Artikel
Status på OK 18: Stadig uklart afslutningsscenarium
Spillet om OK 18

Status på OK 18: Stadig uklart afslutningsscenarium

"Tænkepausen" i de kommunale, det vil sige folkeskolelærernes, forhandlinger er slut og forhandlingerne genoptaget med henblik på afslutning. Der er dog ikke noget, der umiddelbart tyder på, at det vil gå glat, ligesom det er svært at sige noget om, hvad de statslige forhandlinger vil ende med.

Tekst_ Morten Jest

Status på overenskomstforhandlingerne (OK 18) har indtil videre mest handlet om, hvorvidt der overhovedet var fremskridt i forhandlingerne, som længe har stået i stampe. De offentlige lønmodtagerorganisationer i CFU har som bekendt givet håndslag på, at reelle forhandlinger om folkeskolelærernes arbejdstid ville være en forudsætning for at forhandle. Det skete i januar, men siden er der dels ikke sket det store i de statslige forhandlinger, dels gik Kommunernes Landsforening (KL) og lærerne i tænkeboks. Nu er pausen imidlertid forbi, og forhandlingerne går i gang igen med henblik på møder i den kommende weekend – og i øvrigt at overholde tidsplanen med afslutning senest 28. februar, oplyser parterne, der fortsat forudser svære forhandlinger.

“Vi ser frem til at fortsætte forhandlingerne med Forhandlingsfællesskabet. Der er ingen tvivl om, at det bliver svære forhandlinger, men jeg tror på, at vi får landet en aftale,” siger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg og KL’s chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne, i dag til Altinget.

Ingen kan spå om, hvad der sker. De faglige organisationer har fra begyndelsen vidst, at OK18-forhandlingerne kunne blive svære. Og derfor er den solidaritet og det fællesskab mellem organisationerne, som bl.a. GL har været fortaler for, utrolig vigtig. Udmeldinger fra de forskellige forhandlingsfællesskaber viser heldigvis, at musketereden stadig er intakt – trods arbejdsgivernes åbenlyse forsøg på at splitte organisationerne.

På det statslige område – det er her GL hører til – er det fortsat også målet at nå til et resultat indenfor den angivne tidsramme (altså inden 1. marts), men hvis det ikke lykkes, kan der således fra den 28. februar varsles konflikt med en måneds varsel. Herefter vil forligsmanden kunne udskyde en konflikt i to gange to uger. 

Lige nu er situationen fortsat den, at ingen kan sige noget om, hvordan eller hvornår det ender, og spørgsmålet er, om det ender med den model, hvor man får nogle overordnede aftaler i hus og dermed siger “vi tager det, vi kan nå”, eller om det ender i konflikt.

Du kan orientere dig om udviklingen i forhandlingerne her på gymnasieskolen.dk, på gl.org samt i de nyhedsbreve, løbende GL sender til medlemmerne i forhandlingsperioden.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater