Kunst og flygtninge på skemaet

Det er ikke hver dag, der kommer en bus fuld af unge flygninge til kunstmuseet Louisiana. Men sådan har det været den seneste uge. Hver morgen har et hold unge flygtninge fra asylcentret i Nykøbing Sjælland sat sig ind i en bus og kørt to og en halv time for at møde op til undervisning på det nordsjællandske kunstmuseum. For et par af dem er det i dag første gang. De ser lidt betuttede ud, og det må unægteligt være lidt af en anden setting end den, de er vant til at fra asylcentret. For ikke at tale om det, de har været ude for før, de kom til Danmark.

Interessant måde at undervise på
I Louisianas tilstødende hus, ‘Bådhuset’ venter et gymnasiehold fra Espergærde Gymnasium. Den engelsk-spanske kunstner Albert Potrony er i gang med at tale om begreberne sameksistens, samfund og at høre til. Det vil være dagens temaer.
Flygtningene kigger på. Det er langt fra alle, der kan engelsk, endsige dansk. Nogle af dem har kun været i landet i et par uger, andre i et par år.

Billedkunstlærer Kirstine Hindhede sidder på gulvet blandt eleverne og ser til. Hun har siden februar vidst, at hun skulle deltage med et hold, og siden sommerferien har hun gjort billedkunstholdet af 1.g’ere klar til mødet her.

Selv om det lige nu ser lidt kaotisk ud med de unge fra flygtningecentret, holdet af gymnasieelever og en kunstner, der prøver at løsne den lidt akavede stemning mellem nogle unge, der aldrig har mødt hinanden før, ja, så synes Kirstine Hindhede, at det er en interessant måde at arbejde med billedkunst på.

“Inden vi kom her, havde vi workshopper, hvor vi har arbejdet med det at være åben. Hvad vil det sige at være åben? Også når man taler om et værk og at forholde sig til det. Det er jo dér kommunikationen med værket opstår. Vi besøgte udstillingen, inden vi kom her, så vi har haft et kendskab til værkerne og udstillingerne,” siger Kirstine Hindhede.

Sameksistens, samfund eller at høre til
Udover billedkunst underviser Kirstine Hindhede også i fransk og ser som sproglærer også med interesse på, om mødet vil få eleverne til at bruge deres fremmedsprog. Der er tre på holdet, der taler arabisk og en enkelt taler persisk.

“Projektet her indgår i en global kontekst, og det, synes jeg, er interessant. At være åben over for det fremmede repræsenterer også skolens værdier,” tilføjer Kirstine Hindhede.

Kunstneren Albert Potrony forsøger at ryste elevernes generthed af ved at bede dem om at danne former med nogle lange elastikker. Inderkredsen skal lave en firkant, yderkredsen en stjerne. Derefter skal eleverne igen sætte sig i en rundkreds.  I midten har nogle af eleverne lagt en tegning eller en ting, der for ham eller hende symboliserer et af de tre begreber sameksistens, samfund eller at høre til.

En af de danske gymnasieelever har lagt et barndomsbillede, en anden har lagt en lille skulptur af en cykel, og Alin Iskander, der også går på Espergærde Gymnasium, har lagt to sten. En fra Palæstina, hvor hendes familie oprindeligt er fra, og en sten fra Danmark.

“Kan relatere til dem”
Da eleverne derefter bliver sendt i grupper, følges Alin Iskander med et par af dem fra flygtningecentret. 

Alin Iskander er selv født og opvokset i Danmark. Hun siger efterfølgende:

“Jeg kan relatere til dem, selv om jeg ikke har oplevet det samme. Men mine forældre har boet i Libanon, hvor der var krig, og flygtede efterfølgende til Danmark. Jeg har hørt mange historier om, hvor hårdt det var, så jeg har stor medfølelse for dem. For eksempel som den lille dreng dér,” siger Alin Iskander og peger på en lille dreng i gruppen.

“Han er kun 11 år og er her uden sine forældre. Han har været i Danmark i 15 dage nu, og han klarer det virkelig godt,” fortsætter hun.

Kunst som afsæt for 
For kunstformidler og mag. art. Line Ali Chayder, der står for flygtningebørnsprojektet på Louisiana, er det ikke første gang, hun ser et uledsaget barn. Det er en del af dem, der kommer. Hun synes dog det er vigtigt, at gruppen ikke bliver delt op i ‘dem, det er synd for’, og ‘dem, det ikke er synd for’.

“Noget af det, projektet har vist, er, at mange af flygtningene har mange ressourcer. Det, synes jeg, er vigtigt at tage udgangspunkt i, så vi kan arrangere møder, der skaber potentialer for venskaber og en større interkulturel forståelse blandt de unge. Her bruger vi så kunsten som afsæt for noget, vi alle kan forholde os til. Som i dag, hvor vi taler om, hvad det vil sige at høre til.”