Artikel
“Flere lokalaftaler er urealistisk”
Sigrid 02

“Flere lokalaftaler er urealistisk”

Formand for Liste 2 Sigrid Jørgensen mener, det er naivt at tro, at der kommer flere lokalaftaler. Liste 1 er uenig.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

GL skal se virkeligheden i øjnene. Der bliver ikke flere lokalaftaler – tværtimod.

Det mener Sigrid Jørgensen, 2. næstformand i GL og spidskandidat for Liste 2 til det kommende hovedbestyrelsesvalg. 

”Vi får ikke de gamle lokalaftaler tilbage. Et samlet Folketing er imod aftaler om vores arbejdstid, og på flere af de skoler, som har lavet aftaler, er aftalerne kun midlertidige frem til næste skoleår,” siger Sigrid Jørgensen.

Omkring 10 skoler har lavet en lokalaftale efter, at den nye overenskomst blev vedtaget.

Gode gamle dage vender ikke tilbage
Dermed lægger hun afstand til Liste 1, som højt oppe i deres valgudtalelse skriver: ”Vi vil kæmpe for lokale aftaler om arbejdstid".

”Jeg mener, det er at foregøgle medlemmerne noget, at sige man kan vende tilbage til den gamle ordning med aftaler. På den måde fokuserer man ikke på det alvorligste problem for flertallet af medlemmerne, nemlig at den nye overenskomst presser og stresser mange lærere,” siger Sigrid Jørgensen, som mener, det er vigtigt, at GL koncentrerer sig om at få den nye overenskomst til at fungere og sørge for, at alle skoler, ledelser og medarbejdere bliver enige om en god personalepolitik.

Op ad bakke
Annette Nordstrøm Hansen, næstformand for GL og formandskandidat for Liste 1, mener ikke, at det er urealistisk med flere lokale aftaler.

”Når støvet har lagt sig efter OK 13, tror jeg, at man på mange skoler vil gøre det på den mest fornuftige måde, og det er at lave lokale aftaler. Man kan se, at der flere steder er øget modstand mod tidsregistrering, som nogle opfatter som øget timetælleri,” siger Annette Nordstrøm Hansen, som dog medgiver, at det kan blive op ad bakke at få flere lokalaftaler.

”Hvis modstanden fra Moderniseringsstyrelsen er for stor, så kan det blive meget svært,” siger hun.

Moderniseringsstyrelsen har blandt andet med et brev stilet til skolerne tidligere i år lagt pres på for at undgå lokale aftaler.

Fjerner ikke fokus
Annette Nordstrøm Hansen afviser, at det at ”kæmpe for lokale aftaler om arbejdstid” tager fokus fra at arbejde på at få overenskomsten til at fungere bedst muligt på de mange skoler, som ikke har en lokal aftale.

”Vi arbejder med begge dele. Nu handler det blandt andet om at få anerkendt lærernes merarbejde,” siger hun.

Midt imellem
Jeppe Kragelund, som er formandskandidat for Liste 3, lægger sig midt i mellem Liste 1 og 2 i denne diskussion.

”Vi er nødt til at se fremtiden i øjnene, og jeg tror, at tidsregistreringen er fremtiden. Vi skal derfor arbejde for at få tidsregistreringen til at fungere ordentligt, så den bliver et værn mod det grænseløse arbejde. Vi skal gøre op med de ledelser, som misforstår tidsregistreringen og i stedet udmelder en ledelsesdikteret akkord på 1.924 timer,” siger Jeppe Kragelund.

Han peger også på, at der er en indbygget fare for, at nye lokale aftaler ikke i sig selv beskytter lærernes arbejdstid, hvis ikke skolen har et velfungerende tidsregistreringssystem at falde tilbage på.

”Ved krav om besparelser er der risiko for udhuling af akkorderne i lokale afatler. Det så vi allerede med de gamle akkorder. Vores mål er at skabe de arbejdsvilkår, som giver den bedste trivsel for lærerne,” siger Jeppe Kragelund.

I overenskomsten står der, at skolerne kan indgå lokale aftaler. Jeppe Kragelund understreger dog, at han ”selvfølgelig vil arbejde for, at den mulighed bevares.”

I det nye nummer af Gymnasieskolen er der interview med de tre spidskandidater for Liste 1, 2 og 3.

Annette Nordstrøm fra Liste 1: Vreden skal vendes til tillid

Sigrid Jørgensen fra Liste 2: Man skal turde sige sandheden

Jeppe Kragelund fra Liste 3: Lærerne fortjener mere anderkendelse

 

Valg til hovedbestyrelsen

Som medlem af GL kan du stemme til hovedbestyrelsesvalget. Valget foregår denne gang online på mit.gl.org. Alle medlemmer, der har givet deres e-mailadresse til GL, får den 18. november en mail med adgangskode til at stemme. Der kan stemmes frem til den 3. december. Valgresultatet offentliggøres den 4. december. Herefter starter forhandlingerne mellem listerne frem mod at den nye hovedbestyrelse på 13 medlemmer skal konstituere sig med en ny formand senest den 8. januar.

Læs mere om valget og kandidaterne

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater