Skrivekridtets fossiler føjer sig på glimrende vis til den række udgivelser, der de seneste år er udkommet om kridttiden. Bogen adskiller sig dog fra tidligere udgivelser ved forfatternes ord at beskrive stort alle de fossiler, som ihærdige samlere har mulighed for at finde i det danske skrivekridt. Tyngden i bogen ligger derfor i en meget detaljeret og velillustreret gennemgang af flora og fauna fra kridttiden.
En kortfattet og let tilgængelig indledning indplacerer kridttiden i den geologiske historie, beskriver kridtlagets imponerende tykkelse i Danmark og betydningen af fossiler som metode til at fastlægge stratigrafien i perioden. Læseren får også en fin og levende fortælling om kridthavets flora og fauna samt en god forklaring på, hvorfor der er forskelle i fossilernes grad af bevaring. De områder, der beskrives, er lokaliteter, det er muligt at besøge: Møns Klint, Stevns Klint og Nordjylland, hvor der også anvises adgangsforhold.
Hoveddelen af Skrivekridtets fossiler består at tyve kapitler, der hver især gennemgår en dyre- eller planteart som blæksprutter, snegle, muslinger, havsvampe med videre. De indplaceres tidsmæssigt, og der forklares, hvorfor der er forskelle i bevaringsmulighederne inden for de enkelte kategorier. De enkelte kapitler er meget godt illustreret med fotos og vil derfor være velegnede både i felten og ved studier efter endt indsamling, når der skal bestemmes indsamlede fossiler.
Sidste del af bogen har en række fine udvalgte cases om sporfossiler, der også giver et godt indblik i det dramatiske liv i kridthavet. Endelig er der en guide til indsamling og præparationsmetoder af kridtfossiler.
Skrivekridtets fossiler er et lille imponerende storværk, der rummer mange års forsknings- og indsamlingsarbejde. En god følgesvend på feltarbejde og i geografifagets håndbogsbibliotek.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode