Artikel
Paradoks på Fyn: Lærere skal løse flere opgaver og afspadsere på en gang
tvivler

Paradoks på Fyn: Lærere skal løse flere opgaver og afspadsere på en gang

Mange lærere på HF & VUC Fyn skal i år både afspadsere 225 overarbejdstimer og samtidig løse flere opgaver.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Selv for nogle af matematiklærerne på HF & VUC Fyn er det svært at få regnestykket til at gå op.

Hvordan skal man løse flere opgaver i dette skoleår i forhold til det forrige, samtidig med at man afspadserer 225 timer? Indtil videre har ingen fundet formlen, som skal løse det problem.

Kort før sommerferien havde lærerne på HF & VUC Fyn da heller ikke forestillet sig, at de stod med den problemstilling. På HF & VUC Fyn har mange lærere været vant til, at overarbejde blev udbetalt som ekstra løn, når skoleåret sluttede.

Da lærerne med opsparet overarbejde modtog deres lønseddel i slutningen af juli, gik det imidlertid op for dem, at de skal afspadsere timerne i løbet af det nye skoleår. Inden da havde lærerne fået tildelt deres nye opgaveporteføljer for dette skoleår, og mange kunne se, at de skulle løse flere opgaver og undervise flere timer end året før.

Løbe stærkere
”Mange lærere skal nå de samme opgaver i år, som sidste år gav dem et par hundrede overarbejdstimer. Samtidig skal de afspadsere 225 timer. Det betyder, at man i princippet skal løbe væsentligt stærkere for at nå det,” siger Christina Lissette Nielsen, som er fællestillidsrepræsentant på HF & VUC Fyn og tillidsrepræsentant for afdelingen HF & VUC FYN Odense Søndersø.

Ifølge Gymnasieskolens oplysninger er det op mod 80 lærere, som skal afspadsere timer i dette skoleår.

Christina Lissette Nielsen forklarer, at lærerne blev overraskede over ledelsens beslutning om at overføre overarbejdstimerne til dette skoleår.

”Det har været kutyme, at pengene blev udbetalt. Lærerne havde ikke grund til at tro, at ledelsen ville overføre overarbejdstimerne til i år,” siger Christina Lissette Nielsen.

Husk tidsregistrering
Ifølge tillidsrepræsentanten har ledelsen meldt ud, at lærerne ikke må få overtimer i dette skoleår. Samtidig har skolen indført fuld tilstedeværelse dog med fem timer, som kan lægges uden for skolen.

Christine Lissette Nielsen opfordrer alle medarbejdere til at være omhyggelig med at tidsregistrere deres arbejde for at få det reelle billede af, hvor mange timer de kommer til at arbejde i år.

Rent bord ved sommerferien
Ifølge den gamle overenskomst kunne op til 150 timers overarbejde overføres til det næste skoleår. De 150 timer skulle så ganges med 1,5, så læreren havde 225 timer til afspadsering. Gymnasielærerne har som bekendt fået en ny overenskomst, som gik fra centralt fastsatte akkorder til tidsregistrering. Med andre ord er det to overenskomster med to vidt forskellige systemer. Derfor mener GL, at timerne fra det gamle skoleår under alle omstændigheder skulle være gjort op før sommerferien, og inden den nye overenskomst gik i gang.

”Det virker som en uigennemtænkt måde at håndtere overgangen til en ny overenskomst. Tilsyneladende er det udtryk for dårlig planlægning, når lærere både skal afspadsere og løse flere opgaver i løbet af det samme år, ”siger forhandlingschef i GL Helge Mørch Jensen.

Forskellige afdelinger
HF & VUC Fyn er en stor institution med flere afdelinger.

På afdelingen Fyns HF-kursus skal 21 ud af 45 lærere i år afspadsere timer. 11 af dem er dog også på aldersreduktion og har derfor ikke mulighed for at få udbetalt overtimerne.

"Jeg ved, at fem lærere gerne ville have haft pengene udbetalt, hvis de kunne, men der er også tre, som har ønsket at afspadsere timerne," siger tillidsrepræsentant Malene Rasmussen Korsgaard.

Underskud i 2012
I 2012 var der på HF & VUC Fyn et underskud på to millioner kroner – dog ud af en omsætning på over 350 millioner kroner.

Forstander for HF & VUC Fyn Lisbeth Simonsen erkender, at skolens driftsøkonomi også har været med i overvejelserne om, hvorvidt lærerne skal afspadsere eller have pengene udbetalt.

”Hvis vi udbetaler pengene, vil beløbet tynge regnskabet hårdere, end hvis man afspadserer hen over det kommende år. Vi kører en fornuftig driftslinje, og det er også en part af det her. Vi har altid overvejelser af den karakter,” siger Lisbeth Simonsen.

Svarer det så ikke til, at skolen låner pengene af lærerne?

”Nej, det kan man helt bestemt ikke sige,” siger Lisbeth Simonsen.  

Ville udbetalingen af pengene betyde forskel på overskud og underskud på årets regnskab?

”Det ville ikke betyde forskellen på røde eller sorte tal i år. Det er ikke min forventning.”

Hun vurderer, overarbejdstimerne ville beløbe sig til tre millioner kroner eller derover, hvis de var blevet udbetalt.

Snak med din leder
Spørgsmålet er så, hvordan lærerne skal afspadsere, samtidig med at de skal nå at løse årets opgaver. Lisbeth Simonsen mener, at hvis den enkelte lærer tvivler på, at hun kan nå sine opgaver, så skal hun tale med sin nærmeste leder om det.

”Enhver er meget velkommen til at drøfte prioriteringen af arbejdsopgaverne med sin leder. Der er linet nogle opgaver op, som skal vægtes i forhold til den tid, man har.”

Så hvis lærerne ikke har tid, skal de vægte nogle opgaver mindre?

”Noget nyt i opgaveporteføljen er for eksempel kursisttid. Det kan være skriveværksted eller samtaler med de enkelte kursister. Det er opgaver, som i lærertemaet kan have en større eller mindre vægtning, alt efter hvor meget tid den enkelte har.”

Kan du forstå, at lærerne kan være i tvivl om, hvordan de skal nå at hente timerne i år?

”Nej, vi vil drøfte det med hver enkelt. Hvis den enkelte lærer ikke har et bud på, hvordan opgaverne løses, så vil den nærmeste leder give et bud på det.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater