KOM BARE AN – bakterier, virus, svampe og parasitter
For nu er der skrevet en bog om, hvordan menneskets immunforsvar bekæmper infektion med jer.
Bogen er skrevet til bacherloruddannelser, men der er rigtigt meget at hente for både den interesserede gymnasieelev og hendes lærer. Af de mange emner kan nævnes celleterapi, bekæmpelse af kræft (for eksempel immunterapi), autoimmune sygdomme (for eksempel diabetes), allergi, vaccination (for eksempel imod narkotikaafhængighed), transplantation foruden selvfølgelig en grundig forklaring af immunforsvarets opbygning og funktion.
Bogen kan gøre rigtig god nytte på skolernes biblioteker. Immunforsvaret er sædvanligvis svært stof, men forfatterne har hjulpet med at markere de vigtige ord med fremhævet skrift, forklaret ordenes oprindelse, og der er angivelse af, hvordan de svære ord udtales.
Sproget er talesprogsagtigt og uhøjtideligt, så det svære stof glider lettere ned. Når forfatterne skriver, at det er det, ”du skal høre om nu”, føler man, at Onkel Oplæser underholder i mørkningen ved at fortælle blandt andet om Thymus, der er en ”fedtet klump”, og T-celler, der ”slippper igennem nåleøjet”. Når man er lige ved at give op, skriver forfatterne: ”Fortvivl ikke”, og det er sandt. Der er al mulig grund til at læse videre.
Illustrationerne gør udmærket brug af farvehenvisninger, og de er dejligt store. Det er genialt, at ordforklaringen med fagordene til sidst i bogen også rummer illustrationer. Godt tænkt.
Både tekst og illustrationer er bragt med humor. Nyd bare den bakterie, der ryster i buskerne, og notér, at forfatterne giver idé til Nobelpris, ”hvis nogen står og mangler”.
Gymnasieelever vil i bogen kunne finde dansksproget materiale til deres SRP og SSO. Læreren vil have god gavn af tekst og illustration ved forberedelse af undervisning, samtidig med at man bliver underholdt og oplyst. Jeg lærte for eksempel, hvordan immunforsvaret kan skelne gode bakterier fra skadelige i tarmen. Godt gået af immunsystemet – og forfatterne.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode