Artikel
Htx-lærere forventer en bedre uddannelse med reformen
elever_til_undervisning

Htx-lærere forventer en bedre uddannelse med reformen

Færre bindinger og en forenklet struktur på htx lægger regeringen op til. Htx-lærerne siger ja-tak og håber på, politikerne vil lytte til dem.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Listen af bindinger mellem fag, projekter, studieretningsforløb og meget andet er lang på htx.

Måske også for lang. I hvert fald har regeringen lagt op til, at indholdet og strukturen i studieområdet (SO) skal forenkles.

Alex Young Pedersen, som er formand for GL’s uddannelsesudvalg, og Anne Sophie Huus, som repræsenterer htx-lærerne i GL’s områdebestyrelse for erhvervsgymnasier, er begge glade for regeringens udmelding.

“Indhold og bindinger mellem fagene er for mange og for snævre på studieområdet på htx,” siger Anne Sophie Pedersen, som arbejder på Tradium Tekniske Gymnasium i Randers.

Rigid struktur
På htx er der afsat 480 timer til studieområdet, hvilket svarer til næsten 20 procent af uddannelsen. Derfor er det afgørende, at studieområdet er velfungerende og giver mening for eleverne, mener Alex Young Pedersen, som arbejder på Aarhus Tech.  

“Strukturen er for rigid. Der er blandt andet krav til, at bestemte fag skal arbejde sammen på bestemte tidspunkter i uddannelsen. Det betyder, at fokus nogle steder er på at opfylde kravene til bindingerne fremfor at lave de tværfaglige forløb, der giver mening for eleverne. Hvis bindingerne forsvinder, giver det større frihed til skolerne og lærerne til at lave bedre uddannelse,” siger han.

Lyt til lærerne
Studieområdet på htx er sandsynligvis ikke det, som fylder allermest, når forligspartierne forsøger at blive enige om en gymnasiereform. Ifølge gymnasieskolen.dk’s oplysninger ligger der ikke en færdig struktur for studieområdet på htx på undervisningsministerens skrivebord. Det giver til gengæld lærerne mulighed for at blive hørt og være med til at fylde rammerne ud.

“Jeg håber da, politikerne vil lytte til de fagprofesionelle. Det er vigtigt, at studieområdet bliver videreudviklet, men det er svært at vide præcis, hvad regeringen mener og ønsker med en forenkling af strukturen,” siger Anne Sophie Huus.

Hun mener dog, det er for tidligt at glæde sig, da det stadig er uklart, hvad reformen kommer til at betyde for studieområdet.

Anne Sophie Huus håber, at en forenkling også vil betyde en reduktion af, hvor meget studieområdet skal fylde på htx.

“Som det er nu, mener jeg ikke, at indholdet i SO kan bære, at det fylder så meget,” siger hun.

Nemmere adgang til uddannelser
De to htx-lærere glæder sig også over, at regeringen lægger op til flere tiltag for htx. For eksempel ønsker regeringen, at htx skal være adgangsgivende til flere humanistiske videregående uddannelser.

Ifølge Anne Sophie Huus er det tiltrængt, da elever fra htx ikke kan komme ind på flere relevante humanistiske uddannelser inden for kommunikation og it, uden at de skal tage supplerende fag efter studentereksamen.

“I dag er mange elever tvunget til at supplere med fag efter gymnasiet, og det bliver der rettet op på,” siger hun.

Kortere afstand til htx
Regeringen ønsker også, at htx bliver udbredt flere steder i landet. I dag skal nogle elever starte dagen med en lang tog- eller bustur, hvis de vil gå på et htx-gymnasium.

Alex Young Pedersen mener, det er positivt, hvis htx rykker tættere på flere elever. Han peger dog på, at det kan give nogle udfordringer.

“Det nytter ikke noget at lave så små uddannelser, at faciliteterne og kvaliteten ikke følger med. Det er også meget vigtigt, at profilen for htx ikke udvandes, hvis uddannelsen for eksempel bliver oprettet på et stx-gymnasium,” siger Alex Young Pedersen.

Pas på studiemiljøet
Regeringen får dog ikke kun ros fra de to htx-lærere. Som på de andre gymnasiale uddannelser bliver der også på htx langt færre studieretninger. Det betyder for eksempel, at design B ikke længere kan være 2. studieretningsfag.

“Design B har fået flere piger til at vælge htx, og det er godt for undervisningen og studiemiljøet. Det er ærgerligt, at regeringen vil stoppe den ansøgningsstrøm,” siger Alex Young Pedersen.

 

 

Htx - det foreslår regeringen også:

  • SRP afskaffes og i stedet indføres et studieområdeprojekt (SOP) som led i en nytænkning af studieområdet. Der tilføres 20 ekstra timer til de 30 timer, der i dag er afsat til SRP.

  • Mundtligt forsvar af SOP.

  • Mulighed for at søge tilskud til international eksamen i udlandet

  • Der tilføres flere fag og niveauer til htx-fagrækken - for eksempel bliver bioteknologi A og geovidenskab A permanente fag.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater