1, 2, 3… 2, 4, 6… A+, B, C-…

Ny skala… Gammel skala… Ny vin på gamle flasker eller ny vin på nye flasker… Tankerne er mange efter den nye rapport med forslag til karakterskalaer er kommet. Jeg har tidligere skrevet et indlæg, hvor jeg advokerede for at indføre bogstavskalaen frem for en talskala. Dengang kom der en kommentar om, at selvom det var bogstaver, ville eleverne hurtigt begynde at omsætte dem til tal, så de havde noget helt konkret at måle sig på. En pointe, som jeg vendte i mit hoved og egentlig godt kunne tilslutte mig.

Nu igen med den nye rapport har det så slået mig, at uanset om den ”nye” karakterskala bliver bogstaver, points eller tal ændrer det ikke ved, at eleverne stadig vil måle sig i forhold til hinanden og stræbe efter perfektion. Tværtimod vil det kunne forstærke jagten efter ”de gode karakterer”, når  vores kære problembarn ”7-tallet” forsvinder, og det siges at blive lidt lettere at bevæge sig på skalaen. Min pointe er, at en en ”ny” skala uanset, hvordan den ser ud, ikke ændrer ved det faktum, at eleverne lever i en perfekthedskultur. En ”ny” skala er som et plaster på det blødende sår. Ude af øje, ude af sind. Problemet er bare, at såret stadig bløder under plastret…

Hvis vi virkelig vil ændre noget, må og skal vi have et opgør med perfekthedskulturen! Det ærgrer mig så nederdrægtigt, at hele diskussionen om karakterskalaen synes at være reduceret til vores kære problembarn ”7-tallet”, ligesom som den tykke dreng i skolen, som ingen kan lide, og vi derfor vil smide ud. Den eneste fejl, som 7-tallet har lavet, er at ville være populær med 10- og 12-tallerne, men ikke er perfekt nok til det. Samtidig kan 7-tallet jo egentlig godt lide de lidt kiksede 4-taller og holder sig derfor gode venner med det og trækker 4-tallet op. Alligevel ændrer det ikke ved det faktum, at de alle sammen stræber efter at være perfekte og derfor ikke tør lave fejl, når elefanten er i rummet.

Hvis vi virkelig mener noget med en ”ny” karakterskala, skal der handling bag ordene, så vi ikke bare erstatter en skala med en anden og så blot siger, at feedback, feedback med mere feedback på er vejen frem væk fra perfekthedskulturen. Vi skal have modet til at ville gøre op med perfektheden blandt vores elever. Vi skal turde vise dem, at selv efter mange år som undervisere laver vi stadig fejl i vores job. Til trods for vi også gerne vil være perfekte, afholder det os ikke fra at have modet til at eksperimentere med vores undervisning, begå fejl, og udsætte eleverne for alle vores skøre og sommetider kiksede idéer, som vi i øjeblikket for undfangelsen syntes var enormt geniale. Vi skal være de forbilleder, som eleverne har brug for, og som de tør spejle sig i.

Samtidig skal skolen og hele uddannelsessystemet støtte op om vores mission. Her kan vi jo begynde med at skære ned i antallet af gange, vi skal give karakterer i løbet af et år, mens ministeriet kigger på om, vi egentlig er begyndt at forlange mere af eleverne, end godt er, så flere elever kan trives bedre og føle sig mindre pressede til at skulle være perfekte og leve op til systemets krav. Rygtet vil vide, at eleverne i dag skal kunne mere, end da jeg selv gik i gymnasiet og hele pensum er rykket et år ned. Det må jo så betyde, at vores 3.g’ere i dag faktisk skal lære fagligt stof, som man tidligere først lærte på første år på universitetet. Det, synes jeg, er tankevækkende.

Nej, lad os gå forrest og udfordre perfekthedskulturen gennem vores praksis og måde at tænke undervisning på som helhed i systemet! Så kunne vi for min skyld såmænd også godt indføre en ”ny” skala, der er klimavenlig og starter med ”en gul banan med et rødt jordbær” og helt op til ”den grønne pære”…