“Jeg har det som en løve i et bur”

”I sidste uge var jeg til jobsamtale. Vi talte i fem kvarter, og jeg havde en oplevelse af, at det gik godt. Dagen efter ringer de så og siger, at det ’har været meget sjovt og fornøjeligt at få et frisk pust fra en ældre herre’. Så var resten af ugen ødelagt.”

Sådan genfortæller Hans-Arne Hausted sin seneste oplevelse i jagten på et nyt job som gymnasielærer. Han er 63 år og vil mere end noget andet gerne undervise igen.

”Jeg har lavet alt muligt, lige fra centervagt til sprogskolelærer, før jeg i 2012 blev gymnasielærer. Det føltes som at komme hjem. Jeg har aldrig haft det så godt som dér. Åbenbart er det dét, jeg har skullet hele tiden,” forklarer han om tiden på Grindsted Gymnasium.

”Det var spændende, at der var nogen, der ville høre på mine røverhistorier, og at jeg kunne flytte de unge mennesker. Jeg har været historienørd, siden jeg var 10 år gammel, og det var dejligt at se de unge blive så interesserede i emnet, at de faktisk begyndte at læse lektier og forstå, hvordan tingene hænger sammen,” uddyber Hans-Arne Hausted.

Faldende elevtal
Men lykken varede ikke ved. Efter at have undervist i historie og dansk i fire år blev han i marts i år fyret, da skolen på grund af elevmangel havde nedlagt både en 1.g- og en hf-klasse.

”Jeg begyndte straks at lede efter nyt job. Heldigvis var det lige på den tid, hvor der blev slået stillinger op, så det kunne ikke have været meget bedre,” fortæller han.

Desværre gik det ikke, som han håbede.

”Når Odense Katedralskole skriver, at de har 570 ansøgere til en timereststilling, så er det uhyre befordrende for det gode humør,” siger Hans-Arne Hausted sarkastisk og tilføjer mere nøgternt:

”Det er ikke noget godt marked.”

Morgenstund uden guld i mund
Hver morgen vågner Hans-Arne Hausted i huset i Rødding mellem Kolding og Ribe og tjekker jobannoncerne som noget af det første. Hvis der er noget, så skriver han en ansøgning. Der er desværre sjældent bid.

”Det er svært at samle sig sammen til at lave noget fornuftigt derhjemme. I min alder har man jo opsamlet så meget viden, som man gerne vil give videre. Det er meget frustrerende ikke at kunne gøre det.”

Den 63-årige er ikke glad for situationen.

”Jeg vil gerne have noget at stå op til. Jeg kan godt lide at undervise, så det er svært, når man ikke har kontakt til de unge eller sine kolleger. I stedet traver man rundt derhjemme og føler sig fanget i et sort hul. Jeg har det som en løve i et bur.”

No country for old men
Som flere af de andre ledige ældre gymnasielærere, Gymnasieskolen har talt med, har Hans-Arne Hausted en oplevelse af, at alderen spiller en vigtig rolle i jobafslagene.

”Jeg har en klar fornemmelse af, at de kigger på mine papirer, konstaterer, at det ser godt ud, hvorefter de ser fødselsdatoen, og så siger de ‘rend og hop’.”

Han ved godt, at han ikke kan dokumentere, at det forholder sig sådan.

”Der er jo ingen, der vil indrømme, at min alder spiller ind. Selv hvis man hænger dem op i en flagstang med tynd pianotråd om testiklerne, så vil de ikke indrømme det. De tror jo, at jeg skal pensioneres om to år. Men jeg bliver gladeligt ved, til jeg fylder 70 – hvorfor skulle jeg gå herhjemme og trille tommelfingre?”

Han giver af samme årsag ikke meget for de politiske tiltag for at få ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet.

”Det hjælper ikke meget at få tudet ørerne fulde fra politisk hold om, at vi skal arbejde længere. Det er jo fint, at jeg skal bevare tilknytning til arbejdsmarkedet, men hvad så, når arbejdsmarkedet ikke vil bevare tilknytning til mig?”