”Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er havnet det rigtige sted”

”Du går bare i gang, når du er klar.”
Hanne Møller Vennegaard ser roligt på sin elev, der sidder over for hende med blikket rettet mod sine notater. Eleven holder fast om et hjørne af sin cardigan, der hænger løst ned ad stolen, og fletter stoffet ind mellem fingrene. Benene begynder taktfast at danse fra det ene stoleben til det andet. Hun rømmer sig og begynder at dele sin tekst op i afsnit. Hanne Møller Vennegaard ser undersøgende på eleven, vender blikket ned i sine papirer og noterer. Censor følger med fra siden, mens han med jævne mellemrum holder et skarpt blik på uret over døren.

Seks elever fra 2.u på Rødovre Gymnasium er til eksamen i religion. Hanne Møller Vennegaard er eksaminator og er ved at afslutte sit første år som gymnasielærer.

Selv om hun smiler selvsikkert, banker hendes hjerte nogle ekstra slag i minuttet, og håndfladerne er fugtige. Det startede allerede aftenen før, da hun læste eksamensteksterne igennem igen. Og det blev forstærket, da hun mødte ind på skolen halvanden time før eksamen for at dobbelttjekke lokaler og eksamenstekster.

Da den første elev trækker sin tekst, kigger hun på, om han ser helt blank ud. Hun kan lettet konstatere, at han ser fortrøstningsfuld ud.

”På en eller anden måde er det også en eksamen af mig. Det er min første religionseksamen, og jeg kan godt blive nervøs for, om jeg overhovedet kan finde ud af at undervise, og om eleverne har lært noget. Jeg ved godt, at jeg ikke skal tænke sådan,” siger hun.
Inde ved eksamensbordet begynder eleven med dirrende stemme at dele sin tekst op i afsnit. Hanne Møller Vennegaard slipper sin nervøsitet. Elevens nervøsitet minder hende om, at det først og fremmest handler om at føre eleverne godt igennem eksamen.  

Det handler om eleverne
Hanne Møller Vennegaard har haft et hårdt år som ny lærer. Hun har været nødt til at skære ned på sin fritid, når tiden har været knap.

”Der har ikke været  tid til meget andet end arbejde og at være mor for min datter. Venskaber har jeg nedprioriteret af tidsmæssige årsager, og hvad jeg ellers har haft lyst til at gøre for mig selv har været ikke-eksisterende,” siger hun.
Især forberedelsen har fyldt rigtig meget. Hanne Møller Vennegaard underviser i historie og religion, og til sine historietimer har hun sikret sig, at hun vidste alt, hvad eleverne kunne finde på at spørge om.

”Det er nok enhver ny gymnasielærers frygt, at en elev spørger om noget, og man ikke kan svare. Mine kolleger har fortalt mig, at jeg fagligt er meget bedre klædt på, end eleverne er. Jeg ville ønske, at jeg havde stolet på dem, for det er endt med rigtig meget overforberedelse.”

Da hun i foråret fik et ekstra historiehold, udviklede travlheden sig til tydelige stresssymptomer. Hun begyndte at glemme små ting og havde svært ved at sove om natten, fordi hun tænkte på alt det, hun skulle nå.

”Det handler jo først og fremmest om eleverne, deres eksamen og deres fremtid, så jeg accepterede i en periode, at jeg næsten kun arbejdede. Det var enormt frustrerende,” siger hun.

Hanne Møller Vennegaard talte ikke med nogen om sin stress. Hun ville ikke udstille en faglig usikkerhed, men hun kunne ikke selv finde ud af at skære noget af sin arbejdstid.

”Jeg har hele tiden gerne villet finde den rigtige kilde og det rigtige emne. I stedet for at bruge den udmærkede lærebog, der findes om emnet, har jeg brugt oceaner af tid på at finde alt muligt materiale. Det er jeg stadig ikke god til,” indrømmer hun.

Men da hendes mand sagde stop, gik det op for hende, hvor travlt hun havde. En kollega tog i samme periode fat i hende, og han hjalp hende med at skære ned på forberedelsen.

”Det hjalp at få sagt højt, at jeg faktisk var rigtig stresset,” siger hun.  

Bestået
Klasselokalet er det sted, hvor Hanne Møller Vennegaard har følt sig tryg fra starten. Hun trådte ind ad døren til sit første undervisningsmodul med ro i kroppen. Selv om det første år har været hårdt at komme igennem, fandt hun hurtigt ud af, at hun havde en helt særlig begejstring for faget.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er havnet det helt rigtige sted. Det giver et kick at undervise og få lov til at udvikle eleverne og åbne nogle verdener for dem. Så sent som i går sagde jeg til min mand: ’Hold kæft, mit job er fedt!’” siger hun.

Til august skal Hanne Møller Vennegaard i pædagogikum. Hun har en forventning om, at arbejde og fritid i fremtiden vil hænge bedre sammen.  

”Noget af det hårdeste har været, at jeg har prøvet alt for første gang. Jeg glæder mig helt vildt til næste år, hvor jeg har været året igennem og ved, hvordan det fungerer.”

På Rødovre Gymnasium sidder en flok elever og venter spændt med øjnene rettet mod det orange, laminerede kartonskilt på døren. ”Eksamen”. Den stille hvisken på gangen stopper brat, da døren går op. En elev kommer ud med røde kinder. Stilheden afbrydes af ivrige beretninger om, hvad der er sket bag den lukkede dør de sidste to minutter. ”Hvad fik du?” udbryder en af eleverne. Eksamensvagten tysser på hende.

Hanne Møller Vennegaard kommer ud bagefter. Hun smiler roligt, mens hun betragter sine elever. Hun husker censors råd, lige inden den første skulle trække: ”Du kan vælge at tage det personligt, eller du kan sige, at nu har du gjort dit.” De klarede sig heldigvis rigtig godt, konstaterer hun lettet.

”Jeg var meget opmærksom på at udstråle ro. Det er eleverne, det handler om, og ikke min nervøsitet. Det er nogle gange svært at give sig selv lov til at være ny i det her job,” siger hun.