Det er alles ansvar

Tirsdag morgen i april, Københavns Lufthavn. Det begynder efterhånden at ligne en tradition. En “airport thing”, som de siger i USA. Sidst jeg mødte professor Andy Hargreaves, var det også et let kaotisk setup, der endte med fire timers samtale. Dengang i Boston lufthavn, hvor han ventede på sin nu afdøde mor, der ved ankomst måtte lade sig underholde en rum tid af undertegnede – eller var det omvendt? – fordi en tur i gården efterhånden var påkrævet for sønnike efter koffeinindtagelse i fire forskellige kaffebarer, mens mor med forsinkelse nærmede sig gennem Atlantens stormfulde luftlag.

Alle synes åbenbart, min lille Andy er så klog, kan jeg huske, at mor Hargreaves sagde til mig, formentlig med lige dele sarkasme og stolthed.

Sandelig om ikke også det var lidt af et kig i krystalkuglen, professoren indviede mig i hin isnende decemberdag i Boston for otte år siden. Stort set alt, hvad han forudsagde om udviklingen i det danske uddannelsessystem, viste sig at holde stik, selv om kritikerne på det tidspunkt mente, at det nok var lidt ude på overdrevet.

Det er måske en af årsagerne til, at Hargreaves anses for en af uddannelsesverdenens guruer, der nu i årevis har rejst kloden tynd som forsker, taler og rådgiver i diverse sammenhænge. Han er i denne omgang i Danmark i mindre end to døgn for – sammen med et andet “hot shot”, den finske kollega Pasi Sahlberg – på en ledelseskonference at holde et oplæg for gymnasierektorerne. Det måtte Gymnasieskolen af uransagelige årsager bare ikke høre for rektorerne. Held i uheld, for Hargreaves indvilgede i at bruge hele næste morgen og formiddag inden afrejsen på tete-a-tete at delagtiggøre os i sine diagnoser for Danmark samt mulige behandlingsmetoder.

Sidstnævnte handler især om såkaldt professionel kapital. Det har Andy Hargreaves sammen med en kollega, Michael Fullan, skrevet en bog om. Med undertitlen Transforming Teaching in Every School efterfulgt af ligningen PC = f(HC,SC,DC) – altså: Professionel ­kapital er lig med summen af menneskelig kapital, social kapital og beslutningskapital.

“Mange af jeres rektorer har tilsyneladende læst bogen. Det er mit klare indtryk efter at have talt med dem, at en stor del af dem er oprigtigt interesseret i at arbejde med professionel kapi­tal. Men der er også nogle, der er bange. For udviklingen af en stærk professionel kapital stiller store krav til både lærere og ledere,” siger Hargreaves, da vi mødes ved Air Canadas check in-skranke, og jeg af høflighed og nysgerrighed spørger lidt til gårsdagens “hemmelige” arrangement.

Kort efter sidder vi godt bænket i ­St‍arbucks langt inde under terminal 3 med en varm chai latte mellem hænderne. For anden gang på mindre end et døgn bryder jeg over for en interessent OECD’s klausulering af den nyeste PISA-rapport, der få timer senere bliver offentliggjort. Jeg vil nemlig på typisk og letkøbt journalistisk vis gerne høre professorens mening om de nyeste resultater og bruge rapporten som et af afsættene for diskussionen om, hvordan vi kan gøre vores uddannelsessystem bedre.

“Mit råd er ikke at gå for meget op i placeringen i den slags undersøgelser. Det er faktisk latterligt. Specielt i betragtning af, at det, vi i virkeligheden konkurrerer med, er en lille håndfuld asiatiske megabyer. Ikke lande eller nationale systemer,” siger Hargreaves, som i det følgende minut er tæt på at fortabe sig i en længere forklaring af, hvordan tigerøkonomierne ved siden af deres egentlige dygtighed også er kløgtige til at regne den ud og klare sig rigtig godt i testresultaterne.

Vel tilbage på sporet til det oprindelige spørgsmål er der alligevel noget i førnævnte rapport, der trigger Andy Hargreaves. Han mener faktisk, at det er et af de afgørende problemer hos os: Uligheden i det danske skolesystem er alt for stor. Danmark, der ellers traditionelt går meget op i at begrænse den sociale ulighed og bryde den sociale arv, og som er et af de lande, der investerer mest i uddannelse, halter bagefter, når det gælder om at løfte de svage.

“Den bedste måde at hæve overliggeren på er at koncentrere sig om lighedsspørgsmålet. Tag Finland som eksempel. Det var det første, de gjorde, dengang de erkendte, at ændringer og omstilling var påkrævet. Ulighed i uddannelse er usundt, hvis den negative sociale arv skal brydes og et samfund løftes ved hjælp af en godt uddannet befolkning.”

Men vi har i en del år ellers hørt mange sige, at problemet er, at eliten har for dårlige vilkår i Danmark. At vi skal dyrke og fokusere mere på eliten, som så vil trække de svage med sig og løfte niveauet.

“Bullshit,” udbryder den pæne englænder i en implicit afsløring af, at han efterhånden har boet i Nordamerika i flere årtier.

“Der findes sikkert isolerede eksempler, men jeg har endnu til gode at se noget, der empirisk beviser, at det skulle være tilfældet. At styrke eliten er godt for eliten. Min overbevisning er, at man som samfund helt klart vil opnå den største gevinst ved at styrke helheden. Altså at bekæmpe uligheden. Det vil også komme eliten til gode.”
    
En skole bør være bedre end lærerne
Andy Hargreaves mener, at der er mange usunde tegn ved det danske uddannelsessystem, som er alt for karakteriseret af konflikt. En større professionel kapital, hvor alle tager og erkender sit ansvar, vil være et godt skridt på vejen, mener han. Skal den professionelle kapital styrkes, kræver det samarbejde. Lige nu halter samarbejdet på alle niveauer – ledere, lærere og myndigheder. Såvel internt som på tværs af grupperne, lyder beskeden.

Netop ansvar er et af nøgleordene. Hargreaves slår flere gange i løbet af samtalen fast, at alle i sektoren har et ansvar for, at tingene lykkes.

”Vi ser desværre ofte, at professionen spænder mere ben for sig selv, end den bliver obstrueret af nationale, regionale eller lokale myndigheder. Når det sker, bliver det svært at få indflydelse. Derfor er det et problem for de danske lærere, at sektoren er så præget af konflikt imellem grupperne,” siger han og opfordrer til øget dialog og større fokus på gevinsterne i de forskellige situationer.

Men lad os begynde med lederne. Hargreaves henviser blandt andet til den nordamerikanske MetLife-undersøgelse (www.metlife.com), som viste, at der hos en tredjedel af lærerne var et behov – ja, nærmest en sult! – efter klar og tydelig ledelse. Problemet er bare, påpeger professoren, at mange af lederne ganske enkelt ikke er dygtige nok til at være andet end administratorer. Oftest fordi de ikke er tilstrækkeligt uddannede til at lede institutionen gennem en forandringsproces. Men når det kommer til stykket, handler grundlaget for forandringer om ledelse, og det skræmmer selvfølgelig mangt en rektor.

”En myte påstår, at en skole aldrig er bedre end sine lærere. Intet kunne være mere forkert! Enhver skole bør være bedre end sine lærere! Men det kræver, at lederne får skolen til at arbejde bedre sammen. Hvor godt er de uddannet til det? Hvor godt er de i stand til at uddelegere de rette ting, tænke pædagogisk og være andet end simple administratorer? Hvorfor er innovation for eksempel ikke en fast del af ledernes curriculum? I stedet bruger de energien på at tvinge lærerteam til at implementere andres idéer. Lederskab er grundlaget, det er derfra, forandringerne skal drives,” lyder det fra en nu særdeles passioneret Hargreaves.

Han har det generelle synspunkt, at interesse er bedre end tvang. Det bør lederne i højere grad også skrive sig bag øret, mener han. Forbindes forandringsprocessen med de enkeltes særinteresser, går tingene som regel mere glat. Og arbejdstilfredsheden øges markant.

Monarkiet er slut
En kunstpause opstår i talestrømmen. Hargreaves tager en slurk af sin chai latte og nikker anerkendende.

”De har ikke puttet sirup i, vel? Det gør de som regel i USA, men så bliver den for sød. Den her er virkelig god.”

Pludselig lægger han ansigtet i mere alvorlige folder. Jeg får bange anelser. Vi nærmer os tydeligvis den ubehagelige del. Jeg leder febrilsk efter et afvæbnende spørgsmål, men Hargreaves kommer mig i forkøbet.

”Det er ikke sikkert, at jeres medlemmer vil bryde sig om at høre alt det, jeg nu vil sige,” bedyrer han om det næste emne: Lærernes rolle. Lærerne har nemlig også et stort ansvar for, at tingene lykkes.

”Først og fremmest skal lærerne erkende, at klasserummet ikke længere er deres personlige kongerige. Monarkiets tid i undervisningsverdenen er ovre! Nu gælder det samarbejde – om langt mere og på et mere avanceret niveau end teammøder om faglige projekter. Lærerne har været vant til autonomi i klasserummet. Samarbejde var i forhold til eleverne. Når vi skal samarbejde med andre voksne, har vi stor risiko for at miste den faglige kontrol, og så frygter vi at miste vores identitet.”

Jeg antager, at de fleste gymnasielærere i Danmark vil mene, at de indgår i utrolig mange samarbejder. Mange synes, det er tidskrævende og går ud over andre og vigtige ting.

”Det første er formentlig rigtigt. Men man bør tage et kig på, hvad det er for typer af samarbejde. Pointen, som mange har tendens til at glemme, er, at i et moderne, velfungerende læringsmiljø ligger ansvaret for undervisningen ikke længere hos den enkelte lærer, men hos skolen. Det kræver nye former for samarbejde – for eksempel både at forberede sig og evaluere sammen med kolleger i stedet for enkeltvis.”

Det bringer os videre til det med tiden. Andy Hargreaves er enig i, at det tager tid at lære at samarbejde. Men det betaler sig i længden. Derfor skal ledelsen selvfølgelig investere det nødvendige og acceptere, at det er en proces. Men samarbejde i sig selv retfærdiggør hverken ekstra tid eller betaling, mener han.

”Et bedre samarbejde handler også om at bruge bedre metoder i den eksisterende tidsramme. Lad være med at tænke så traditionelt. Danske lærere har – undskyld jeg siger det! – masser af tid. Forandringer kommer altid ubelejligt, så derfor bliver lederne nødt til at acceptere lærernes følelse af usikkerhed og stress. Det er menneskeligt; vi frygter behandlingen og dens konsekvenser, derfor kan vi heller ikke lide at høre diagnosen.”

Bedre slutprodukt med samarbejdskultur
Trods genvordighederne i det danske system mener Andy Hargreaves, at vi bestemt har muligheder og ikke mindst gode uddannelsestraditioner i Skandinavien generelt at bygge på. Han ser dog faresignaler – især i Sverige, hvor kapitalisme og markedsmekanismerne i den grad har fået lov at gøre indtog i undervisningsverdenen – men også i Danmark er der en politisk tendens til at gå i retning af en angelsaksisk uddannelsesmodel, som er meget mere forretnings- og performanceorienteret. Igen – det øger uligheden, og udviklingen bevæger sig dermed i den forkerte retning, siger Hargreaves med fortrydelse i stemmen.

Du udskriver en recept på en tilsyneladende simpel behandling: Vi skal bare blive bedre til at samarbejde og oparbejde en stærk professionel kapital på skolerne, så bliver det hele godt. Hvis det er så simpelt, hvorfor har alle så ikke gjort det eller er i gang med det?

”For det første er det ikke simpelt, selv om det måske umiddelbart kan lyde sådan. Mange ting skal spille sammen, og det skal gribes rigtigt an. Det kræver jo samarbejde på og mellem alle niveauer. Det gælder også myndighederne. Man bliver nødt til at blive enige om nogle ting. Lederne skal vide, hvad det er, de vil, og hvorfor. Det skal de formulere og delegere ud i organisationen. Det er derfor, beslutningskapital sammen med social og menneskelig kapital er en vigtig del af en skoles samlede professionelle kapital. Kapital skal deles – den vil blive mere kraftfuld i fællesskaber end hos individet. Individet alene kan i det lange løb ikke løfte en skole, mens det omvendte er tilfældet.”

”For det andet er strategien allerede implementeret og brugt en del steder. Blandt andet i vidt omfang i nogle af de mest succesfulde økonomier og uddannelsessystemer. Jeg har tidligere nævnt Finland, men der er for eksempel også delstater i Canada og Australien, som er nået langt på området.”

Jeg får øje på en flok løbere fra Eritrea i deres ens træningsdragter. De er på vej hjem efter at have vundet holdkonkurrencen ved verdensmesterskabet i halvmaraton i København nogle dage forinden. Jeg prøver at tænke allegorisk: En kenyansk løber vandt løbet, men løberne fra Eritrea havde mobiliseret en samlet professionel kapital, som … nej, det holder nok alligevel ikke, tænker jeg. Til gengæld får deres hurtige ben mig til at huske, at også tiden iler. Jeg kigger op på skærmen. Boarding er begyndt på Air Canada 883 til Toronto. Hargreaves rejser sig, men et sidste spørgsmål trænger sig på.

Hvad er det helt præcis, begrebet professionel kapital kan, hvis det udmøntes ordentligt?

”Professionel kapital – hvis vi ser den som summen af høj social kapital og menneskelig kapital – kan, hvis jeg skal sige det meget kort, i en langsigtet strategi være den afgørende drivkraft bag nødvendige forandringer af skolesystemet. Og i en stærk samarbejdskultur udløse potentialer, som ellers vil få svært ved at se dagens lys.”

Jeg følger Hargreaves lidt på vej. Han fortæller, at han på en lille cykeltur i den danske hovedstad skam nåede at nyde den lune forårssol. Vidunderligt, især eftersom han forlod Boston i snevejr tre dage tidligere. Ellers er Boston dejlig – ligesom Europa, siger han og opfordrer mig til at komme derover igen.

”Gerne,” svarer jeg, ”men fortæl det ikke til rektorforeningen.”

Hargreaves griner og går hen mod rulletrappen med pas og boardingkort løftet i en afskedshilsen. So long, soldier.

Professional Capital – Transforming Teaching in Every School af Andy Har­greaves og ­Michael Fullan er udgivet af Teachers College Press, Columbia University, New York. Kan for eksempel bestilles på internet.

Læs også Tage Søndergård Kristensens kronik om professionel og social kapital i Gymnasieskolens martsudgave (nr. 3, 2014).