Det svarer lidt til at stikke hånden i en hvepserede. Det er således med spænding, gymnasieskolen.dk’s udsendte bevæger sig ind på Falkonergården Gymnasium & HF på ydre Frederiksberg for at mødes med lektor i historie og engelsk Iman Hassani. Hun har hidtil afvist at stille op til interview i resten af dansk presse, der ellers har forsøgt at få hende i tale i kølvandet på det, der har vist sig at være en ganske kontroversiel bogudgivelse.
Iman Hassani
Iman Hassani er forfatter til bogen ”Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror” som i løbet af sommeren udkom på forlaget Frydenlund.
Hun er til daglig lektor på Falkonergården Gymnasium & HF-Kursus på Frederiksberg, hvor hun underviser i historie og engelsk. Hun er endvidere beskikket censor i historie ved de danske universiteter.
Iman Hassani er født og opvokset i Danmark. Hendes bedsteforældre kom hertil som gæstearbejdere fra Yemen.
Det er ikke så ofte, at lærebøger til gymnasiet får en helt særlig opmærksomhed i den brede offentlighed. Det var imidlertid, hvad der skete, da Iman Hassanis ”Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror” i august udkom på forlaget Frydenlund. Ikke alene blev forfatteren selv og forlaget taget i en række faktuelle fejl i et – i øvrigt kort, hvilket også blev kritiseret – afsnit om angrebet på Krudttønden og synagogen i 2015, hvor to mennesker blev dræbt af en ung muslimsk mand. Bogen blev helt generelt beskyldt for at have forkerte prioriteter og indoktrinere den danske ungdom med forkerte værdier. Facebook-hæren fik en ny syndebuk, landsdækkende medier kørte det tunge skyts frem på anmelderfronten, bogen blev debatteret i direkte tv-udsendelser, og selv statsministeren kommenterede det tilsyneladende værdimæssige skred i bogen. Ja, indholdet kan sågar medvirke til, at det danske samfunds værdier eroderer, lød det statsministerielle skudsmål blandt andet.
Jeg har skrevet en lærebog – ikke et bidrag til kulturkamp.
Om det er kritikerne eller forfatteren og forlaget, der er galt på den, afhænger nok af perspektivet – det vender vi tilbage til. Aftalen med Iman Hassani er, at hun må forklare sin side af sagen, men også på et fagligt plan skal forholde sig til den kritik, hendes bog har mødt.
Behov for nye redskaber
Vi småsludrer og sætter os ind i et mødelokale, mens kaffen finder vej til kopperne. Iman Hassani indrømmer, at den seneste tid har været voldsom for hende.
Du har hidtil sagt nej til den samlede presse. Nu vil du gerne tale med Gymnasieskolen. Hvorfor ikke stille op foran kritikerne og tage diskussionen med dem?
”Fordi jeg ikke synes, at jeg er en del af den kamp og dagsorden, nogle nu bruger mig i. Jeg har skrevet en lærebog – ikke et bidrag til kulturkamp. Den her bog er skrevet til mig selv og andre lærere med henblik på at have en historiefaglig og post-kolonialistisk samtale i undervisningen, og fordi jeg synes, der har manglet undervisningsmateriale i forhold til emnet kulturmøder. Så på den måde er bogen også skrevet til eleverne. Men den blev hurtigt gjort til en politisk diskussion, som jeg ikke har en aktie i. Jeg synes, at gymnasielærerne har fortjent at få en forklaring direkte i deres eget medie, fordi bogen handler om undervisning i gymnasiet og ikke politik.”
Spørgsmålet om Mellemøsten er dog, hvordan man end vender og drejer det, kontroversielt. Nogle mener, at du med bogen gør dig til repræsentant for yderliggående synspunkter, og at du, som selv er muslim og har mellemøstligt ophav, er ensidig og unuanceret i dine beskrivelser.
”Den analyse er jeg ikke enig i. Som sagt er det en lærebog, der bygger på de videnskabelige teorier indenfor post-kolonialismen og metoder som eksempelvis diskursanalyse. Og meget af bogens indhold er helt i tråd med, hvad der står i læreplanerne. Gymnasieeleverne skal kunne forholde sig til disse emner i store skriftlige opgaver, ligesom bogen også er tænkt til tværfaglige forløb og kulturfaget på hf. Analyseredskaberne og arbejdsopgaverne i den har sigte på at træne elevernes evne til at reflektere og skabe egne vurderinger.”
Men hvad med selve indholdet, som er blevet kritiseret. Det er vel ikke kun redskaberne, der er i fokus i bogen?
”Tingene er jo ikke enten-eller, og redskaber og metoder går hånd i hånd med indhold. Jeg mener ikke, at man kan undervise i kulturmøder uden at inddrage de relevante teorier og metoder, man i øvrigt benytter i forbindelse med dette emne på universitetet, så hvorfor skal vores elever ikke introduceres for det? Man skal også huske, at der er lærere inde over elevernes omgang med bogen, men hvordan andre undervisere bruger den, er jeg jo ikke herre over.
Jeg skriver også i bogens forord, at jeg har savnet kritik og dybde i en ellers overfladisk og forsimplet tilgang til vores forhold til Mellemøsten i historiefaget. Så jeg står helt ved budskabet om, at der er et ubalanceret magtforhold, som kommer til udtryk ved en modsætningsfyldt sprogbrug om dem og os. Og nogle forsøger at manifestere det ubalancerede magtforhold. Min bog præsenterer, hvordan det historiske syn på mennesker fra Mellemøsten har været i Danmark. Det er relevant, hvis vi også skal forholde os til, hvordan vi i dag fremstiller andre kulturer.”
Det blev skrevet
”Danmarks kulturmøder med Mellemøsten” blev umiddelbart efter udgivelsen udsat for massiv kultur- og værdipolitisk kritik i dansk presse og på sociale medier. Kritikken lød blandt andet:
”Hvad der kunne have været en lærebog, der rent faktisk gjorde de danske folkeskole- og gymnasieelever klogere på både de negative og positive konsekvenser af Danmarks møder med mellemøstlig kultur, ender i stedet med at blive en forvrængning af virkeligheden, hvilket er problematisk, når den henvender sig til unge og dermed mere ukritiske elever. Islamapologetisk cherrypicking bliver forklædt som fakta leveret af en overbevisende lektortitel.” (Altinget)
”Der foregår som sagt allerede en voldsom kulturkamp i undervisningssektoren. Elever skal nu indoktrineres med storm mod normerne og med venstreekstreme holdninger til kulturmødet og Muhammed-tegningerne. Det lover ikke godt for fremtiden, og man gruer for, hvad eleverne bliver fortalt på Falkonergårdens Gymnasium.” (Berlingske)
”Jeg vælger at reagere, fordi det er vigtigt for vores samfund. På flere måder. Hvis vi begynder at gradbøje fakta efter holdning og religion, så vil demokratiet erodere. Angrebet i København for syv år siden var et terrorangreb, der var knyttet til islamisme. Det havde sin rod i parallelsamfund og manglende integration. Lærebogen er også problematisk, fordi den viser et fravær af autoritet i undervisningsverdenen. Alle værdier er ikke lige gode. Og det skal voksne turde stå på og træde igennem. (…….) Hvis ikke vi står fast på vores danske værdier forsvinder vores samfund foran os.” (statsminister Mette Frederiksen)
”Helt grelt bliver det med fremstillingen af Omar El-Hussein, gerningsmanden bag Krudttønde- og Synagogedrabene. Ud over at den kortfattede passage forstyrres af flere faktuelle fejl, er den neutralt tvivlende konklusion overraskende: Hans motiv bag gerningerne kendes ikke.” (Weekendavisen)
Men du har i bogen skrevet et kapitel om angrebet ved Krudttønden og synagogen – vel det eneste ’rigtige’ terrorangreb på dansk jord – som indeholder faktuelle fejl. Samtidig fylder det blot 14 linjer. Med din egen baggrund in mente kunne det være let at tolke en bestemt holdning i det?
”Først: Jeg beklager de faktuelle fejl, som jeg sammen med forlaget har udsendt retteark til. Men at gøre det til en udlægning af hele bogen er i den grad en overdrivelse, synes jeg. Dernæst: Min bogs primære emne er ikke terror. Bogen har ét kapitel om det, men ellers indeholder den syv andre kapitler, der både berører vikingetiden, guldalderen, oplysningstiden og så videre. Det er 1000 års historie på 200 sider.”
Det er samtidig blevet påtalt – også af statsministeren – at du ikke omtaler det som et terrorangreb, og at gerningsmandens motiv var ukendt, selvom han åbenlyst ifølge efterforskningen dyrkede Islamisk Stat.
”Først og fremmest synes jeg, det er uansvarligt fra statsministerens side, at hun laver et Facebook-opslag på baggrund af forlydender. Mine elever kunne sagtens se, at jeg faktisk ikke har skrevet det, hun – og andre – beskyldte mig for. Jeg konkluderer ikke, at gerningsmanden var en forstyrret ung mand, men jeg stiller spørgsmålet i forlængelse af den efterfølgende debat, der har været, og lægger op til, at eleverne skal diskutere det ud fra forskellige kilder. Historiefaget handler om at læse forskelligt kildemateriale og analysere det, blandt andet ved hjælp af kildekritiske metoder.”
Narrativet
Det er så det næste, der er værd at nævne, fortsætter Iman Hassani. Hvordan benævner vi forskellige ting? Er der kun ét perspektiv? Det handler blandt andet om sprog og magtforhold, og det er nogle af de ting, elever i dag efterspørger, og som der ifølge Hassani er mangel på, hvad undervisningsmaterialer angår.
”Vi kan ikke komme udenom det. Så hvorfor må elever ikke læse om, at vi også i Danmark har været med til at konstruere en idé om Mellemøsten, og at vi har et meget eurocentrisk narrativ om Mellemøsten og Danmark? Det betyder, at den faglige samtale ikke får lov til at udfolde sig. Det kunne for eksempel også handle om Grønland og Danmark. Det her handler om at præsentere eleverne for nogle videnskabelige teorier og metoder og give dem nogle analyseredskaber.”
Historiefaget handler om at læse forskelligt kildemateriale og analysere det, blandt andet ved hjælp af kildekritiske metoder.
Men der er jo mange følelser forbundet med de emner, du berører. Og man kan med nogen ret påstå, at vi i dag i Danmark oplever en slags konsensus om, at det er en helt legitim holdning ikke at være værdirelativist, som statsministerens udmelding jo netop understreger. Så hvorfor er det ikke på den anden side også i orden at fortælle eleverne, at alle værdier og samfundsmodeller ikke er lige gode?
”Det er det for det første også, selv om der – i forlængelse af det forskningen omtaler som kulturracisme – er opstået kulturhierarkier, som ikke nødvendigvis er rimelige. Og måske især derfor er der jo i dag et behov for at arbejde med kulturmøder og styrke elevernes kildekritiske analyseredskaber. Hvordan har vi fremstillet andre kulturer? Hvordan har vi rent historisk forholdt os til andre kulturer?
For det andet står vi nok med en generationsforskel. Historie er en konstruktion af narrativer – men den gamle skole insisterer på én historisk, objektiv sandhed, og det er eleverne i dag ikke modtagelige for, og derfor skal de præsenteres for de her videnskabelige redskaber. Det er ikke kun uddannelse; der er også et dannelsesmæssigt aspekt i det.”
Woke, eller……..?
Iman Hassani bliver lidt fornærmet på sine elevers vegne ved spørgsmålet om, hvordan de ser på hendes kulturelle baggrund, religion og brug af tørklæde, som også har været en del af kritikken af hendes bog som undervisningsbog.
”Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at det skulle være et problem eller et issue overhovedet. For eleverne er jeg deres lærer. Når man underviser elever, opstår der en lærer-elev relation, der er bærerende for undervisningen. Spørgsmålet om min baggrunds betydning for mit arbejde siger mere om det verdensbillede og menneskesyn, der ligger bag et sådan spørgsmål,” siger hun.
Den gamle skole insisterer på én historisk, objektiv sandhed, og det er eleverne i dag ikke modtagelige for.
Hun finder det derimod en smule komisk, at hun på samme tid er blevet beskyldt for at propagandere for islamisme og kvindeundertrykkelse og for at være woke og venstreekstrem.
”Påstanden om, at bogen er eller er tænkt som islamisk propaganda, er noget vrøvl og en undervurdering af både min faglighed, af andre lærere og af eleverne. Jeg ved som lærer, hvad man arbejder med og berører i undervisningen, og der er simpelthen brug for sådan noget materiale,” siger hun og fortæller, at hun har modtaget mange positive tilkendegivelser fra kolleger i det gymnasiale landskab, som har læst bogen, ligesom det måske er værd at huske, at en stor del af ungdommen i dag efterspørger opgøret med tidligere strukturer, ekskluderende sprog etc. – altså det woke.
Til gengæld er Iman Hassani holdt op med at læse de vrede mails fra andre, der ikke har med undervisning at gøre, og som ikke har læst bogen. Imens kan hun konstatere, at der nok er noget om den gamle skrøne, der siger, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Således oplyser forlaget Frydenlund, at salget af bogen går ganske udmærket.
”Danmarks kulturmøder med Mellemøsten – fra vikingetiden til krigen mod terror” bliver anmeldt i kommende udgave af bladet Gymnasieskolen, som udkommer i uge 41.
Kommentar til artiklen
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Copyright Gymnasieskolen 2024
Historieformidling vil altid være præget af afsenderen. Men woke-perspektivet er heller ikke en objektiv sandhed, og det er et problem, hvis en bog ikke åbner op for egentlige diskussioner ud fra forskellige teorier og perspektiver. Det ser vi desværre flere eksempler på for tiden, f.eks. engelskbogen Everyone is here, hvor multiculturalism hyldes som et ubetinget gode. Der efterlades ikke plads til en egentlig diskussion af fordele og ulemper. Ja, mange unge er woke. Men der er også mange, der ikke er. Som historielærere skal vi lægge op til relevante, ægte diskussioner; missions virksomhed for det ene eller det andet styrker kun polariseringen i samfundet.