”De unge bliver flået i det spil, hvor der kun er top eller bund”

Vi lever i en overophedet tid, mener Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole. Arbejdslivets hamsterhjul snurrer, stadigt flere brænder ud og går ned med stress. 

Derfor var det ifølge Hermann en tiltrængt nedkøling, da coronapandemien for første gang lukkede det danske samfund ned i foråret 2020. Pludselig blev vi bundet til stedet, aktiviteter blev neddroslet og sociale kontaktflader reduceret.

”Jeg lukker ikke øjnene for, at corona har været en økonomisk og sundhedsmæssig krise. Men det har også været en befrielse og givet en ro,” siger Stefan Hermann fra sit hjørnekontor på professionshøjskolen i Carlsbergbyen, hvor der selv på en grå og regnfuld februardag er en imponerende udsigt over København. 

Han er aktuel med essayet En varm tid, hvor han med afsæt i litteratur, kunst, politik, sociologi og erindringer netop argumenterer for, at vi trænger til et ”temperaturfald” – både når det gælder forholdet til os selv, hinanden og naturen. 

COVID-19 er en nedkøling, vi kan – og bør – lære af, mener Stefan Hermann. Han savner afmåltheden i vores måde at leve på. 

”Vores forhold til os selv koger. Vi er så bange for, at det skal blive kedeligt, hvis vi ikke bevæger os hurtigt nok fremad. Måske er moderation, at komme til en slags fornuft og finde en balance svaret på mange af vores problemer?”

Han er især bekymret for den unge generation – for gymnasieeleverne og de studerende på de videregående uddannelser, som han selv møder et udsnit af i sin hverdag.

”De unge i dag er den første generation, der oplever flere muligheder som en byrde og ikke som som en frihed,” skriver han i essayet. 

”Deres erfaring fra COVID-19 er primært en erfaring af tab. Det vil jeg slet ikke negligere. Men jeg tror også, at mange efter noget tid vil give mig ret i, at der var momenter af ro. Pludselig var der en tid, der ikke var fastlagt. En tid med mindre interaktion,” siger Stefan Hermann.

”Enormt individualiseringspres”
Flere undersøgelser har i de seneste år vist, at mange gymnasieelever – især piger – føler sig pressede, og at stress og mistrivsel præger en voksende del af nutidens ungdomsgeneration.

Mange føler, at de skal præstere på alle fronter. Både fagligt og socialt skal de være en succes. De skal være målrettede og helst kun score 10- og 12-taller, og de skal se godt ud, have mange venner, gå til de rigtige fester og få mange likes på de sociale medier. Et stigende antal unge udvikler tilmed angst og depression.

Stefan Hermann genkender billedet. Han er ikke i tvivl om, at unge i dag er underlagt et større ”systemisk pres” end tidligere.

”Samfundet har bestemte forventninger til de unge. De skal tage ekstra A-fag, vælge en uddannelse, hvor der mangler arbejdskraft og komme hurtigt igennem. Samtidig skal de have hjertet med og skeje lidt ud på den rigtige måde. For vi har hele tiden bedt dem om at reflektere over sig selv og være unikke,” siger han. 

Han observerer, hvordan unge er blevet påduttet ”et enormt individualiseringspres” og store forventninger til deres krop, sociale liv og karriere i et liv, der aldrig hviler sig.

”De lever et liv, hvor de hele tiden bliver konfronteret med sig selv.”

Når man skal performe på alle arenaer, er det svært at finde ro og acceptere de perioder, hvor tingene ikke kører. Instagram, Snapchat og andre sociale medier forstærker præstationskulturen. I dag kan man meget hurtigere end tidligere føle sig udenfor, påpeger han.

”Jeg tror faktisk, at det sociale pres er større end det faglige. Eksklusion af fællesskabet er den største frygt blandt unge i dag. Hvis der er fester og arrangementer alle steder og hele tiden, er det nemt at føle sig ensom,” siger Stefan Hermann. 

Ingen vil være gennemsnitlig
Det er svært for Stefan Hermann at forklare, hvordan det er kommet dertil. For samtidig har vi aldrig gjort så meget ud af, hvordan ungdommen har det. Gymnasier og videregående uddannelser taler om elevernes trivsel og står klar med studievejledere, psykologer, studenterpræster og ’buddies’, påpeger han.

”Mit bud er, at det hænger sammen med tabet af moderationen. Midten er forsvundet. Ingen vil være gennemsnitlig i dag. De unge bliver flået i det spil, hvor der kun er top eller bund,” siger Stefan Hermann.

Han peger på, at presset ikke kun kommer fra samfundet – de unge bidrager også selv til det.

”Det er derfor, at vi er nødt til at lære dem at lægge mobilen væk, og at et 4-tal er o.k.,” siger Stefan Hermann, der oplever, at det er en udbredt, men helt misforstået opfattelse blandt gymnasieelever, at et gennemsnit på under 9 nærmest er ubrugeligt.

Stefan Hermann tror, at presset har været med til at skabe den sårbarhed og skrøbelighed, mange unge føler i dag. Men lærere, studievejledere og mentorer skal passe på, at de ikke er med til at gøre problemerne større, end de reelt er, mener han.

”De unge har et sprog for deres følelser og tilværelsens genvordigheder, og de dyrker det,” siger Stefan Hermann, der nogle gange savner en ”god gammeldags freudiansk fortrængning”. Men han vender også kritikken mod den forældregeneration, han selv er en del af, og den opdragelse, man har givet.

Han understreger, at der naturligvis er unge med reelle diagnoser, der skal have den rette hjælp. Men de problemer, mange unge tumler med, kræver ikke nødvendigvis en psykolog. Det er ’blot’ den slags bump på vejen, som vi alle kommer ud for og skal lære at tackle, fordi de er en uundgåelig del af livet.

”Jeg savner lidt proportionssans i vores omgang med tilværelsen. De unge skal have lov til at være kede af det over en karakter eller en kæreste, der er skredet, men de skal ikke stimuleres til at miste proportionssansen. At være nervøs til eksamen er hverken unormalt eller sygt. Men hvis der ikke er en fornuft og nogle autoriteter til at holde det følelsesmæssige udsagn i skak, så bliver det uanfægteligt,” siger han og tilføjer:

”Tab og sorg skal vi alle igennem. Dannelse i livet er også at overvinde sig selv, lære af sine nederlag. At omfavne de tabte kampe frem for at omskrive dem til en sejr eller finde identitet i sygeliggørelsen.” 

Balance er en dyd
Derfor mener Stefan Hermann, at perioden med corona også for gymnasieelever og studerende på nogle punkter har været en tiltrængt pause. Selvom han anerkender, at de 15-25-årige er nogle af dem, der har lidt mest under nedlukningerne, og at tiden på efterskole eller i gymnasiet aldrig kommer igen.

”Det vil nok provokere de unge, for de har først og fremmest oplevet corona som en ensom nedsmeltning. Men når de tænker tilbage, håber jeg, de kan se, at der var momenter, hvor roen og kedsomheden var berigende. At det var befriende, at der var så lidt at gå glip af,” siger Stefan Hermann.

Han er i tvivl, om det er realistisk, men han håber inderligt, at de unge lærer noget af nedlukningen. At de bør sænke tempoet. At kalenderen ikke behøver at være overklistret med aktiviteter.

”Jeg håber, at de indser, at livet også bør være perioder uden den hyperintensitet, som et ungeliv er i dag. At mådehold og balance er progressive dyder.  Og at ’godt nok’ ikke er nederen, men netop ’godt nok’.”

Han håber også, at de vil tænke over, at de havde evnen til at udvise solidaritet og samfundssind, og at de faktisk håndterede at miste en betydningsfuld tid af deres liv. Det kan de bruge i mange andre situationer. Og han håber, at landets gymnasielærere vil snakke med eleverne om det.

”Måske kan det lære dem at forlige sig med, at tingene ikke altid går fremad og går op. At tilværelsen også er fuld af gennemsnitlighed, mistede chancer og tab. Men at de godt kan håndtere det, og at det nok skal gå alligevel,” siger Stefan Hermann.