Forslaget fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) om seksualundervisning på skemaet på såvel gymnasier som øvrige ungdomsuddannelser er ikke blot en god idé, men en oplagt og absolut nødvendig idé.
Det mener Christian Graugaard, læge og professor på Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet samt antropolog, ph.d. Katrine Bindesbøl Holm Johansen, der har skrevet ph.d. om unges erfaringer med seksuel grænseoverskridende adfærd og seksuelle overgreb.
”Som DGS påpeger, er den mediane seksuelle debutalder i Danmark cirka 16 år, så det er netop på ungdomsuddannelserne, at rigtig mange begynder at få et levende, meningsfuldt og udadvendt seksualliv. Så selvfølgelig skal eleverne på ungdomsuddannelserne have seksualundervisning,” siger Christian Graugaard og fortsætter:
”Samtidig skal nutidens unge forholde sig til en ekstrem seksualiseret virkelighed – både analogt og digitalt. Samfundet er blevet væsentligt mere komplekst, og en del unge har erfaring med uønsket billeddeling, salg af seksuelle ydelser og grænseoverskridende adfærd, så ja, jeg er enig med DGS i, at seksualundervisning er påkrævet.”
Katrine Bindesbøl Holm Johansen bakker op:
”Med baggrund i min forskning mener jeg, at det er essentielt at få seksualundervisning på ungdomsuddannelserne. De unge har brug for det, de efterspørger det selv, og det er vigtigt med målrettet undervisning, så de unge ikke bare skal stå på egne ben, selv finde informationer eller lytte til venner. De unge har brug for et rum med fagligt kvalificerede undervisere, de kan få viden fra, og som kan udfordre deres holdninger.”
Obligatorisk i grundskolen siden 1970
Christian Graugaard har selv argumenteret for seksualundervisning på ungdomsuddannelserne i årevis og fortæller, at det helt tilbage til slutningen af 1960’erne, da den daværende Seksualoplysningskommissionen kom med de to store betænkninger, var tanken, at der skulle være kontinuerlig seksualundervisning for børn og unge – også på for eksempel gymnasier og tekniske skoler.
Vi ved, at mange unge ikke kender deres egen krops funktioner særligt godt.
Betænkningerne førte til, at seksualundervisning i grundskolen har været obligatorisk i Danmark siden 1970, men tanken om, at der skulle være ’Seksualbelæring’, som det hed dengang i både grundskole og på ungdomsuddannelser, blev aldrig ført ud i livet.
”Der foregik ganske vist en del ‘Seksualbelæring’, men det blev aldrig obligatorisk efter grundskolen. Der findes fortsat enkelte ildsjæle, men generelt er seksualundervisning på ungdomsuddannelserne forvitret over tid, og med årene er det desværre blevet et dogme, at seksualundervisning alene hører til i grundskolen.”
Unge har brug for viden
Christian Graugaard mener, der er brug for en kontinuerlig seksualundervisning på ungdomsuddannelserne med fokus på viden, seksuelle færdselsregler, normer og kultur. Både han og Katrine Bindesbøl Holm Johansen er enig i DGS’ holdning om, at seksualundervisningen både skal have fokus på biologi, kønssygdomme, prævention, samtykke, lyst og grænser.
”Vi ved, at mange unge ikke kender deres egen krops funktioner særligt godt, så der skal være grundlæggende viden om seksualitetens fysiologi. Men også noget om normer og seksuelle færdselsregler – med fokus på, at sex skal handle om nydelse og glæde,” siger Christian Graugaard og fortsætter:
”Det er også vigtigt med fokus på blandt andet pornografi og det seksualiserede medierum. Og på at en sund seksualitet også handler om styrke, selvstændighed og handlekompetence hos den enkelte.”
Katrine Bindesbøl Holm Johansen supplerer:
”Jeg er meget enig med DGS, men der skal også fokus på sårbarhed, kønnede forventninger, og så er der brug for at tale om nydelse, lyst og omsorg. For når man samtykker, udviser man lyst til sex, og for at kunne aflæse om andre har lyst til sex, skal man være interesseret i at drage omsorg for andre mennesker. Så der ligger også et etisk aspekt i at være intimt sammen med et andet menneske.”
Det er vigtigt at tale om, hvordan man forstår seksuelt samtykke.
Katrine Bindesbøl Holm Johansens forskning gik på tværs af fire forskellige ungdomsuddannelser og undersøgte også de forhold, der betinger, at de unge kan opleve uønskede seksuelle erfaringer.
”Som for eksempel Svendenes Dag, som jeg hørte om på en teknisk skole, hvor svendene på nogle arbejdspladser chikanerede de kvindelige lærlinge. Ligesom puttemiddage på almene gymnasier – altså en form for institutionaliseret praksis for seksuel chikane. I den kontekst er seksualundervisning også vigtig,” pointerer hun.
Der skal være plads til forskelligheder
Ud over forslaget om seksualundervisning er DGS op til den årlige Uge Sex-kampagne gået sammen med Sex & Samfund om at lave seks anbefalinger, der blandt andet anbefaler, at alle ungdomsuddannelser skal have en samværspolitik og arbejde med en samtykkekultur. Også det får opbakning fra de to eksperter.
”Helt overordnet er jeg meget enig i, at man på uddannelsesinstitutioner som på alle andre arbejdspladser skal have en åben, reflekterende kultur om samvær. Det har man brug for – ikke mindst som ung, hvor man er i gang med en vanvittig hurtig social og erotisk udvikling,” mener Christian Graugaard og fortsætter:
”Det hænger også tæt sammen den ‘whole-school-approach’, man taler om i pædagogisk forskning; at man ikke kan adskille, hvad der foregår i klasselokalet og i frikvarterne. Taler man om en rummelig, mangfoldig seksualitet i klasseværelset, dur det ikke, at man bliver mobbet på gangene for at være homoseksuel.”
”Man skal dog passe på med, at tilgangen til seksualitet ikke drukner i restriktioner og regler. Nogle gange kan det bedste være det godes værste fjende, så man skal i iveren over at betone vigtigheden af en sund samtykkekultur passe på, at det ikke drukner i detailstyring, så man støder nogle fra sig, inden man overhovedet er kommet i gang.”
”Paragraf 1 i seksualitetens grundlov hedder, at vi skal behandle hinanden ordentligt og respektere egne og andres grænser og integritet. Sex skal være sjovt og til gensidig glæde og fornøjelse. Men samtidig skal der være plads til lokale forskelligheder, for der er stor forskel på de enkelte gymnasiers historie og kultur,” mener Christian Graugaard.
Fælles forståelse og spot på forhindringer
Katrine Bindesbøl Holm Johansen peger på, at når man laver samværspolitikker og samtykkekulturer, er det vigtigt med både en fælles forståelse og et fokus på udfordringer.
”Det er for eksempel vigtigt at tale om, hvordan man forstår seksuelt samtykke. En del forstår samtykke som en aftale, man kan trække tilbage, men sex er en proces og på den måde ikke noget, man giver håndslag på. Så det er vigtigt med en fælles forståelse af, hvad samtykke egentlig er i praksis.”
Derudover efterlyser Katrine Bindesbøl Holm Johansen et fokus på, hvad der står i vejen, når man taler samtykkekultur og samværspolitikker. For eksempel de forventninger, der kan være til køn; at man som pige ikke må være sammen med for mange, men heller ikke må være snerpet, og at man som dreng skal være frisk på den og nærmest have seksuelle erfaringer, inden man reelt har haft dem.
”Min forskning viste, at alt efter hvilken gruppe drenge er en del af, kan nogle opleve, at det er ydmygende ikke at have seksuelle erfaringer, så de enten digter, lader som om de går med en hjem og har sex, eller i værste fald kan det lede til overgreb.” siger hun og tilføjer:
Eksterne undervisere kan være et godt supplement, men det kan også blive en sovepude.
”Så seksualundervisning og dialog om samtykkekultur og samværspolitik skal kunne rumme det hele og også adressere, at køn betyder noget for omdømme, muligheder for anerkendelse og respekt og følelsen af skam.”
Et samspil mellem eksterne undervisere og lærere
Hos DGS lægger man vægt på, at seksualundervisningen skal foretages af eksterne undervisere – af nogle, der er uddannet til netop at varetage seksualundervisning.
”Jeg er skeptisk med hensyn til ønsket om eksterne undervisere, for det har man forsøgt i grundskolen gennem mange årtier, og det fungerer ikke særligt godt. Eksterne undervisere kan være et godt supplement, men det kan også blive en sovepude, fordi lærerne dermed udliciterer et vigtigt emne, så området aldrig forankres på skolen, og der ikke bliver udviklet en pædagogisk faglighed. Jeg vil meget hellere have et samspil mellem eksterne kræfter og undervisere på den enkelte skole,” siger Christian Graugaard.
En anden udfordring i grundskolen er, at seksualundervisning er et timeløst fag.
”Jeg er bange for, at hvis man gør seksualundervisning timeløst på ungdomsuddannelserne, så rammer den samme triste glemselskurve som i grundskolen. At det er noget, man taler enormt meget om, men som man reelt fejer ind under gulvtæppet. Omvendt synes jeg, man skal give timeløsheden en chance. For gymnasier er kloge og selvforvaltende institutioner, så med lidt god vilje burde det kunne lykkes,” mener Christian Graugaard.
Han giver DGS point for så tydeligt at markere behovet for seksualundervisning og mener, at stafetten nu skal tages videre af lærere og specielt rektorer.
”De skal tage seksualundervisning alvorligt – og ikke bare se det som pynt, som noget ekstra eller et muntert appendiks til den ’rigtige’ undervisning. Samtidig er det vigtigt, at vi får en faglighed på området, nogle gode lærebøger, forskning, didaktisk udvikling og kvalificerede undervisere,” siger Christian Graugaard.
Kilde: Seksualitet, skole og samfund – kritiske perspektiver på seksualundervisning fra Hans Reitzels Forlag.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har i fællesskab med Sex og Samfund netop udviklet seks anbefalinger – til at arbejde med samtykke, lyst og grænser:
De seks anbefalinger er lavet op til Sex og Samfunds årlige Uge Sex-kampagne, der i år har samtykke som tema.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode