Der har i mange år manglet en god undervisningsbog til et forløb om Den Russiske Revolution. De foregående bøger har været bredere anlagte bøger om hele Sovjetunionens historie.
Dennis Lunding Nielsen har nu på Frydenlund udgivet en lille bog om selve revolutionen – og det er en både grundig og samvittighedsfuldt eksekveret bog. Har man allerede besluttet sig for at undervise i et forløb om Den Russiske Revolution, så har man et driftssikkert værk på hånden med denne bog. Og enhver elev, der skal skrive SRP om emnet, vil også være godt rustet med bogen, der også indeholder både gode kilder (online) og en fin personliste.
På den anden side må man sige, at hvis man ikke har gjort sig det klart, hvad det næste forløb skal være, ja, så er det nok næppe denne bog, der vil overbevise hverken underviser eller elever om emnets relevans. Undervejs i processen med at skrive denne bog burde Nielsen måske være stoppet op og have spurgt sig selv, om det nu også er det her, de unge vil have?
En historiebog om et emne, hvis vigtighed for længst er etableret, behøver ikke at argumentere for egen relevans, når den skrives til fagfæller (om end den ofte gør det alligevel), men skriver man til gymnasiet, er i hvert fald et minimum af relevans nødvendigt at italesætte. Bogen lukker sig om sig selv og sit emne og forsøger aldrig at åbne op for videre perspektiver. De eneste kapitler, der går lidt videre, er bogens to afsluttende, der i lyntempo gennemgår resten af Sovjetunionens historie på knap 10 sider (hvilket er tæt på at være spild af tid og plads) og præsenterer en teknisk faghistorisk diskussion af revolutionens årsager.
Efter endt læsning står man tilbage med en grundig gennemgang af revolutionen og dens konsekvenser for Rusland, men ikke nogen klar fornemmelse af, hvilken betydning denne har haft for resten af verden.
Med en lidt større indsats kunne det have været en bog, der vakte interesse – som den foreligger nu, skal man allerede på forhånd være interesseret i emnet for at få det fulde udbytte.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode