Aktuelle politiske strømninger
Når man kigger i lidt ældre lærebøger i politik, fremgår det i flere af disse, at populisme er en ideologi på linje med liberalisme, konservatisme og socialisme. Populisme er dog et mere komplekst begreb. Populisme og identitetspolitik gør et prisværdigt forsøg. Alt for ofte er populisme blot et skældsord. Som for eksempel når tidligere Radio24syv-chef Mads Brügger tweeter til socialdemokraten Benny Engelbrecht, der foreslog 24syv flyttet til Aarhus: Så gerne, hvis du dropper den gustne, letkøbte provinspopulisme!
Det centrale i populismen er det antielitære, det antipluralistiske og populisten som den sande repræsentant for folket. Bogen opererer med højre- og venstrepopulisme, og det er ikke svært at finde eksempler på førstnævnte, Trump og Orban som oplagte eksempler, Paludan i Danmark. Jeg har sværere ved at anerkende Podemos i Spanien og Sanders i USA som venstrepopulister. Er det ikke blot fundamentale uenigheder med den førte politik?
Bogen er ligeledes stærkest i forklaringer på højrepopulismen – vælgeradfærdsteorien, globaliseringstesen og tesen om kulturelt bagslag.
Anden del af bogen er helliget identitetspolitik. Begrebet defineres, gruppeegenskaber som køn, religion, etnicitet og nationalitet løftes op til et politisk niveau og gøres til centrum for den politiske debat. Fortalerne for identitetspolitik ser krænkelser overalt og er symptomallæsere, fordi de ser symptomer på de grundlæggende samfundsstrukturer mange steder, hvor andre er singulærlæsere og for eksempel læser den grønne lyskurvmand som en praktisk foranstaltning og ikke som noget strukturelt betænkeligt.
Identitetspolitik er jo værdipolitik og forfægtes mest af venstrefløjen. Skal vi tale om højrefløjens ditto, handler det vel mest om at bevare de hvides traditionelle dominans.
Bogen har rigtig mange gode eksempler på såvel populisme som identitetspolitik, ligesom der er velanbragte cases og skriftlige opgaver. Den kan fint supplere mere traditionelle politikfremstillinger.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode