Artikel
Tre ledige over 60: Det er næsten umuligt at få job
No image

Tre ledige over 60: Det er næsten umuligt at få job

Følelsen af at blive holdt ude af arbejdsmarkedet går igen hos en række ledige GL’ere over 60 år. De oplever ikke, at gymnasiesektoren er en mulighed for dem, selvom de gerne tager endnu en tørn.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

“Jeg søger job som it-supporter”
”I starten var jeg bitter over min opsigelse. Det var surt, urimeligt og deprimerende. Men man skal jo finde på noget at lave. Selv om jeg har mange fritidsinteresser, føler jeg, at jeg spilder min tid.”

Ordene kommer fra 61-årige Frede Klejs Hansen, der har været ledig i et halvt år. Han har undervist i tysk og datalogi på to forskellige handelsgymnasier siden 1992. Efter 10 år i fleksjob på grund af kroniske lidelser blev han fritstillet 1. maj i år.

Han har været fastansat i 20 år, og det er mange år siden, han sidst har været på jobjagt. Derfor har han ikke noget overblik over jobmarkedet. Siden han blev ledig, har han søgt cirka 20 job.

”Lige nu oplever jeg, at jeg har svært ved at komme i betragtning, selv om nogle af de stillinger, jeg har søgt, nærmest har været skrevet til mig,” siger Frede Klejs Hansen.

”Jeg har søgt alle de lærerjob, jeg er kvalificeret til med min baggrund, men jeg har ikke fået nogen positive reaktioner. Derfor er jeg begyndt at søge job uden for uddannelsessektoren, for eksempel som it-supporter eller en lignende it-servicefunktion. Dér kunne jeg godt se mig selv, men jeg har ikke haft held med det.”

I hans øjne er det kombinationen af fleksjob på deltid og hans alder, der afskrækker arbejdsgiverne.

”Min faglighed er jo ikke helt så frisk som de nyuddannedes, selv om jeg har forsøgt at holde den opdateret. Samtidig er der nok ikke så mange, der ansætter folk direkte til et fleksjob og slet ikke som underviser. Jeg har jo ikke så længe tilbage på arbejdsmarkedet, så man er måske ikke så villig til at investere i oplæring og efteruddannelse,” mener han.

Situationen ærgrer ham.

”Jeg synes, at jeg burde kunne bidrage med et eller andet. Jeg vil også gerne holde mig i gang socialt og intellektuelt,” siger Frede Klejs Hansen.

”Det er ikke et spørgsmål om, at jeg skal realisere mig selv, gøre karriere eller ændre verden, men jeg er nødt til at tjene penge for at opretholde en vis levestandard og for at få den sociale kontakt og anerkendelse, som man ikke får, når man sidder derhjemme og ser fjernsyn.”
 

 

“Jeg vil ikke være kontorvikar”
Bo Skjærbæk nåede lige akkurat at få sit 25-års jubilæum med, før han blev afskediget fra Rødkilde Gymnasium i Vejle. Han fylder 64 til januar og har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet trods 35 år som gymnasielærer i bagagen.

”Jeg forsøger at finde et job, men det er svært, for ingen vil ansætte en som mig. Jeg er for dyr, simpelthen. Så jeg er nok nødt til at gå på pension, når jeg bliver 65, selv om jeg egentlig gerne ville arbejde, til jeg bliver 70,” fortæller han.

Lige efter fyringen i april i år søgte han job på en række folkeskoler, men det ville betyde en markant lønnedgang. Trods de mange års erfaring blev han kun tilbudt startløn.

”Det kan være, at jeg slår til, hvis jeg ikke kan få andet.”

Bo Skjærbæk har søgt alle de ledige gymnasiejob, han har kunnet finde, lige fra fastansættelser og årsvikariater til korte timevikariater, men uden held.

”Jeg kan forestille mig, at de gerne vil finde nogle yngre. Jeg har mange tillæg og aldersreduktion, så jeg er en af de dyre drenge.”

Nu er han derfor tilknyttet jobcentret, men ”der foregår jo nærmest ingenting”, som Bo Skjærbæk formulerer det. Han har heller ikke haft gavn af a-kassen. Derimod har han via Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) fået en konsulent, der forsøger at hjælpe ham videre til en anden branche.

”Jeg har nogle færdigheder inden for it, så det er oplagt at se på den branche. Men jeg har bare ingen formelle papirer på mine færdigheder, og et basiskursus koster 25.000 kroner, som jobcentret ikke vil betale. GL har godt nok tilbudt at betale de 15.000, men kurset foregår kun i København, så det er svært at få råd,” siger han.

Han så gerne, at han kunne få lov til at få papir på sine it-kompetencer.

”Nu har jeg været 35 år i den samme branche, så det ville være fint, hvis jeg kunne tage et års uddannelse og så skifte branche. Jeg vil meget gerne blive ved, indtil jeg er 70, men det skal ikke være som kontorvikar. Det er vel meningen, at vi skal bruge vores kompetencer.”

 

 

“Måske kan jeg få job i Fakta?”
I 24 år har Astrid Olander undervist på Next Uddannelse København. Hun har været på stedet igennem flere fusioner og har undervist i spansk, dansk og engelsk på både hg, hhx og stx. Ved fyringsrunden i efteråret 2015 fik hun en varslingsskrivelse.

”Jeg søgte job i hele landet fra start. Jeg tænkte, at det ville gøre min chance større. Jeg har søgt bredt både i Slesvig, Flensborg, Ringkøbing og Nakskov og mange flere steder, men uden held. Nu har jeg så fået et barselsvikariat på Next frem til sommerferien,” fortæller 61-årige Astrid Olander.

Da hun blev fyret, hørte hun ad omveje, at en ledende medarbejder havde sagt, at det var de ældste, der skulle fyres, fordi de var dyrest.

”Jeg var rasende. Man begynder at tvivle på sine egne evner. Jeg var jo lykkedes med at løfte eleverne, så de fik bedre karakterer, også selvom der var en del af dem, der kom fra svære baggrunde.”

Hun frygter, at fremtiden kan ligge i en anden branche.

”Jeg har fundet ud af, at de ikke vil have en på min alder i gymnasiesektoren, så jeg må i stedet slå på mine andre kvalifikationer: For eksempel at jeg er vant til at arbejde med mennesker. Måske kan jeg få job i security i lufthavnen eller i Fakta, selvom der er mange ansøgere til disse job også,” siger Astrid Olander.

Hun er derfor meget skeptisk over for de politiske meldinger om, at flere skal blive længere på arbejdsmarkedet.

”Når jeg hører, at vi skal arbejde, til vi er 70, så tænker jeg: ’Hvad tænker de dog? Vi kan jo ikke få noget som helst.’ Hver gang der bliver slået et job op, er der 600, der søger det,” siger hun frustreret og tilføjer:

”Jeg synes, at man skal lave en lov om, at folk over 60 ikke må fyres. Det er ikke i orden at skubbe ældre medarbejdere over på offentlig forsørgelse. Så kan staten give tilskud til virksomhederne i stedet.”

Hun har dog ikke mistet modet helt.

”Man hører jo solstrålehistorier en gang imellem. Jeg håber, at jeg selv bliver en af dem.”

Tema om Seniorparadokset

Nedskæringerne i gymnasiesektoren har betydet afskedigelser. På blot ét år er der blevet 1.000 færre lærere på landets gymnasier og VUC. Både unge og ældre lærere er blevet ramt. Men især for ældre kan det være svært at finde et nyt job. Vi går tæt på kampen for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, når man er 55+

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater