Fremtidens digitale læremiddel

For lidt tid siden var jeg til et arrangement i Udenrigsministeriet, som Invest in Denmark havde inviteret til. Vi skulle diskutere “Teknologi i klasseværelset” i anledning af, at der var besøg fra McGraw-Hill Education fra USA.

Det var en ret interessant oplevelse. Det amerikanske firma præsenterede deres adaptive læremidler, de såkaldte smartbooks. Det er kort fortalt lærebøger, der tilpasser sig elevernes niveau og highlighter det, der er vigtigt at de læser, så de kan vægte deres tid. Der er spørgsmål og opgaver, der tester det lærte, og læreren kan følge med i hvad eleverne har læst og svaret, samt hvor lang tid, de har brugt på det.

Effekten af disse smartbooks var, at eleverne brugte langt mere tid på forberedelse, at der var lavere frafald, samt at de klarede sig bedre til eksamen.

Spørgsmålet er bare, om det også ville virke på den danske gymnasieungdom. Der er lavet undersøgelser af danske elevers lektievaner, der blandt andet viser, at forberedelsesgraden ikke afhænger af læremidlet, dvs. uanset om det er papirbøger, videoer eller ibøger.
Så det er nok ret naivt at tro, at eleverne vil bruge mere tid i smartbooks, end de bruger til forberedelse i dag, i hvert fald når nyhedens interesse har lagt sig.

Og måske er jeg lidt desillusioneret. Jeg tror nemlig, at hvis eleverne bedømmes på deres besvarelser af spørgsmål i en smartbook, vil en del af dem lynhurtigt finde ud af at dele de rigtige svar med hinanden eller på anden måde komme til at fremstå som om de kan stoffet. Karaktergennemsnittet betyder jo meget.

Jeg tror også, at en del af dem vil udvikle kompetence til at huske de relevante ting fra et afsnit længe nok til at kunne svare på de efterfølgende spørgsmål. Men det er ikke det samme som at kunne huske det dagen, ugen eller året efter. Og det er slet ikke det samme som at kunne anvende den tilegnede viden.

Jeg var selv sådan en: Jeg lærte alverdens stof udenad til eksamen, scorede høje karakterer, hvorefter jeg glemte stoffet efter et par uger. Der var nemlig ikke plads til det længere, når noget nyt skulle læres udenad. Det afspejler ikke just den højeste modenhedsgrad, og jeg burde have indset det uhensigtsmæssige i min metode, men det kom først senere. Mon ikke der er elever derude, der har samme type adfærd som mig? Dem vil man gøre en bjørnetjeneste med en smartbook!

En anden problematisk ting ved disse smartbooks er, at de kun lægger op til individuel træning af fagstof. Der lægges ikke vægt på samarbejde, kommunikation og kritisk tænkning.

Det skal ikke lyde, som om jeg tror, at disse smartbooks er dårlige. Jeg tror bestemt, at der er nogle fordele ved dem, og måske er de også på nogle områder bedre end de danske ibøger.
Jeg ser dem bare ikke som løsningen på alverdens problemer. Det perfekte læremiddel findes ikke, og som lærere må vi vælge læremidler efter, hvad der er vigtigst i forhold til elevernes læring og vores måde at undervise på.
Mit besøg i Udenrigsministeriet bekræftede mig i at amerikanske og danske undervisningsidealer er ret forskellige. Og jeg foretrækker de danske.