Denne ‘lille’ udgivelse til mediefagsundervisningen taler med stor vægt ind i en tid, hvor nye kvinderoller på skærmen er uhyre relevante, og samtidig rummer bogen et tydeligt potentiale, hvad angår tværfagligt samarbejde (for eksempel med fagene psykologi, dansk, historie og samfundsfag). Den gennemgår i en kort og overskuelig form kvindernes rolle på lærred og skærm fra stumfilmsperioden frem til streamingtjenesternes magtfulde position i dag.
Kvinder på skærmen – nye kvinderoller i amerikanske tv-serier er en kærkommen udgivelse til enhver mediefagslærer, og den er i den grad brugbar på alle mediefaglige niveauer, idet den er skrevet i et anskueligt og letforståeligt sprog. Den ville eksempelvis kunne bruges i forbindelse med genre-, auteur- og tematiske forløb.
Bogen er bygget op, så man får både et teoretisk, historisk, distributionsmæssigt og konkret forløbsmæssigt afsæt, og man har mulighed for at bruge de konkrete øvelser i sin daglige undervisning. På B- og A-niveau ville man muligvis få brug for at grave dybere i de emner, som bogen introducerer, men det er i og for sig kun en fordel, da det giver en tiltrængt frihed hos den enkelte underviser.
Bogen er også oplagt til SRP- og SSO-elever, da den rummer en redegørende, analyserende og diskuterende del, hvilket betyder, at de elever, som finder emnet interessant, vil opleve at blive inspireret og få mod på at søge uddybende materiale.
Lotte Brodersen tager fat i et højaktuelt emne på en måde, som efterlader læseren med lyst til at udforske problemfeltet yderligere, og omfanget og formatet af bogen er virkelig velegnet til gymnasieskolen, da man uden videre vil kunne udlevere bogen til en 1.g- eller 1.hf-klasse. De vil igennem læsningen og gennemgangen kunne nikke genkendende til mange af de nyere eksempler, samtidig med at man som underviser vil kunne udbygge deres mediefaglige dannelse ved at informere om og diskutere ældre værker, som nutidens populære serier står på skuldrene af.
Udgivelsen skal have fem ud af seks stjerner, da den er velskrevet, interessant, letfordøjelig og spækket med gode og diskuterbare eksempler.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode