Artikel
Skolen rettede fejlen – nu skal Peter ud som censor
peter111_0

Skolen rettede fejlen – nu skal Peter ud som censor

I år skal Peter Hvirvelkær Knudsen være censor ni forskellige steder, efter skolen ændrede hans kompetencer i censorsystemet.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Fra ikke at have en eneste censoropgave de seneste mange år til i år at skulle rejse landet rundt for at være censor ni forskellige steder. Det er et ønske, der endelig er gået i opfyldelse for Peter Hvirvelkær Knudsen, der er lærer på VUC Holstebro-Lemvig-Struer.

Det er sket, efter skolen opdaterede hans kompetencer i censorsystemet. Nu opfordrer han andre lærere til at sige til deres ledelse, hvis de oplever samme problem.

“Man skal huske at gå til sin ledelse for at høre, om man er registreret med de rigtige kompetencer i systemet. Det er ærgerligt, hvis mange andre lærere sidder i samme situation og føler, de ikke bliver sendt ud som censorer, fordi skolens system bare ikke er opdateret,” siger Peter Hvirvelkær Knudsen, der underviser i kemi.

Det er også et råd Line Simonsen, der er HF Viceforstander på VUC Holstebro-Lemvig-Struer, vil give skolerne.

“Min opfordring er, at man gennemgår systemet og undersøger, hvilke kompetencer og procenter lærerne er angivet med,” siger hun og giver et eksempel:

“Hvis en lærer er på nedsat tid, er det skørt, hvis vedkommende står til at kunne censurere på fuld tid. Det skal passe sammen, så deres tidsforbrug ikke eksploderer i eksamensperioden.”

Læs: Sådan udpeger ministeriet censorer

Gjorde skolen opmærksom
I flere år havde Peter Hvirvelkær Knudsen undret sig over, hvorfor han aldrig blev udvalgt til at være censor, men det var først sidste år, at han gjorde noget ved det.

“Jeg gik til min ledelse sidste år med ønsket om at blive sendt ud som censor. De sagde, at de ville undersøge det og se, om de ikke kunne finde nogle censoropgaver til mig,” siger han.

Da administrationen på VUC Holstebro-Lemvig-Struer tidligere på året skulle ind og ændre flere af deres lærere i censorsystemet, opdagede de en fejl. De nyansatte var angivet anderledes, end de andre lærere.

“Om de er oprettet på en anden måde, eller om der har været en systemændring, der har gjort det, ved jeg ikke. Det var tilfældigt, at vi faldt over det med de nyere lærere, men så blev det derefter til en systematisk gennemgang af alle lærerne,” siger Line Simonsen.

Fra deltidsansat til fuldtidsansat
Peter Hvirvelkær Knudsen gætter på, at fejlen i hans tilfælde er, at skolen ikke fik opdateret hans kompetencer i systemet, efter han blev fuldtidsansat og fik pædagogikum.

“Da jeg blev ansat, havde jeg ikke undervisningskompetencer i kemi, fordi jeg er uddannet biokemiker. Jeg har først efterfølgende taget sidefag i kemi. På den måde opnåede jeg de rette kompetencer, så jeg kunne gennemføre pædagogikum og blev dermed fastansat,” siger Peter Hvirvelkær Knudsen og tilføjer:

“Med den overgang er jeg nok ikke blevet registreret med kompetencer inden for kemi.”

Ifølge Peter Hvirvelkær Knudsen har skolen gjort et stort stykke arbejde i at få ham sendt ud som sygecensor, når der har været sygeeksamen i lokalområdet. Det er derfor ikke første gang, han er censor, men det er første år, han er blevet trukket ud af Undervisningsministeriet.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater