Fra konkurrenter til kammerater

Det er en svær opgave at sætte ét navn på en hel generation, men det har aldrig afholdt os fra at prøve. Der var 68’er-generationen, og i 80’erne kaldte man de unge for ”Nå-generationen”. Da jeg selv startede i gymnasiet for snart 15 år siden, blev vi kaldt for ”Generation Y”. Nutidens unge har flere etiketter: ”Generation Curlingbørn”, ’Millenniumgenerationen” eller de frygtelige ”Generation Dum” og ”Generation Fucked Up”. Jeg mener dog, at det bedste bud på et kælenavn blev leveret i en antologi om unge og psykisk sygdom, der udkom i 2013. Bogen hedder ”Generation Utryg”.

Hvordan er det at være en del af Generation Utryg? For Augusta, en af bogens bidragsydere, betyder det, at der ikke går en dag, uden at hun tænker over, at hun burde forbedre sig og være en bedre datter, veninde og kæreste. For Mathias på 20 år betyder det, at han og hans jævnaldrende har flere muligheder end nogen generation før dem, men de bliver samtidig mødt med flere krav end nogensinde før. Generation Utryg har et hav af muligheder. De kan blive, lige hvad de har lyst til, og forme deres liv, som de har lyst til – hvis bare de tager sig sammen. Sådan er fortællingen om vores samfund nutildags.

Og det er ikke bare pjat og ynk fra en forkælet generation – nej, meget tyder på, det ikke er så nemt endda at tilhøre Generation Utryg. De bliver ramt af angst, depression og andre psykiske lidelser som ingen generation før dem. Siden 2006 er der sket næsten en fordobling i antallet af unge mellem 15 og 19 år, der får henvisning til psykologhjælp, og i dag har hver tredje pige på 19 år været til psykolog.

Psykiske lidelser er i dag en af de største trusler mod ambitionen om, at så mange unge som muligt får en ungdomsuddannelse: Man anslår, at hver fjerde af dem, der dropper ud, ikke gør det, fordi de ikke har lyst til at gennemføre uddannelsen, eller fordi de mangler talent og viljestyrke, men på grund af personlige eller psykiske problemer.
 
Flere tilfælde
Jeg ved godt, nogen mener, der er gået mode i at diagnosticere unge mennesker med for eksempel ADHD. Og det er selvfølgelig vigtigt, vi er opmærksomme på ikke at bevæge os ind på en bane, hvor vi sygeliggør det normale. Men det er lige så vigtigt at få sagt, at tallene ikke lyver. Der er noget strukturelt galt i vores samfund, når et så stort og stigende antal unge har svært ved at møde de krav, samfundet stiller til dem. Når flere og flere ikke trives, når antallet af unge med depression, angst og stress stiger, så bør det føre til, at vi – som samfund og som fællesskab – diskuterer de store og svære spørgsmål, og hvad vi skal gøre ved det.

Når jeg følger debatten, er det symptomatisk, at vi har et så individualiseret udgangspunkt. Når en elev er såkaldt frafaldstruet, har vi redskaber til at hjælpe den enkelte. Vi tildeler dem en coach, vi giver dem timer hos en psykolog, og vi prøver at finde ud af, hvor det er gået galt i lige præcis denne unge mands eller kvindes liv.

Det er selvfølgelig positivt nok. Men I virkeligheden burde vi samtidig diskutere, hvad problemerne udspringer af, og hvordan vi mindsker de individuelle konsekvenser af det konkurrencesamfund, der er bygget op igennem de sidste 10-20 år – og som også har sat sine spor hos ungdomsuddannelserne.

Ungdomslivet har altid været præget af store udfordringer. Man skal vænne sig til livet som voksen, man prøver at finde sin retning og sin plads i verden. Samtidig skal man kæmpe med de udfordringer, livet byder os alle sammen: Bedsteforældre eller andre kære dør, kærester slår op, man dumper til eksamen, og nogle gange er man bare nede i en følelsesmæssig bølgedal.

Men der er alligevel sket noget, for den generation, der er på vej op igennem ungdomsuddannelserne i dag, må kæmpe med nogle nye problemer, som ikke var der for 15 eller 20 år siden. Dengang kaldte vi de unge for ”søgende”, hvis de ikke vidste, hvad de ville med deres liv. Men den nye konkurrencementalitet har gjort, at uafklarede unge pludselig bliver set som langsomme eller måske endda dovne og ufokuserede.

Gået i otte år
I en tid, hvor håndens arbejde taber anerkendelse til fordel for åndens, bliver målestokken for de unges succes og retning let reduceret til jagten på det næste – eller for mange det første – 12-tal. Men alle kan ikke ligge i karaktermæssig top. En sandhed, som de unge kun alt for godt kender. 60 procent af alle 15-24 årige er bange for at blive ramt af ensomhed, og jeg tror ikke, det kun handler om manglende kontakt med omverdenen. Jeg tror, at det i lige så høj grad handler om frygten for ikke at slå til og frygten for at stå alene tilbage med favnen fuld af bekymringer.

Når unge mennesker i vores samfund får konstateret en depression, har de i gennemsnit gået rundt med den i otte år. For en god ordens skyld gentager jeg lige det tal: Otte år! For det første er det uforståelig lang tid, for det andet er det ikke hvilke som helst otte år. Det er lige præcis de år, hvor de skulle have taget sig en uddannelse, hvor de måske skulle have fundet sig en kæreste, købt sig et hus og fået nogle børn.

I stedet har de gået for sig selv og kæmpet med en psykisk lidelse, der har fået lov til at vokse sig værre og værre og måske har udviklet sig fra at være en mild depression til noget mere alvorligt. I dag er det hver femte dansker, der kan regne med at blive ramt af depression på et tidspunkt i livet, og sindslidelser er den største enkeltstående årsag til langtidssygemelding og førtidspension. Større end både kræft og hjerte-kar-sygdomme. Der er altså grund til at tage spørgsmålet alvorligt.
 
Nye krav til lærerne
De problemer, konkurrencesamfundet giver, skal have opmærksomhed alle steder, og måske især på ungdomsuddannelserne. Det er her, vi er med til at forme de unge mennesker og forsøger at sende dem godt videre. Det stiller store krav til både ledere og lærere om at kunne inkludere og rumme de problemer, eleverne støder på.

Med gymnasiereformen og målsætningen om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, er presset på rummeligheden steget markant. Den større bredde i elevernes baggrund har givet gymnasieskolen nye udfordringer. Vi kan da også se det på tallene, hvor udgifterne til socialpædagogisk støtte er steget kraftigt i de sidste fire år, og flere og flere skoler har ansat psykologer, der får mere og mere at lave. Gymnasieskolen skal favne bredere, end den skulle for bare 10 år siden.  

Det stiller krav til lærerne om at vise rummelighed og måske også tilegne sig nye kompetencer. Det er let at tage fat på, når en elev med et brækket ben ikke kan deltage i idrætstimerne. Men har vi løsninger parat, hvis en elev med en angstlidelse har svært ved at overskue gruppearbejdet?

Misforstå mig ikke: Lærere skal ikke efteruddannes som hverken psykologer eller socialrådgivere. De skal koncentrere sig om at give vores unge ny viden, samtidig med at de har blik for elevernes forskellige forudsætninger. Men ansvaret for at lave et rum, hvor man ikke skal frygte at blive mødt med stigmatisering, hvis livet viser sig fra sin svære side, ligger også hos lærerne. Vi skal for eksempel kunne rumme at snakke om depression, angst og stress, uden at de, der måske er nede i en følelsesmæssig bølgedal og har svært ved at se sig ud af det, skal føle sig stigmatiserede eller hængt ud. Også på uddannelserne.
 
Tabu og negativ forskelsbehandling
I min tid i Sundhedsministeriet har vi fra dag et haft fokus på at forbedre psykiatrien, så de psykiske lidelser kan blive behandlet på lige fod med de fysiske i vores sundhedsvæsen. Og der er allerede en hel række tiltag, der skal hjælpe de unge mennesker på gymnasiale uddannelser som for eksempel brobygning og uddannelsesvejledning.

Men vi kan støtte og hjælpe nok så meget – hvis vi som samfund beholder ideen om, at vi alle er konkurrenter, der hele tiden skal hoppe højere for at være med, kommer vi aldrig af med de psykiske lidelser, der plager ungdommen i dag.

Vi har brug for at tage den grundlæggende debat og gøre op med tankegangen om, at du er din egen lykkes smed, for det holder nemlig ikke. Eleverne skal vide, at de ikke er en fiasko, hvis de ikke er verdensmestre i alt, og at det ikke er deres skyld, hvis de rammes af stress, depression eller angst. Og vi er nødt til at bryde de tabuer, der er om psykisk sygdom.

I starten af dette år fremlægger regeringen sit udspil til en ny handlingsplan for psykiatrien. Her skal vi blandt andet kigge på, hvordan de 21 milliarder, Danmark hvert år bruger til området, bliver brugt bedst muligt.

Men der er nogle ting, vi ikke kan betale os fra. Vi kan ikke betale os fra, hvordan vi som fællesskab ser på og snakker om psykisk sygdom. Vi kan ikke betale os fra den kendsgerning, at ni ud af ti psykisk syge har oplevet negativ forskelsbehandling på grund af deres sygdom. Psykisk sygdom må ikke være et tabuemne noget sted, heller ikke på ungdomsuddannelserne. Vi skal alle sammen turde kaste os ind i kulturkampen, for forebyggelse af stress, angst og depression starter med at bryde stilheden, snakke om det og give plads.

Det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke har alle svarene. Det eneste, jeg er sikker på, er, at de grumme statistikker over psykiske lidelser blandt de unge mennesker ikke bliver løst med et snuptag. Jeg mener, at for at komme problemerne til livs skal vi helt ned til nældens rod og snakke om, hvordan vi har indrettet vores moderne samfund. Og jeg håber, at gymnasielærerne vil være med til at diskutere, hvordan vi har indrettet livet for de unge mennesker, der er på vej igennem systemet og forsøger at få deres voksenliv ordentligt i gang.

Jeg håber, at vi sammen kan hjælpe psykisk sårbare elever til at komme ud på den anden side af deres uddannelse med den viden, at det ikke er deres egen skyld, hvis de bliver ramt af stress, depression eller angst. Og vigtigst af alt: At de ikke står alene med deres problemer. Løsningen skal vi finde sammen.