Alkoholforbud til gymnasiefester: Jurassic Park eller 1984?
Vi kender alle “Jurassic Park” – romanen, hvor mennesket forsøger at tæmme en utæmmelig natur. Alt mislykkes, for som den fiktive kaosteoretiker Ian Malcom siger i filmversionen: ‘Life finds a way’.
Sådan er det tilsyneladende også med rusmidler: Man kan begrænse, kontrollere og forbyde, men brugerne får alligevel skaffet deres stof.
Et rygeforbud på skolerne har fremelsket en forfærdelig masse ‘snus’brugere. Nikotinposerne er nemme at skjule og umulige i praksis at kontrollere. Dagligt ser man brugte pakker som klar evidens for deres massive udbredelse.
Gad vide, hvad et alkoholforbud ville fremelske?
Der er ingen tvivl om, at den danske alkohol- og festkultur kunne trænge til en form for… retouchering. Men er det gymnasiernes opgave at varetage denne kulturændring? Hvis gymnasierne egenhændigt forbyder alkohol ved fester, vil eleverne – der for manges vedkommende er fyldt 18 år – nok vælge at finde et alternativ. Måske finder de bare en alternativ fest, måske finder de et alternativ måde at skaffe sig alkohol på – eller måske finder de et alternativt rusmiddel.
Så længe eleverne – myndige som umyndige – kan gå andre steder hen og drikke sig fulde, og så længe de oplever generationerne over sig drikke så ubehersket, som vi nu engang gør, er det svært at se, hvad et forbud skal medføre.
Derudover, og måske vigtigere: Uanset om forbudsvejen måtte fungere i praksis, er det så overhovedet er den vej, vi gerne vil brolægge for vores ungdom?
Vi kender nemlig også alle “1984” – romanen, hvor Partiet begrænser den menneskelige frihed og selvstændige tanker. Men hovedpersonen Winston stræber efter og kæmper for sin personlige frihed og selvstændighed. Ham ka’ vi li’!
Hvis man gerne vil ændre noget her i verden, er begrænsninger og forbud ikke vejen frem. Lad os i stedet sørge for, at de unge, vi har mellem hænderne mærker, at deres mening tæller, og at deres handlinger kan gøre en forskel. Lad dem vide, at man altid holder noget af andre menneskers liv i sin hånd. Lad os så vidt muligt hjælpe de unge til at blive kritiske, reflekterede, selvstændige beslutningstagere, der ikke bukker under for forbud og formynderi.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode