Biotek-lærernes nye formand: Ingen anerkender de faglige foreningers arbejde

”Jeg tror ikke, at jeg skal tælle alle de timer, jeg har brugt på det.”

Christine Brænder Almstrup tænker tilbage. I foråret 2018 tog hun initiativ til at starte en faglig forening for bioteknologilærerne i gymnasiet. Et halvt år senere var den en realitet. Det har krævet hårdt arbejde.

”Der har været mange bump på vejen. Vi har skullet finde ud af alting selv. Der ligger ikke en færdig manual klar,” fortæller Christine Brænder Almstrup, der underviser i bioteknologi, biologi og kemi på Roskilde Gymnasium.

Gymnasieskolen møder hende på skolen. Hun har sagt ja til at fortælle om, hvad det kræver at få en ny forening til at leve.

Bioteknologi begyndte som forsøgsfag på A-niveau på stx og htx i 2008. Årets efter startede Christine Brænder Almstrup og en kollega faget op på Roskilde Gymnasium. Med reformen i 2017 blev det et permanent fag, og her blev det for alvor tydeligt for Christine Brænder Almstrup, at faget havde brug for sin egen faglige forening.

”Der manglede en forening, der rummede hele faget. Foreningen af Danske Biologer har gjort noget for at udvikle biologidelen af faget, men Kemilærerforeningen har aldrig rigtigt taget faget under sine vinger,” siger Christine Brænder Almstrup.

Sejt træk
Via fagkonsulenterne i Undervisningsministeriet fik hun kontakt til en håndfuld lærere, der havde det samme ønske. Hun holdt også et oplæg om sin idé på et af ministeriets FIP-kurser. Resultatet blev en styregruppe bestående af seks lærere, og så gik arbejdet for alvor i gang.

Hvad skal der stå i vedtægterne? Hvem laver foreningens hjemmeside? Hvordan håndterer man kontingentindbetalingerne? Og hvem tager sig af nyhedsbrevet? I starten var der stribevis af opgaver og ubesvarede spørgsmål, og Christine Brænder Almstrup lægger ikke skjul på, at det har været et langt sejt træk – og stadig er det.

”Det er os selv, der gør det hele. Alt er frivilligt, ulønnet arbejde, der kommer oven i den almindelige arbejdsdag,” siger Christine Brænder Almstrup.

I dag er de syv i bestyrelsen.

For at have tid til den faglige forening og til den master i naturfagsdidaktik på Københavns Universitet, hun også er i gang med, er hun fra november gået ned i tid, så hun kun underviser 80 procent af en fuldtidsstilling.

”Jeg vil have tid til de ting og til mit privatliv uden at gå ned med stress,” siger Christine Brænder Almstrup, der gætter på, at hun i gennemsnit bruger mere end en håndfuld timer om ugen på den faglige forening.

Vil udvikle faget
At udvikle faget har fra starten været foreningens allervigtigste opgave. Derfor laver man workshops og kurser til lærerne. Man er stille og roligt gået i gang, men håber at kunne skrue op for antallet af aktiviteter med tiden, fortæller Christine Brænder Almstrup.

”Alt skal være med elevernes læring i centrum,” siger hun og fortsætter:

”Det er afgørende, at man på et kursus får noget med hjem, man kan bruge direkte i sin undervisning. Sådan er det typisk ikke med for eksempel universiteternes kurser, og derfor er der brug for, at vi laver vores egne.”

Hun nævner, at reformen har tilført nye emner til faget. Et af dem er bioinformatik, som foreningen derfor er ved at planlægge en efteruddannelsesdag i.

Hun håber også, at man kan bidrage til et ”didaktisk løft” ved at klæde lærerne på til at undervise mere temaorienteret og med en mere undersøgelsesbaseret tilgang.   

Viden skal deles
På mange gymnasier har man både en kemilærer og en biologilærer til at undervise i bioteknologi. Det er en af grundene til, at foreningen også bruger tid på at udvikle nye øvelser og nyt undervisningsmateriale, forklarer Christine Brænder Almstrup. 

”Faren er, at kemilæreren bare gør, som man gør i kemi, og det samme med biologilæreren. Så vi har en opgave med at få lavet nogle øvelser og forløb, der gør lærerne i stand til at favne og formidle hele faget, selvom de som udgangspunkt ser det fra den ene side,” siger Christine Brænder Almstrup.

Foreningen vil i det hele taget gerne være et forum for vidensdeling, fortæller hun.

Derfor er man også i gang med at samle øvelser og forløb, som lærere har haft gode erfaringer med, ligesom man forsøger at skabe overblik over alle de tilbud om foredrag, besøg og samarbejder, der er interessant for bioteknologilærerne og deres elever.

Sårbart system
Trods de ekstra arbejdstimer har hun ikke fortrudt. Hun trives med at påtage sig et ansvar og er vokset op med frivilligt arbejde. Og hun føler, at foreningen gør en forskel.

Men hun savner anerkendelse af de faglige foreningers arbejde og synes det er urimeligt, at man i stor udstrækning lægger udviklingen af gymnasiets fag i hænderne på ulønnede ildsjæle.

”De faglige foreninger er en stor drivkraft for udviklingen af de gymnasiale fag. Men når noget er drevet af ildsjæle, er det sårbart. For hvad så, når ildsjælene ikke kan mere eller finder nye projekter at kaste sig over?”

At gymnasierne lige nu er mærket af flere års nedskæringer, forværrer situationen yderligere, understreger hun. 

”Alle har fået mere travlt, og der er ingen penge. Men udvikling koster både tid og penge.”

Hun mener, at de faglige foreningers nuværende arbejdsbetingelser ”har spillet fallit”.

”Lærere, der sidder i bestyrelsen for en faglig forening, burde få en reduktion på mindst 50 timer om året, uanset hvilken skole de er på, og Undervisningsministeriet burde yde konsulentbetaling, når vi for eksempel deltager i dagsmøder arrangeret af ministeriet,” foreslår Christine Brænder Almstrup og tilføjer:

”I andre sammenhænge kan ministeriet sagtens finde ud af at bruge konsulenter.”

For ikke at brænde ud tænker hun meget over, at antallet af arbejdstimer ikke må løbe løbsk og minder sig selv om, at foreningen gør, hvad den kan ud fra de rammer, der er.

”Jeg har enormt høje forventninger til mig selv. Men vi kan ikke handle på alle idéer og gøre det godt på alle fronter – og sådan må det være. Vi har ikke ressourcerne til det.”