Et gymnasium på grænsen

I den smalle fjord glider små både roligt ind i Flensborg, og på bakke­toppen skuer Duborg-Skolen ud over byen. Her passer eleverne deres skolegang. Ingen sidder med næsen i telefonen. Her er mindre teenagestøj og mere tysk disciplin. Et sted, der med rektor Ebbe B. Rasmussens ord er unikt på grund af sin historiske, geografiske og politiske baggrund.

Men ikke alt er ro og idyl. I den gamle bygning spøger en indviklet og konfliktfyldt organisering af et mindretals skolevæsen, hvor et utal af interessenter har en finger med i spillet. Hvor danske penge møder tyske regulativer og mindretallets foreningsstruktur.

”Vi har en relation til det danske, vi skal anerkendes i Danmark og have en uddannelse, der godkendes i Danmark. Samtidig bor vi i Tyskland og er underkastet tysk lovgivning. Det miks giver nogle udfordringer indimellem,” siger Ebbe B. Rasmussen.

Duborg-Skolen i Flensborg i Sydslesvig ligger seks kilometer syd for grænsen. Byen, der er delstatens tredjestørste, rummer en pæn andel af det danske mindretal syd for grænsen.

Det anslås, at cirka 50.000 personer i regionen taler dansk. Deres interesser er repræsenteret af et vidtforgrenet netværk af foreninger, der blandt andet står for driften og ledelsen af mindretallets skolevæsen, kulturliv og ældreboliger. Den største af foreningerne er Dansk Skoleforening for Sydslesvig, der driver daginstitutioner, skoler og Sydslesvigs to gymnasier.

Færre elever
Duborg-Skolen åbnede i 1920 og fik en gymnasieoverbygning i 1950’erne. Op igennem nullerne kunne de fysiske rammer til slut ikke rumme det stigende elevtal. I 2008 slog A.P. Møller Skolen derfor dørene op for gymnasieelever i Slesvig by cirka 40 kilometer syd for Flensborg. Det betød en voldsom reduktion i antallet af elever og lærere på Duborg-Skolen.

”Det var en lettelse på nogle områder,” siger Ebbe B. Rasmussen.

John Læsøe, der er vicerektor på Duborg-­Skolen, uddyber:

”Rent bygningsmæssigt var det nødvendigt. Der var simpelthen ikke plads længere. Man var nødt til at gøre noget. Det er meget mere overskueligt nu, hvor vi kun er omkring 50 lærere. Men det kan selvfølgelig også være svært at løfte alle opgaver, når man er så lille et lærerkollegium.”

Et mindretal i mindretallet
Men byggeriet af A.P. Møller Skolen i 2008, finansieret af A.P. Møller Fonden, betød også, at de formelle strukturer omkring skolevæsnet blev ændret.

”Da kun Duborg-Skolen fandtes, var der en noget større kompetence tilknyttet skolens ledelse, altså vicerektor og rektor. Med etableringen af gymnasium nummer to er meget af kompetencen taget ud af ledelsesfunktionen og i stedet lagt hos direktionen i Skoleforeningen og dens konsulenter,” fortæller Ebbe B. Rasmussen.

Samtidig spiller det såkaldte betriebsrat, driftsråd, en central rolle i, hvordan gymnasierne administreres. Rådet består af medarbejderrepræsentanter og varetager dialogen med Skoleforeningen. Samtidig har det meget vidtgående indflydelse på for eksempel tilrettelæggelsen af arbejdstiden og kan nedlægge veto på en række områder.

I 2014 blev Duborg-Skolens driftsråd nedlagt til fordel for et samlet driftsråd for alle medarbejdere på tværs af de mere end 100 institutioner under Skoleforeningen, der altså dækker både daginstitutioner, grundskoler, efterskoler og gymnasier.

”Det driftsråd, vi havde her i huset, tog sig af tingene lokalt, og det fungerede superfint. Vi er derfor  kommet i stridigheder med de øvrige fagforeninger, fordi de ønskede et samlet driftsråd. De lavede derfor en overenskomst med arbejdsgiverne, altså Skoleforeningen, uden om os, hvor vores driftsråd altså blev nedlagt,” fortæller Pernille Engberg-Skamling, der er tillidsrepræsentant for medlemmerne af Gymnasieskolernes

Lærerforening (GL) på Duborg-Skolen og desuden medlem af driftsrådet.

Kamp om indflydelse
Vicerektor John Læsøe er enig med tillidsrepræsentanten.

”De har indflydelse på en masse ting, de kigger for eksempel på skemaer, mødeplaner og eksamensplaner. De skal orienteres om det meste, så de har rimelig meget indflydelse på dagligdagen i virksomheden. Problemet er, at de håndterer alle Skoleforeningens mere end hundrede institutioner, hvoraf vi jo kun udgør en. Samtidig kan vi ikke forhandle direkte med dem, det skal Skoleforeningens direktion tage sig af. Det er en meget tung procedure,” siger han.

Ændringerne i driftsrådsstrukturen har resulteret i en række retslige stridigheder mellem medarbejdergrupperne. Da det i første omgang var i arbejdsretten i 2014, sagde dommer Ulrich Jahnke ifølge en reportage på Skoleforeningens egen hjemmeside:

”Det er da helt latterligt. Hvis I virkelig tror, at en domstol kan give Skoleforeningen den helt rigtige driftsrådsstruktur, så tror I forkert. Det må I selv finde ud af. Domstolen bedømmer kun, om den struktur, I har, er i overensstemmelse med lovgivningen.”

Det er ikke første gang, at der kæmpes om, hvordan medarbejderindflydelsen i Skoleforeningen skal organiseres, og konflikten er trukket i langdrag. Således er der i skrivende stund ikke en afklaring på situationen, men tillidsrepræsentant Pernille Engberg-Skamling siger:

”Der er løbende retsstridigheder, og vi regner med, at der kommer til at ske noget snart, så det kan godt være, at strukturen bliver ændret igen. Der er ingen tvivl om, at vi fra GL’ernes side ønsker et lokalt driftsråd, fordi det selvfølgelig er fornuftigt at løse arbejdspladsens problemer på arbejdspladsen.”

”Efterrettelige elever”
Ser man bort fra de strukturelle udfordringer i Skoleforeningen, så virker både lærere, tillidsrepræsentant og ledelse ret tilfredse med, hvordan Duborg-Skolen kører.

”Man bruger meget lidt tid på børneopdragelse, og eleverne er grundlæggende flittige og søde. Da jeg startede hernede i 1990’erne, syntes jeg nærmest, det var lidt bekymrende, at de var så efterrettelige,” siger Pernille Engberg-Skamling og afrunder:

”Jeg formulerede det til en dansk kollega for nogle år siden på følgende måde: ’Hernede skal lærerne bevise over for eleverne, at de er idioter, før eleverne begynder at behandle dem sådan – modsat af hvad de danske kolleger nogle gange virker til at skulle’.”