Jeg har ligget i min sofa siden marts 20. Måske har kursisterne gjort det samme

Kan du huske dengang, du gik i biografen? I gamle dage, altså før corona, gik jeg i Grand sådan på jævnlig basis. Ikke så tit som da jeg var yngre, men når der var en film, der vækkede min nysgerrighed, så kom jeg afsted. Det kunne være film, man skulle anstrenge sig for at se: Fx en film af Trier eller Haneke og ikke, som den sidste jeg så i Imperial, som jeg har glemt.

Er kursisternes forhold til undervisning at sammenligne med mit forhold til at komme i biografen? Altså, har de lige så svært ved at se nødvendigheden i anstrengelsen, som jeg har? Min tunge krop gider ikke. Da vi var spærrede inde blev sofaen, rødvinen og Netflix min redning. Når jeg var nået dertil efter en dag i helvede med 1000 mails, led Teams-undervisning, ensomhed og spat, var jeg i mål. Barren blev på sin egen måde bare lav, og den er næsten blevet dernede.

Marts 20: Vores kursister var i chok. Jeg talte med mange, mange unge mennesker, for jeg ringede til et utal i kraft af mit virke som både studievejleder og lærer. De havde det forfærdeligt. Og du kan godt huske det, ikke? Alt for at få dem igennem. Ingen eksaminer. Standpunktskarakterer over 00 uanset hvad. Og senere, da vi begyndte at møde ind igen og undervise nogenlunde normalt, så var fravær ikke noget, vi talte om. Fair nok! Enten var de syge med corona, syge med angst eller deres barn og gamle far var det. Men fraværet blev jo ved, og barren for fremmøde var lige så lav, som mit forhold til input: Hellere nem Netflix end besværlig film i Grand.

De gymnasieelever, der kom igennem coronatiden og endte med en studenterhue og en dør til mange uddannelser, skal nok komme sig. Det har jeg tillid til Men på VUC’erne har vi mange, der er lang tid om at komme i mål. De har arbejde ved siden af, små børn, en diagnose eller et bagland, der modarbejder deres uddannelsesplaner. Og de hænger i en sump af fravær, der stadigvæk minder om coronatidens. Det har sin egen logik, for dengang døde de jo ikke af at have meget fravær, vel? Når det gik sidste år og året før, så kan højt fravær (og jeg tør slet ikke komme med tal her) da ikke skade.

Men her tager man fejl: Kursister har ret til, at der bliver stillet krav. Det er helt urimeligt ikke at få hævet barren for indsatsen. Alle kursisterne skal være med. De skal komme til undervisningen, aflevere deres opgaver, få en kærlig feedback, deltage i en dialog, være med simpelthen.

Jeg opfordrer hermed til, at der ses med kritiske og modige øjne på, hvor højt et fravær kan være, og dermed også hvor meget en kursist skal være alene med sine onlineopgaver, sin dårlige selvtillid og en faglighed, der halter. Hvor går grænsen?

Jeg tror, jeg forstår de unge mennesker: Jeg ligger på min sofa hver aften og lader mageligheden vinde over udfordringer og inputs. Det kommer der ikke meget selvtillid ud af, for jeg bliver dummere og dummere. Men sådan skal vores unge mennesker på HF da ikke have det.