GL skal vinde mediekrigen igen!

Hvis GL tror, at man kan ændre politikernes opfattelse af vores arbejdsforhold, ved at vi klynker i vore egne medier, så spilder de tiden. Men det ser ud til, at det er sådan, GL tror, man kan overbevise politikerne. Men politikere er ligeglade med det, der står i vore interne medier, vi skal ud og blande os i de store medier. Vores forsøg hidtil på at blande os i medierne er dog helt til grin og hjælper os ikke. Så måske skulle vi se på, hvordan politikerne før OK 13 fik medierne og befolkningen påvirket til at tro, at lærere ikke lavede ret meget, og dermed gjorde det legalt at underminere vore arbejdsforhold. For den metode kunne vi godt lære af.

Fra min tid i mediebranchen lærte jeg hurtigt at se, hvornår en historie var plantet, og hvornår det var en journalist, der selv havde gravet historien op. I årene op til OK 13 så jeg, at der var rigtig mange plantede historier i medierne. De gik ofte ud på, at gymnasielærere (og folkeskolelærere) skummede fløden og nærmest fik penge for at sidde med fødderne oppe på bordet. De historier var så ekstreme, men samtidig så skarpe, at der ikke var nogen tvivl om, at Undervisningsministeriet eller Finansministeriet havde gjort brug af et kommunikationsbureau eller en meget dygtig kommunikationskonsulent til dette. Men værst af alt, det virkede. Historierne om lærere, der internt talte om, at de kun arbejdede deltid for en fuldtidsløn og samtidig arbejdede over med fede overarbejdstimebetalinger, kunne man nærmest falde over i medierne. Også selvom det ikke var det billede, underviserne selv havde af deres hverdag. Med andre ord så havde Christiansborg held med at få folk overbevist om, at undervisningsverdenen var kornfede og sagtens kunne slankes.

Imens så lagde GL sig bare fladt ned og håbede, at røgen forsvandt af sig selv. I stedet fik vi en lønforhøjelse med OK 13, men blev ikke længere betalt pr. undervisningstime, hvilket ellers var det mest naturlige at gøre. OK 13 var desværre også en åben ladeport af mulige besparelser, på trods af lønstigningen. For nu var der ikke længere naturlige grænser for, hvad man kunne bebyrde en underviser med. Vores rettigheder forsvandt som dug for solen.
Herefter har GL desværre fortsat med at vise, at man nærmest ikke engang gider arbejde på, at vi igen fik betaling pr. undervisningstime, men blot er kommet med nogle naive ideologiske forslag, som hverken gjorde fra eller til. Det har været dybt skuffende at være tilskuer til.
Det er, som om man ikke har fattet, at den eneste effektive måde at få stoppet besparelserne på, er ved igen at give os fast betaling pr. undervisningstime. Så vi dermed også kan få en fast forberedelsestid tilbage. Det har også vist sig ved de seneste overenskomstforhandlinger. Den handlede om løn, ikke om arbejdsforhold. Tak for kaffe!

Nåh, men nu er det jo nemt nok at være utilfreds. En anden ting er, hvad man så kan gøre. Og her er det, at jeg godt kunne ønske mig, at GL var mere proaktiv. De små input, GL har haft i medierne omkring de nuværende besparelser, er ikke brugbare. At der eksempelvis er ca. 1000 lærere, der har mistet deres job pga. besparelser, er danskerne og politikerne fuldstændig ligeglade med. Der er så mange, der mister deres job i forvejen, og hvorfor skulle gymnasielærere være fredet her? Nej, vi skal ud med de personlige historier og få plantet dem i medierne. Det er ikke nok, at vi kan læse snøfte-historier i vores eget fagblad. For det er kun os selv, der læser dem.  Vi skal have disse historier plantet i de medier, som den almindelige dansker ser. For man kan ikke overbevise dagens politikere ved at få dem til at synes, det er synd for os. Det handler om at få befolkningens støtte i stedet. Det er desværre det, som betyder mest for politikere i dag. De vil gerne gøre det, som har befolkningens støtte, for det giver stemmer. Og de danske medier vil gerne have de historier, hvis bare vi er gode til at vinkle dem ordentligt og gøre dem interessante for læserne.

Hvis ikke GL selv kan finde ud af det, så kan man jo gøre, hvad Undervisningsministeriet eller Finansministeriet gjorde. De fik et PR-bureau eller en kommunikationskonsulent til at fremme de negative historier om gymnasielærerne, og det virkede.