Et stigende antal elever på landets erhvervsuddannelser går både efter et svendebrev og en studenterhue. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
Fem procent af de elever, der er begyndt på en erhvervsuddannelse i første halvår af 2016, har valgt eux. Det er en stigning i forhold til sidste år. I 2014 og 2015 lå antallet af elever, der valgte eux, på under en procent.
44 eux-uddannelser
Eux kombinerer en erhvervsuddannelse som for eksempel tømrer, frisør og murer med gymnasiale fag, så eleverne både bliver faglærte og kvalificerede til at læse videre på en videregående uddannelse.
Da de første eux-elever begyndte i 2010, blev eux kun udbudt på tekniske skoler. Siden august 2015 har man også kunnet tage eux på handelsskoler. I dag kan 44 ud af de i alt 105 erhvervsuddannelser, der findes, gennemføres med eux.
Færre dropper ud
Hos Next Uddannelse København har man mærket en tydelig stigning.
”Hos os er antallet af eux-elever, der er fortsat fra grundforløbet til hovedforløbet, steget med omkring 200 procent fra sidste år til i år. Flere er begyndt på eux, men hovedårsagen er, at vi altså har været i stand til at fastholde flere fra grundforløbet til hovedforløbet,” siger Carsten Lindbo, uddannelsesleder på Next Uddannelse København.
At færre dropper ud skyldes primært, at skolen har fået skabt et tæt lærersamarbejde, så eux-lærerne og lærerne på erhvervsuddannelserne planlægger undervisningen sammen, mener han.
”Nu fortsætter eleverne på uddannelsen, fordi de oplever en sammenhæng mellem det, de laver i værkstedet, og det, de lærer i teorilokalet,” fortæller Carsten Lindbo.
Socialt miljø er vigtigt
Når der kommer flere eux-elever, så klasserne bliver større, bliver det også nemmere at skabe et godt miljø – både studiemæssigt og socialt. Det er også en del af forklaringen, påpeger Carsten Lindbo.
”Det er nemmere at fastholde eleverne, når de oplever, at de er en del af et socialt fællesskab,” siger han.
Next Uddannelse København har 17 forskellige eux-udannelser. Stigningen i antallet af eux-elever er især sket blandt de unge, der læser til tømrer og snedker.
Flere på lærerværelset
For elever, der er begyndt på grundforløbet i sommermånederne, er andelen, der vælger eux, endnu højere, viser Undervisningsministeriets tal. Her har hele 15 procent i 2016 valgt eux, mens tallet var 12 procent sidste år og kun 5 procent i 2014.
På Next Uddannelse København har stigningen i antallet af eux-elever betydet, at skolen har ansat nye lærere på de tekniske eux-uddannelser. Før sommerferien var der ansat 12 eux-lærere på fuldtid, nu er tallet steget til 22.
”Jeg ansætter i gennemsnit en ny lærer om måneden, og det, tror jeg, fortsætter,” siger Carsten Lindbo.
Mere motiverede elever
Peter Amstrup, der er formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, glæder sig over stigningen på eux. Den overrasker ham dog ikke.
”Det er en konsekvens af adgangskravet til erhvervsuddannelserne. Vi kan mærke, at det en anden type elever, vi nu får ind. Det er fagligt stærkere og mere motiverede elever,” siger Peter Amstrup.
Adgangskravet blev en realitet i forbindelse med erhvervsskolereformen, der trådte i kraft i august 2015. Det betyder, at eleverne skal have minimum 02 i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse for at blive optaget på en erhvervsuddannelse.
Dækker et hul
Stigningen i antallet af eux-elever skyldes også, at uddannelsen dækker et hul, som har eksisteret i mange år, mener Peter Amstrup.
”Eux er svaret på et ønske, som mange har haft, nemlig at kombinere en faglig uddannelse med en gymnasial uddannelse, så man kan læse videre. Vi har jo tidligere set, hvordan en del elever måtte tage en omvej. Først tog de en almen studentereksamen, og så fortsatte de på handelsskolen for at få den faglige toning,” siger Peter Amstrup.
Desuden passer eux-uddannelserne også godt til de stigende krav, der er på arbejdsmarkedet, påpeger han.
Vil ikke lukke døre
Carsten Lindbo er enig. Han ser samtidig stigningen som udtryk for, at vejledere og forældre langsomt er begyndt at få øjnene op for eux-uddannelsen.
Han kalder eux for ”erhvervsuddannelsernes redning”.
”De unge vil helst ikke lukke nogle døre. Med en eux behøver man ikke være tømrer resten af livet. Fordi de unge samtidig får en studentereksamen, bliver eux også mere spiselig for forældrene,” siger Carsten Lindbo.
Stigningen vil fortsætte
Peter Amstrup spår, at interessen for eux vil blive ved med at stige i fremtiden.
”Det er jeg sikker på. Det er en attraktiv uddannelse. Den er ikke bare kommet for at blive – den er kommet for at blive stor,” siger han og uddyber:
”Når erhvervsvirksomhederne bliver mere opmærksomme på, hvad eux-eleverne kan, så vil der også komme et krav fra dem om at få nogle flere eux-elever.”
Carsten Lindbo er lige så positiv.
”Jeg tror på en årlig eux-vækst hos os på 25 procent over de næste fire år,” siger han.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode