Gymnasielærer sagde op og skrev en bog om syg udvikling

Der mangler både stridslyst og røv i bukserne, mener tidligere gymnasielærer og forfatter Palle Reimann. Han peger i romanen “Ned på fuld tid” på sygdomstegn i vores samfund, der afspejles i gymnasielærernes situation.

Idéen opstod, da Palle Reimann faldt over Bertel Haarders advarende status for de almene gymnasiers selveje i 2018, da det var 10 år siden, han som undervisningsminister havde fået det gennemtrumfet. Ordene lød:

”Som bestyrelse for et gymnasium varetager man samfundets interesser og ikke bare den enkelte institutions interesser. Samfundets interesser går forud for alt andet. Det betyder for eksempel, at bestyrelsen skal holde øje med, at ressourcerne går til god undervisning til eleverne. Det er ikke altid i samfundets interesse at konkurrere om, hvem der kan lokke flest elever til med eksotiske fagkombinationer og drukfester. Og jeg vil også gerne advare mod altid at se på vækst som et succeskriterium. Måske skal man ikke altid gå efter at få flere elever på skolen, men i stedet konsolidere fagligheden”.

Haarders utilfredshed med selvejets udvikling faldt i øvrigt efter år med toprocentbesparelser, hans eget parti stod bag. En rektor sagde op, fordi han ikke længere kunne stå inde for elevernes dannelse.

”Det gjorde mig nærmest høj,” siger Palle Reimann med umiskendelig agtelse for, at den slags mennesker stadig findes.

Da Mette Frederiksens regering tiltrådte i 2019, skulle der så oveni hentes et gevaldigt millionbeløb fra gymnasiernes markedsføring. Palle Reimann begyndte at se nærmere på skolernes økonomi og blev overrasket over, hvor meget der faktisk blev brugt på markedsføring – og sjovt nok er udviklingen i besparelser nogenlunde proportional med de lærerårsværk, der er forsvundet fra sektoren. Palle Reimann havde selv sagt sit job som gymnasielærer op i en slags protest mod udviklingen. Tilsammen lagde det grundstenen til romanen ”Ned på fuld tid”, der udkom i efteråret.

Bogen handler om gymnasielæreren Albert, der udsættes for snart sagt en kombination af alle de fortrædeligheder, der kan overgå gymnasielærere på samme tid. På den ene side kan den således virke en smule karikeret. På den anden side vil mange lærere nikke genkendende til nogle af elementerne – om ikke fra egen krop, så fra kollegers.

Historiens satiriske fernis er derfor helt bevidst, forklarer forfatteren. Satire bunder i forargelse. Vi er ikke altid enige i forargelsen, men det er et godt afsæt for at starte en diskussion. Vi kan mødes i humoren og på den måde forløse mange ting.

”Det måtte helst ikke blive ren klynk. Jeg kunne se, jeg skulle være sjov. De første manuskripter blev kasseret, for de kom til at blive for meget historien om mig. Så jeg gik i gang med at interviewe lærere, rektorer og elever. Blandt andet i forbindelse med foredrag på skoler,” siger Palle Reimann og tilføjer, at nogle elever efterfølgende ikke har syntes, at bogen er sjov – måske kommer den for tæt på deres virkelighed.

Forfatteren bruger nemlig en hel del beskrivelser af eleverne, ligesom hvert afsnit indledes med autentiske mails fra elever, forældre, ledere og studievejledere til lærere, i bogen stilet til Albert. Det er i bedste fald tragikomisk læsning. Men dybest set en smule chokerende.

”Jeg kan også se på lærere, jeg efterfølgende har talt med, at jo yngre, de er, jo mindre sjov, synes de bogen er. Nu har OK 13 været her i 10 år, og de unge, der aldrig har prøvet andet, tror, at det er sådan, tingene skal være.”

Ramt af tavshedskulturen
Palle Reimann har efter udgivelsen fået en hel del reaktioner fra en bred del af underviserverdenen, der har følt deres situation genkendt i større eller mindre grad. Der er såmænd også kommet nogle få positive reaktioner fra ledere.

”Skytset er jo overvejende rettet mod ledelsen, men vi skal huske, at ledelsen også er presset ovenfra. Den type ledere, vi har i dag, er nok en anden type ledere end før. Virksomhedstanken bag selvejet har tiltrukket andre ledertyper. Jeg tror, de godt kan se, at mange ting ikke fungerer. De er jo ikke dumme mennesker,” siger Palle Reimann, der i samme forbindelse har en opsang til lærerne.

Han tager udgangspunkt i sig selv.

”Det er ikke synd for gymnasielærere. Men de mangler røv i bukserne,” siger han og uddyber efter en lille kunstpause:

”Jeg oplevede, at ledelsen bare dikterede forskellige ting på personalemøder. Der var ikke tid til at diskutere. Vi klappede alle i og gik ud og arbejdede videre. Jeg havde egentlig et selvbillede af, at jeg var sådan en, der bankede i bordet, men det gjorde jeg ikke. Det havde jeg det dårligt med mig selv over.”

Umiddelbart efter sin opsigelse på gymnasiet havde forfatteren et vikariat som underviser et andet sted. På det første personalemøde opstod der en kæmpe diskussion.

”Lederen og tillidsrepræsentanten undskyldte efterfølgende, men jeg sagde, at jeg var virkelig glad. Det er sådan noget, der udvikler skolen. Så jeg er rigtig træt af min egen rolle i den her forbindelse. Jeg havde aldrig troet, at tavshedskulturen skulle ramme mig, men det gjorde den.”

Besparelser svækker kvaliteten
Især Alberts tillidsrepræsentant udstilles sammen med ledelsen i ”Ned på fuld tid”, men heller ikke GL går helt fri. Tillidsrepræsentantens karakter er ifølge forfatteren summen af flere fortællinger. For der findes naturligvis mange gode og dygtige af slagsen, det skal ikke underkendes – ligesom der også findes gode ledelser, men Palle Reimann har en følelse af, at det dårlige somme tider sker med GL’s billigelse.

”Nogle gange har man en fornemmelse af, at GL ikke rigtig er til stede,” siger han.

Her føler intervieweren behov for at opponere:

– Med min viden inde fra ”maskinrummet” ved jeg jo, at GL’s konsulenter gør alt, hvad de kan, for at hjælpe medlemmerne. Politikerne kæmper også medlemmernes sag, synes jeg. Hvad er det helt konkret, der er galt?

”Jeg tror, at GL’s medlemmer mangler synlige resultater. GL kommer let på bagkant, i defensiven. Danske Gymnasier – i øvrigt et fantastisk navn, virkelig god opfindelse af dem! – kommer i forgrunden og præger dagsordenen. GL breder sig meget og vil gerne diskutere mange emner, også elevernes trivsel. Al ære for det, men måske er det et af de emner, hvor foreningen skal sige fra og fokusere mere på egne medlemmer.”

– Du var selv lidt inde på det før med yngre kræfter, der ikke kender til livet som lærer før OK 13. Hvis jeg nu siger, at karakteren Albert og din bog generelt med karakteristikkerne af elever, ledere og så videre bærer præg af, at alting var bedre i gamle dage, hvad siger du så?

”Vi har det med at bruge orientelle metaforer – ”vi skal tænke fremad”. Hvis noget nu faktisk var bedre i gamle dage, hvorfor så ikke bruge det? Jeg mener, det er helt forkert at sige, at man så er imod fremskridt. Men jeg er jo også historielærer,” siger Palle Reimann og fortæller en anekdote om nogle elever, der engang spurgte ham, hvorfor de skulle have historie, når de alligevel skulle være revisorer.

”Jeg svarede, at de kunne prøve at slette hele deres barndom fra hukommelsen. Ligeså kan vi forestille os, hvad der ville ske, hvis vi slettede alt det, der er sket i verden indtil nu. De unge bliver nødt til vide ting for at kunne vide, hvad de skal vide. Og kunne vælge. Når vi mister historien, slår vi hen i apati, og så bliver det enkelte, der bestemmer, hvilken vej verden skal bevæge sig ad.”

Det kræver, mener Palle Reimann, at lærerne får tid nok til at forberede sig for at kunne levere god undervisning og løfte eleverne op fra apatien. De dygtige skal nok klare sig. I generationer har politikerne sagt, at uddannelse er Danmarks råstof og et sted, vi ikke har råd til at spare, men det er det eneste, der er sket de seneste 30 år, påpeger han.

Det er en ond cirkel. Når lærerne i grundskolen bliver dårligere, er det jo, fordi vi nedprioriterer læreruddannelsen. Vi bliver alle sammen bare dårligere og dårligere. På et tidspunkt må vi blive enige om at sige stop.

”Kigger vi på karaktererne, har vi jo aldrig gjort det bedre. Men alle, der arbejder i branchen, ved, at det ikke er sandheden. Der har været en karakterinflation. Politikerne fortsætter fortællingen om, at det ikke går ud over kvaliteten, men selvfølgelig gør det det. Vi er som lærere veluddannede mennesker og ved, at der kun er et begrænset antal penge til rådighed, og det er politikernes ansvar at forvalte dem. Vi har i øvrigt selv stemt dem ind. Så kalder de det omprioriteringsbidrag og alt muligt andet. Hvis bare de i det mindste var ærlige at sige, at det går ud over kvaliteten, når man skærer ned.”

Alle har brug for dannelse
Hvordan er vi endt sådan her? Hvorfor tier lærerne, som Palle Reimann selv, stille, hvis alle kan se, at noget er galt?

”Vores stridslyst er forsvundet. Folk bakker ikke op. Der har fundet en underminering af fagbevægelsen sted igennem mange år,” siger han og peger på, at da Berlinmuren faldt, var det, som om den liberale kapitalisme havde sejret endegyldigt. Punktum. Gammeldags ord som solidaritet gik fløjten.

”Det er nok det, vi ser resultaterne af nu. Jeg var på et tidspunkt på kursus med en kollega, som ikke var medlem af GL. Han ville hellere bare ansætte en advokat, hvis han fik problemer. Folk er heller ikke medlem af politiske partier længere. Vi lever i en tid, hvor folk ikke tager stilling.”

Vi risikerer dermed, at demokratiet kommer til at ændre form. Færre og færre er med til at bestemme, hvem der stiller op og kan blive valgt. Forudsætningerne for at få gang i den politiske deltagelse igen ligger i høj grad i gymnasiet, mener Palle Reimann og henviser til dannelsesspørgsmålet, der jo er en del af gymnasiets formålsparagraf. Unge skal have nogle voksne at spejle sig i med hensyn til medbestemmelse og demokrati.

”Krisetider frembringer hårde mennesker, som får ting ændret, men hvad der skal til, ved jeg ikke. Unge i dag går også op i noget, men det er på en anden måde. Det er ikke noget, der har ramt dem på pengepungen. Det er for eksempel identitetspolitik. Jeg tror i virkeligheden, vi bliver nødt til at vente på, at det næste ungdomsoprør kommer.”

Palle Reimann nævner selv en undersøgelse, der viser, at 44 procent af eleverne bruger Netflix og spil, mens de har undervisning i gymnasiet.

– Der er i øjeblikket stor debat om karakterkrav for at komme i gymnasiet. Kan tilhængerne af en skærpelse have en pointe i, at der er for mange nu, som ikke burde være der?

”Mit hjerte siger nej til, at der går for mange i gymnasiet, for jeg tror på, at alle har brug for det, gymnasiet kan tilbyde – dannelse. Men samtidig er det studieforberedende, og for mange har svært ved at hænge på fagligt. Så det er et pivsvært spørgsmål. Hvis gymnasierne tog deres opgave alvorligt, kunne vi redde noget af det. Vi bliver nødt til at komme ud over det her med at putte flere i klasserne, 28 er allerede for mange. Undervisningsdifferentiering redder heller ingenting, det har lærere alle dage brugt, så det eksisterer i forvejen. Man tager ikke opgaven alvorligt, det bliver et spørgsmål om, hvad der giver penge i kassen. Det er dybt fortvivlende.”

Begyndte at grine og sagde op
Som nævnt har det været vigtigt for Palle Reimann, at bogen ikke blev fortællingen om ham selv, ligesom karaktererne i romanen ikke er fra virkelighedens verden – hans tidligere kolleger har, ved han, haft travlt med at diskutere, hvem der er hvem. Men ingen af dem er nogen i historien. Alligevel er det, der overgår Albert i ”Ned på fuld tid”, noget, Palle Reimann har oplevet selv, hørt fra nærmeste kolleger eller fået fortalt i de mange interviews i researchen til bogen.

Palle Reimann

Palle Reimann (f. 1967) er journalist og tidligere lærer på blandt andet gymnasiet samt lærer- og pædagoguddannelserne. Han debuterede som forfatter i 2020 med romanen ”Lysbringersken” – om religion, overtro, sex, fattigdom og magt – der foregår i begyndelsen af 1500-tallet, hvor en pavelig inkvisitor melder sin ankomst til det vestjyske. I 2022 udgav han ”Ned på fuld tid” og ernærer sig i dag som forfatter på fuld tid.

For eksempel, når Albert, næsten som en rød tråd igennem historien, får flere og flere hold, selvom det er meningen, han skal have færre opgaver.

Forfatteren interviewede blandt andre en 60-årig kvinde, der gik ned i tid – til 75 procent og 75 procent i løn, men hun fik samme antal hold. Ledelsen havde taget et par småting fra hende, så det gik fint op, mente de.

”Det virker, som om vi har noget fra 2013, vi stadig skal betale af på. Men det føles som Judaspenge, for gymnasielærerne sagde jo nej til aftalen ved urafstemningen,” siger Palle Reimann og tilføjer i samme åndedrag, at det måske var godt for folkeskolelærerne, at konflikten blev så slem dengang, for mange kommuner har indset miseren og er nu ved at vende tilbage til lokalaftaler i en eller anden form.

Det med arbejdstiden blev også den berømte dråbe for Palle Reimann selv, der sagde op, da han af ledelsen fik forelagt en plan med 26 ugentlige lektioner. 5 hold i dansk og 3 i historie. Det syntes han ikke, han kunne klare, lød hans svar. Han blev derfor forelagt et forslag om at gå på deltid.

”Så fik jeg sådan en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg så mig selv – en midaldrende mand med to voksne børn, en smuk hustru og en lille hund, og så tænkte jeg: ”er jeg sådan en, der ikke kan klare det”? Jeg begyndte at grine. Da jeg var færdig med at grine, sagde jeg op.”

Han mener, at netop situationen med det stigende antal deltidsansatte i gymnasiet afspejler et sygdomstegn i vores samfund, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Det er baggrunden for bogens tvetydige titel, ”Ned på fuld tid”. Forfatteren har talt med en del af de lærere, der er gået ned i tid, og om deres bevæggrunde. Det er oftest kvinder mellem 45 og 55 år, der mister både indtægt og pension, og dermed bliver det også et kønsspørgsmål.

Først og fremmest er det dog fortvivlende og tragisk, at de berørte hverken har kunnet få deres liv eller arbejdstid til at hænge sammen. De går ned i tid, men arbejder reelt stadig fuld tid. De underviser på den måde relativt set mere end deres kolleger på fuld tid. Den del er dyb asocial og med til at lægge pres på de andre lærere. Det bliver løntrykkende. Det er jo noget, ledelser kan spekulere i, siger Palle Reimann.

”Af de rigtig mange reaktioner, jeg har fået – især fra gymnasielærere, men også fra andre faggrupper – går en ting igen, og det er overvejelserne om deltid. Det er ganske enkelt et sygdomstegn for samfundet, at folk ikke kan klare at arbejde på fuld tid.”