Artikel
Lectio: Slut med offentlige skemaer efter pres fra rektorer
Computer password sikkerhed shutterstock_722108158

Lectio: Slut med offentlige skemaer efter pres fra rektorer

Efter mange års klager og bekymringer er lærere og elevers skemaer på Lectio nu endelig beskyttet bag login. Fælles front fra gymnasierne gjorde udslaget.

Siden slutningen af januar har skemaerne på studieadministrationssystemet Lectio været passwordbeskyttet, så kun lærere og elever kan tilgå dem. Det er resultatet af en længere dialog mellem firmaet bag Lectio og tre rektorer.

Konkret betyder det, at udenforstående ikke længere kan finde en elev eller lærers dagsskema, ligesom man ikke kan se, hvilke steder den enkelte elev eller lærer opholder sig. Igennem det seneste årti er Lectio ad mange omgange blevet kritiseret for at lægge oplysningerne frit tilgængeligt. Men det er altså slut nu.

Uro op til ny EU-forordning
Op til EU’s persondataforordning (GDPR) trådte i kraft sidste år, var der stor usikkerhed på flere gymnasier om, hvad det ville betyde for arbejdsrutinerne, når det kom til elever og læreres personoplysninger. Et af tvivlsspørgsmålene var om Lectio.

“Op til forordningen trådte i kraft, var der mange forskellige opfattelser af, hvordan den skulle fortolkes, blandt andet i forhold til Lectio. Samtidig fik skolerne en masse henvendelser fra advokatfirmaer, der tilbød deres tjenester i forhold til at implementere forordningen. Det gav noget uro og usikkerhed rundt omkring,” fortæller Anders Kloppenborg, der er rektor på Birkerød Gymnasium.

Sammen med kolleger fra Kolding Gymnasium og Rysensteen Gymnasium tog han derfor kontakt til firmaet Macom, der har udviklet Lectio.

“Der havde oprindeligt været en kommunikation med Macom, men den var løbet af sporet, fordi der var meget forskellige opfattelser af, hvad kravene ville være, når GDPR trådte i kraft. Men da forordningen først var trådt i kraft, var tiden moden til, at vi satte os sammen,” fortæller han.

De tre rektorer aftalte med Macom, at de ville undersøge med resten af rektorerne på landets gymnasier, hvad gymnasierne ønskede at gøre. Og svaret fra baglandet var tydeligt: Lectio skulle passwordbeskyttes, så kun elever og lærere kunne se skemaer.

Data skal kunne slettes
Den nordsjællandske rektor fortæller, at næste skridt i processen er, at Lectio skal kunne slette data, der ikke er nødvendig at gemme, som det er påkrævet i EU-forordningen.

“Lectio skal tilbyde faciliteter til at slette de data, der er brug for at slette, for at leve op til forordningen. Men vi kan jo ikke slette alle data både af hensyn til eftertiden, men også for at kunne servicere tidligere elever, Rigsarkivet og historikere,” siger Anders Kloppenborg.

Han mener ikke, at der er grund til at gå i panik over de mange krav, som persondataforordningen har medført.

“Vi tager det stille og roligt. Man skal bruge sin sunde fornuft. Vi skal ikke foretage unødvendige sletninger i en iver efter at være regelrette, og som vi alene gør af frygt for GDPR. Man skal finde en balance mellem dydens smalle vej og sund fornuft i stedet for at lade sig rive med af it-juristers råben om, hvor galt det kan.”

Forældre klager
Hos Macom er direktør Martin Holbøll glad for, at der er kommet en afklaring. Selvom Lectio adskillige gange det seneste årti er blevet kritiseret for den manglende passwordbeskyttelse, så mener han ikke, at det er Macom, der har været langsomme.

“Der har ikke været den rette forankring blandt brugerne tidligere. Det er der nu. Det er en beslutning, som rektorerne har truffet på et oplyst grundlag,” siger han og tilføjer:

“Æren for dét tilfalder de tre rektorer.”

Han uddyber, hvorfor Macom ikke tidligere har sat passwordbeskyttelse på:

“Med 200 institutioner tilsluttet Lectio vil der være forskellige synspunkter. Så det er rart for os, at der var nogle, der sørgede for, at de nåede frem til konsensus. Vi skal prøve at lave det bedst mulige system for brugerne. Når man ændrer én ting, så er der altid følgevirkninger. Derfor er det altid godt, når man kan gøre det i samarbejde med nogle, der har den fornødne indsigt. Det var så dét, der skete her,” siger Martin Holbøll.

Han fortælle, at klagerne, efter passwordbeskyttelsen er blevet indført, primært kommer fra forældre.

“Når man laver ændringer, så er der altid nogle, der bliver ramt. Der har været en håndfuld forældre fra hver skole, som har været vant til at kunne følge barnets skema. De oplever det som en forringelse.”

Fra Danske Gymnasier fortæller formand Birgitte Vedersøe, at organisationen ikke har spillet en rolle i forløbet med Macom. Hun er til gengæld godt tilfreds med resultatet.

“Vi glæder os over, at Lectio retter ind, så de opfylder lovkrav. Det er leverandørens ansvar, at produktet lever op til loven.”

Datatilsynet undersøger stadig
Selvom Lectio nu har lukket for den offentlige adgang til skemaerne, er der dog stadig en flig af usikkerhed tilbage. I september kunne Berlingske nemlig fortælle, at Datatilsynet indledte en undersøgelse af Lectio.

“Det er ikke, fordi vi er lagt ned af klager, men hvis vi på forhånd regnede med, at det var uproblematisk, gjorde vi ikke noget. Der er muligvis oplysninger, der bliver offentliggjort i for vidt omfang,” sagde Birgit Kleis fra Datatilsynet dengang til avisen.

Datatilsynet oplyser i denne uge, at myndighedens undersøgelse af Lectio endnu ikke er færdig.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater