Bliver det tværfaglige arbejde styrket eller svækket, når almen studieforberedelse (AT) om et år forsvinder fra skemaet?
Det spørgsmål har lærere, rektorer og mange andre i uddannelsesverdenen funderet over, siden den nye gymnasiereform blev vedtaget. Gymnasieskolen.dk har stillet spørgsmålet videre til undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V):
Hvad vil den nye reform betyde for det tværfaglige samarbejde?
”Der vil fortsat skulle arbejdes tværfagligt, men det vil bero på et lokalt engagement. Vi har afskaffet AT, fordi vi synes, at det er en kunstig konstruktion. Der er ingen grund til, at vi fra centralt hold skal bestemme, hvor mange timer og på hvilke måder man skal arbejde tværfagligt. Fremover vil det tværfaglige samspil blive mere frit og naturligt, fordi det i meget højere grad vil blive op til lærere og ledere, hvordan de vil tilrettelægge det.”
Bliver der mindre tværfagligt arbejde, når AT er væk?
”Det afhænger af, hvordan man arbejder med det lokalt. Nogle steder vil man arbejde med det som hidtil. Andre steder vil der sikkert ske en forskydning i den ene eller anden retning. Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke laver tværfaglighed for tværfaglighedens skyld. Vi giver de 200 AT-timer tilbage til fagene, fordi vi vil styrke, at eleverne kommer til bunds i fagene. Tværfaglighed skal ikke ske på bekostning af fagene – det skal være et supplement til fagene. Afskaffelsen af AT vil være en befrielse for de fleste lærere.”
I den seneste undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut siger 70 procent af lærerne ellers, at AT er en god idé, og 81 procent siger, at AT fungerer godt på deres skole…
”Jeg har ikke oplevet nogen, der har begrædt afskaffelsen af AT. Jeg kan jo bare sige, hvad jeg hører, og hvad jeg har fået af input under arbejdet med udspillet til gymnasiereformen. Desuden lever nogle af elementerne fra AT jo videre. Fremover skal der for eksempel løbende i gymnasietiden indgå flerfaglige forløb, hvor eleverne skal arbejde med basal videnskabsteori og faglig metode.”
I aftaleteksten står der, at fagene forpligtes til fagligt samspil. Kommer det til at stå i samtlige læreplaner, at tværfaglighed er et krav?
”Det er for tidligt at sige. Vi har ikke lavet læreplanerne endnu. Men der kommer ikke til at stå, at fysik og italiensk partout skal arbejde sammen. Vi vil tage udgangspunkt i, hvad der giver mening. Problemet med AT har været, at man har tvunget samarbejder igennem, der ikke nødvendigvis har givet mening. Vi vil inddrage elever, lærere og ledere, når vi skal udarbejde læreplanerne. Deres viden skal i spil.”
Så styrker eller svækker reformen det tværfaglige arbejde?
”Jeg mener, det er en kæmpe styrke, at AT afskaffes. Men det betyder jo ikke, at der ikke skal være et stærkt tværfagligt samarbejde, hvor det giver mening. Det er fortsat vigtigt, at eleverne kan sætte fagene i spil med hinanden. Men hvordan det tværfaglige samarbejde skal ske ude på den enkelte skole, har jeg tillid til, at lærere og ledere håndterer. Så fremover vil der være forskel på, hvordan man vægter det tværfaglige arbejde på gymnasierne landet over.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode