Carsten Jensen: Min gymnasietid

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
"Elendigheden. Det er de tre værste år i mit liv. Uden sammenligning. Jeg befandt mig midt i verdens mest kvalfulde pubertet, og hver celle i mig skreg på opmuntring, bekræftelse, et eller andet lille bevis på, at der var en fornuftig grund til, at jeg befandt mig på denne smålurvede planet i galaksens glemte hjørne. At komme på gymnasiet var som at falde på hovedet ned på bunden af en udtørret brønd." 

Er der en særlig episode, du vil fremhæve?
"Jeg kunne fremhæve tusind episoder, der illustrerer den systematiske idioti i undervisningen. En årgang af Gymnasieskolen ville ikke være nok. Men her er en: Jeg blev kaldt ind på rektors kontor og anklaget for at være personlig ansvarlig for, at den lokale præst, som stod for religionsundervisningen, havde diarre, hver gang han skulle undervise i vores klasse. Rektor spurgte mig, hvad jeg mente om det gymnasium, han var så stolt af at have opbygget. Jeg svarede, at det var en ørkenvandring. Rektor spurgte så, hvorfor jeg ikke forlod gymnasiet. Han var enormt fornærmet. Jeg svarede: "Det er det mest åndssvage, nogen har sagt til mig. Der er tre måneder til studentereksamen. Jeg har holdt det her ud i to år og ni måneder, og så foreslår du, at jeg går ud af gymnasiet!"

Hvad husker du især fra undervisningen?
"Jeg kunne fremhæve lærerne, som med to undtagelser var blottet for engagement, pædagogisk kompetence eller bare almindelig menneskelig indsigt. Der var min helt ufatteligt selvforelskede engelsklærer, som om sommeren gik i sandaler uden sokker, så vi kunne nyde det obskøne syn af hans i særklasse ulækre fødder. Der var fransklærerinden, der både så ud og lød som en oksefrø og med sin kvækkende stemme formåede at fratage det franske sprog enhver skønhed. Hvad hun gjorde med fransk litteratur, har jeg slet ikke ord for."

Havde du en lærer, som betød noget særligt for dig?
"Jeg havde to. Den ene var min tysklærer, Kjeld Jensen, som var ung, midt i en skilsmisse, forvirret og hudløst åben. I frikvartererne kom han hen til mig og talte til mig, som om jeg var et voksent menneske. Efter studentereksamen blev det til et venskab, som i dag, over fyrre år senere, stadig varer ved, og som jeg er ham dybt taknemmelig for.

Den anden var min dansklærerinde, Lilly Staal, som i løbet af de tre år ganske vist aldrig fik os hevet frem til det 20. århundredes litteratur, men til gengæld var fuld af energi og sødme. Jeg var totalt forelsket i hende, men nåede desværre aldrig at erklære mig, før hun havde giftet sig med en byens lokale advokater. Han virkede så kedelig, at jeg i de næste ti år blev ved med at tænke: En dag banker Lilly på min dør. Men det gjorde hun aldrig."

Hvad var det bedste og det værste ved at gå i gymnasiet?
"Det værste ved gymnasiet var, at det overhovedet fandtes. Det bedste var, at det holdt op igen. På dimissionsdagen drak jeg mig så fuld, at jeg så dobbelt. Det er mit livs lykkeligste rus." 

Har din gymnasietid haft indflydelse på det, du laver i dag?
"Overhovedet ikke. Gymnasiet forsøgte hver dag at banke ind i hovedet på mig, at jeg skulle affinde mig med verdens ufuldkomne natur. Det lykkedes ikke. Gudskelov."