præsidenten. Det dør han af.
Glæd dig til at læse Kroppen – en guide til indehavere. Men sørg for at have tid til rådighed, når du sætter dig med den. Der er 553 sider at tage af.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode