Artikel
Thorning fra talerstolen: Gymnasierne skal forbedres og forenkles
Helle Thorning

Thorning fra talerstolen: Gymnasierne skal forbedres og forenkles

Mindre læseferie, færre studieretninger og mere obligatorisk matematik. Gymnasiet fyldte meget i statsminister Helle Thorning Schmidts åbningstale i Folketinget i dag.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Statsminister Helle Thorning Schmidts (S) brugte en del af sin åbningstale af Folketinget til at fortælle, hvilke ændringer hun ønsker i gymnasiet.

Selv om hun kaldte gymnasiet for en succeshistorie, mener statsministeren også, at der er visse udfordringer på området.
I løbet af efteråret vil regeringen derfor komme med forslag til ændringer for gymnasierne.

Mere undervisning
Statsministeren sagde blandt andet, at skoleåret skal bruges bedre. Og det betyder kortere læseferie.

”Især i 1. og 2. g, hvor eleverne ikke har så mange eksaminer. Her skal der være mindre læseferie og mere undervisning. Så eleverne bliver endnu dygtigere,” sagde Helle Thorning Schmidt.

Da Helle Thorning Schmidt første gang fortalte om den nye folkeskolereform, brugte hun drengen Emil som eksempel. Ved Folketingets åbningstale hev Helle Thorning Schmidt Emils storesøster Sofie op ad hatten. Sofie blev brugt til at illustrere en anden udfordring i gymnasiet.

Emil har en storesøster
Ifølge statsministeren har Sofie og de andre unge svært ved at vælge studieretning, fordi der er alt for mange. Resultatet er, at Sofie risikerer at vælge en studieretning uden matematik, selv om hun måske senere ønsker at tage en videregående uddannelse, hvor adgangskravet er matematik på B-niveau. Undervisningsminister Christine Antorini har tidligere sagt, at for mange studenter tager suppleringskurser efter gymnasiet for at komme ind på en videregående uddannelse, og den linje gentog statsministeren.

Regeringen vil derfor gøre det lettere for eleverne at vælge den rigtige studieretning. Statsministeren sagde, at strukturen skal være mere overskuelig med færre studieretninger.

”Eleverne skal stå med de rette fag og niveauer, når de skal bruge deres eksamen til at læse videre,” sagde Helle Thorning Schmidt.

Mere matematik
I den politiske debat om gymnasiale suppleringskurser og studieretninger er matematik på B-niveau igen og igen blevet nævnt.  Det er netop et af de fag, studenterne tager efter gymnasiet for at komme ind på en videregående uddannelse.

Regeringen har tidligere afvist at gøre matematik B obligatorisk for alle i gymnasiet, men Helle Thorning Schmidt mener, at flere elever skal vælge faget.

”Vi vil gøre matematik på mellemniveau obligatorisk for flere”.

Uden at gå i detaljer sagde statsministeren også, at eleverne skal have mere og bedre individuel hjælp til de skriftlige opgaver. Den enkelte skal have den vejledning af læreren, som der er brug for.

”Vi vil forandre gymnasierne, så de kan leve op til det, der altid har været deres opgave. At gøre de unge klar til en videregående uddannelse – fra tandtekniker til folkeskolelærer eller ingeniør,” sagde Helle Thorning Schmidt fra Folketingets talerstol.

Derefter bekræftede hun dog også, at gymnasierne allerede i stor stil lever op til den opgave, da hun gjorde opmærksom på, at der aldrig har været så mange, som har søgt ind og fået en studieplads som i år – nemlig 64.397 unge.

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater