Et 10-tal for arbejdsindsats og 7 for orden og adfærd. Fra næste år kan elever i 8., 9. og 10. klasse blive bedømt for andet end deres faglige niveau.
Regeringen har fået opbakning fra et bredt flertal i Folketinget til at gennemføre en frivillig forsøgsordning med at uddele karakterer for “flid”, som det populært kaldes.
Der er dog ingen planer om at belønne gymnasieelever for en god arbejdsindsats eller for at holde orden. Det slog børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fast på et pressemøde i dag, hvor en ny stor aftale om evalueringer og bedømmelser i folkeskolen blev fremlagt.
I første omgang er det forsøgsprogram for 8., 9. og 10. klasse, og det ville derfor være tosset, hvis jeg på forhånd konkluderede noget.
“Jeg lægger ikke op til noget som helst i forhold til ungdomsuddannelser,” svarede ministeren på et spørgsmål fra gymnasieskolen.dk, om hun ønsker at afprøve karakterer for arbejdsindsats og for orden og adfærd i gymnasiet.
“I første omgang er det forsøgsprogram for 8., 9. og 10. klasse, og det ville derfor være tosset, hvis jeg på forhånd konkluderede noget om forsøget eller foreslog, at det skulle bruges i andre del af uddannelsessystemet,” sagde hun og henviste til Norge, som ifølge ministeren giver karakterer for arbejdsindsats.
“Det er absurd, så lidt viden vi har om, hvilken betydning det har, hvordan vi giver karakterer. For eksempel som i Norge eller som i Danmark, hvor man kun giver karakter for fagligt standpunkt,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun har tidligere argumenteret for, at en karakter for arbejdsindsats kan virke motiverende for elever, som ofte får lave karakterer, selv om de gør en stor indsats i skolen.
Støttepartier er imod nye karakterer
Det er frivilligt for skolerne at deltage forsøgsordningen, som varer frem til 2025.
Regeringens støttepartier Radikale Venstre og SF er også med i aftalen om forsøgsordningen for nye typer karakterer. Det var dog en betingelse for partierne, at det også bliver muligt at lave forsøg på skoler med karakterfrihed frem til afgangskaraktererne og forsøg med en alternativ og praktisk orienteret mundtlig prøve.
Karakterer for arbejdsindsats er en virkelig dårlig idé.
Begge partier har svært ved at forestille sig, at de senere vil stemme for en aftale, der gør karakterer for arbejdsindsats og orden og adfærd permanent – og slet ikke i gymnasiet.
“Karakterer for arbejdsindsats er en virkelig dårlig idé, det er en helt forkert vej at gå. Det, som giver det store pres på elever, er, at der mangler plads til at være nysgerrig og interesseret i undervisningen uden at tænke på, hvad det er, læreren gerne vil høre. Og hvis man så oven i købet skal til at have karakterer for arbejdsindsats, så lægger det bare oven i det. Vi har brug for lommer, hvor eleverne ikke skal bedømmes, og hvor de kan fordybe sig,” sagde undervisningsordfører Lotte Rod efter pressemødet.
Hun anerkender dog også forsøgsordningen og vil se på evalueringen med åbne øjne, men hun har svært ved at forestille sig, at Radikale Venstre vil gå ind for yderligere karakterer i fremtiden.
Det er et fejlskud at indføre karakterer for arbejdsindsats og orden.
SF er også imod at indføre nye karakterer.
“Det er et fejlskud at indføre karakterer for arbejdsindsats og orden. Kompromisset med aftalen er så, at det er fuldstændigt frivilligt for skolerne, om de vil være med, og samtidig har vi fået et forsøg med karakterfrihed med, som vi også fik i den seneste gymnasieaftale,” sagde undervisningsordfører Jacob Mark og tilføjede:
“Vi mener ikke, karakterer skal fylde mere i forhold til at blive optaget i gymnasiet – tværtimod.”
Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har indgået aftalen om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen. Forsøgsordningen med karakterer for arbejdsindsats og orden og adfærd er en delaftale til den store aftale.
Læs aftalen om nyt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen.
Læs aftalen med forsøgsordning for karakter for arbejdsindsats med videre.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode