Artikel
Rikke fik nok af snyd: Nu taler lærere og elever åbent om problemet
Rikke Taber Graverholt

Rikke fik nok af snyd: Nu taler lærere og elever åbent om problemet

Aalborg Katedralskole har indledt en proces for at bekæmpe snyd og plagiat blandt eleverne. Lærer Rikke Taber Graverholt indså under nedlukningen, at problemet er stort.

Under coronanedlukningen opdagede lærer Rikke Taber Graverholt “massive mængder af snyd” blandt sine elever på Aalborg Katedralskole.

“Det skete både til de virtuelle termins- og årsprøver samt i de skriftlige afleveringer,” fortæller dansklærer Rikke Taber Graverholt.

“Jeg følte, at vi blev nødt til at gøre noget ved det. Da jeg samtidig er meget optaget af den skriftlige dimension i mit fag, tog jeg det også som en pædagogisk udfordring at få gjort noget ved snyd og plagiat blandt eleverne,” siger Rikke Taber Graverholt.  

De tanker blev begyndelsen på en proces på Aalborg Katedralskole, hvor alle lærere og elever nu taler mere åbent om snyd og plagiat. 

Rikke Taber Graverholt fik ledelsen med på idéen om at indlede en indsats mod snyd og plagiat, og hun og fire andre kolleger fik timer til at sætte sig sammen og planlægge indsatsen.

Skal ikke slå eleverne i hovedet
Sidste efterår blev der afholdt et heldagsarrangement med alle lærere og elever på skolen med workshops, øvelser, plagiatspil og walk and talks’s om plagiat og snyd og et foredrag af Niels Vogensen, som er ekspert i plagiering blandt elever og studerende på videregående uddannelser.

Vi taler åbent om snyd med eleverne, og det lærer vi som lærere også noget af.

Rikke Taber Graverholt, lærer
Aalborg Katedralskole

Inden da havde 500 ud af skolens 900 elever besvaret et spørgeskema, som blandt andet viste, at 43 procent af eleverne læser tekstanalyser på studienet.dk, før de selv går i gang med at skrive, og ifølge Rikke Taber Graverholt krediterer eleverne ikke studienet.dk i deres opgaver. Studienet.dk er en portal med besvarelser af opgaver, analysemodeller og andet materiale i de fleste fag i gymnasiet. 

“Dermed bliver det jo snyd,” siger hun.

41 procent af skolens elever benytter Google Translate i sprogfag, og 47 procent mener, at det er snyd at anvende dette værktøj. 

I spørgeskemaet tilkendegav mange elever også, at plagiat er et problem.

Tallene i spørgeskemaet har været brugt som et værktøj til dialog og ikke til at slå eleverne oven i hovedet med.

“I denne proces møder vi ikke eleverne med fordømmelse, men med forståelse. Vi taler åbent om snyd med eleverne, og det lærer vi som lærere også noget af,” siger Rikke Taber Graverholt.

Præstationskultur er roden til snyd
I processen er hun også selv blevet klogere og har fået flere aha-oplevelser.

Mange elever ser os lærere som en del af systemet og medskabere af den præstationskultur, de føler sig underlagt.

Rikke Taber Graverholt, lærer
Aalborg Katedralskole

“Inden vi begyndte, var jeg af den opfattelse, at lærere og elever er på samme hold, og at vi sammen arbejder for, at de bliver dygtigere, dannede demokratiske borgere. Men jeg har fundet ud af, at mange elever ser os lærere som en del af systemet og medskabere af den præstationskultur, de føler sig underlagt,” siger Rikke Taber Graverholt.

Det var også en aha-oplevelse, da en elev til heldagsarrangementet på skolen foran alle elever og lærere satte ord på, at præstationskulturen er roden til meget snyd og plagiat.

“Den bemærkning fik et meget stort bifald fra de andre elever,” fortæller hun.

Bemærkningen kom, efter at Rikke Taber Graverholt fra scenen havde sagt, at Aalborg Katedralskole også skal være kendt for, at man som elev tør at fejle, og at det er bedre at kæmpe sig til et 4-tal end at snyde sig til et 12-tal.

Dårlig karakter skal ikke stoppe min karriere
Senere på dagen afholdt Rikke Taber Graverholt en workshop om studienet.dk, og her fortalte flere elever, hvorfor de for eksempelvis bruger studienet.dk til at “snyde sig” til at lave en bedre opgave.

En elev sagde, at hvis han ville være dyrlæge, så var det irriterende, at en dårlig karakter i dansk skulle spænde ben for den ambition. En anden elev sagde, at hvis han kunne gå på studienet.dk og sikre sig et 10-tal i 1. g frem for et 4-tal, så havde han et bedre udgangspunkt fra begyndelsen frem for at skulle kæmpe sig op ad for at slutte af med en god karakter i 3. g.

“Det var ikke mine egne elever, jeg talte med, og de var meget ærlige. De repræsenterer ikke alle elever, men deres holdning viser alligevel, at præstationskulturen og karaktererne spiller en stor rolle i forhold til snyd og plagiat,” siger Rikke Taber Graverholt.

En af eleverne sagde, at uden karakterer så ville han ikke været motiveret for at gøre en indsats i fagene.

“Hans formål med at gå på gymnasiet var at få høje karakterer, så han kunne komme ind på et studie,” fortæller Rikke Taber Graverholt.

Lærere skal ikke stå alene
Uddannelseschef på Aalborg Katedralskole Tina Møller Sørensen mener, at der er flere gode grunde til at gøre en indsats mod snyd og plagiat på gymnasiet.

“Gymnasiet handler også om dannelse. Vi skal skabe gode samfundsborgere, som kan reflektere, være kritiske og vise selvstændig stillingtagen, og det lærer eleverne blandt andet ved at lave deres egne opgaver frem for at snyde,” siger Tina Møller Sørensen.

Der er virkelig mange fristelser på nettet, når man skal lave en opgave eller en prøve.

Tina Møller Sørensen, uddannelseschef
Aalborg Katedralskole

Hun mener, at der på skolen skal være en kultur, hvor eleverne spørger lærerne om hjælp, og hvor de samarbejder med hinanden, hvis de ikke kan finde ud af en opgave eller støder på en udfordring.

“Eleverne skal hjælpe hinanden frem for at “stjæle” fra hinanden eller fra internettet,” siger hun.

Et andet godt argument for at tale åbent om snyd og plagiat er ifølge Tina Møller Sørensen, at lærerne ikke skal stå alene med problemet.

“Vi skal understøtte lærerne i deres arbejde, og det skal ikke være den enkelte lærers problem, hvis vedkommende tager en elev i at snyde,” siger Tina Møller Sørensen.

Hun tror ikke, at Aalborg Katedralskole eller andre gymnasier helt kan undgå snyd og plagiat. Hun påpeger, at elever også snød, før internettet blev en del af hverdagen.

Men hun mener, det i dag i endnu højere grad er nødvendigt at tale åbent om snyd og plagiat for elevernes egen skyld.

“Det handler også om digital dannelse. Der er virkelig mange fristelser på nettet, når man skal lave en opgave eller en prøve, og dem skal eleverne lære at modstå, og så skal de lære at bruge gode digitale værktøjer og internettet hensigtsmæssigt,” siger hun og understreger , at hun ikke har grund til at tro, at problemet hverken er større eller mindre på Aalborg Katedralskole i forhold til på andre gymnasier.

Hun glæder sig over, at lærerne har taget initiativ til indsatsen.

“Det er dejligt, at lærerne er så ambitiøse og dedikerede, at de for at gøre eleverne så gode som mulige tager fat i snyd og plagiat, som er kontroversielt,” siger hun.

Indsatsen fortsætter
I slutningen af januar skal alle elever og lærere igen mødes til et arrangement med blandt andet et oplæg af forfatter Christian Hjortkjær, som har skrevet bogen Utilstrækkelig, der handler om præstationskultur blandt unge. 

“Han skal være med til at skabe yderligere dialog mellem lærere og elever,” forklarer Rikke Taber Graverholt.

Vi skal væk fra nulfejlskulturen.

Rikke Taber Graverholt, lærer
Aalborg Katedralskole

Den åbne dialog er ifølge hende det vigtigste redskab for at gøre noget ved problemet, og det er måske den største gevinst ved projektet om snyd og plagiat på Aalborg Katedralskole.

“Alene det, at alle elever og lærere på skolen taler om det og har et fælles sprog om plagiat, betyder meget,” siger hun.

Vil ikke vise usikkerhed
Rikke Taber Graverholt nævner, at hun selv er blevet klogere på, hvad relationerne mellem underviser og elever betyder i forhold til plagiat og snyd.

“Nogle elever fra ikke-akademiske hjem kan have svært ved sproget selv i danske tekster, men de vil ikke vise deres usikkerhed over for læreren og sige, at de ikke forstår teksten. I stedet går de så på nettet for at finde svarene,” siger hun og fortsætter:

 “Vi skal væk fra nulfejlskulturen. Mit mål er at danne og gøre eleverne klogere. Jeg tror ikke, vi kan fjerne problemet med snyd og plagiat helt, men ved at tale om det, tror jeg, vi modner eleverne og kan skabe en kultur, hvor eleverne også tør lave fejl,” siger Rikke Taber Graverholt.

 

Tema: Snyd eller inspiration

Gymnasieskolen.dk sætter fokus på gymnasieelevers brug af diverse portaler, hjemmesider med videre i forbindelse med skriftligt arbejde og til eksamen.

Har du idéer til artikler, så skriv til johan@gl.org eller gymnasieskolen@gl.org.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater