Engelsklærer på Allerød Gymnasium Benjamin Lunøe er begejstret for at diskutere engelsk litteratur med sine elever på det frivillige engelskhold for talenter.
”Jeg elsker det,” konstaterer han om de halvanden time om måneden, hvor engelssprogede klassikere bliver vendt på ”universitetsniveau” med eleverne.
15 elever mødes én gang om måneden efter den almindelige undervisning for at diskutere og analysere den roman, holdet har læst siden sidst. Engelskholdet er oprettet for de særligt talentfulde elever, som ønsker yderligere udfordringer i engelsk.
Engelskholdet er endnu et eksempel på, at gymnasier giver særlige tilbud til talentfulde unge.
Større udfordringer
”Eleverne taler flydende engelsk, og mange af dem har haft længere ophold i engelsktalende lande. De har lyst til at få nogle større udfordringer, end de kan få i de almindelige engelsktimer,” siger Benjamin Lunøe.
De fleste på holdet får dog også høje karakterer i andre eller alle fag, og niveauet for de litterære diskussioner om store klassikere af Oscar Wilde, F. Scott Fitzgerald og Shakespeare er højt.
Ambitiøse elever
Elverne er ambitiøse. De vil have de bedste karakterer, og nogle giver udtryk for, at det ser godt ud på cv’et. Men eleverne kommer først og fremmest, fordi de synes, det er spændende at fordybe sig i engelsk litteratur, mener Benjamin Lunøe.
”Jeg får lov til at arbejde med de sidst 10 procent af min viden, som jeg lærte på universitetet. Det er en stor fornøjelse som underviser, når eleverne er interesserede og kan deres stof,” siger Benjamin Lunøe.
Talentpleje
Han mener, det er en vigtig opgave for gymnasierne at pleje talenterne.
”Det er et vigtigt samfundsperspektiv at udnytte talenterne til fulde. Engelskholdet er et godt eksempel på, hvordan vi undervisningsdifferentierer på gymnasiet,” siger han.
I de senere år er der på mange gymnasier blev langt større fokus på at gøre noget ekstra for de mest talentfulde elever.
I år sender 150 gymnasier i alt 720 elever af sted på talentkursus på Akademiet for Talentfulde Unge. For få år siden var akademiet kun et tilbud i hovedstadsområdet, hvor ganske få elever modtog ekstra udfordringer. I dag er det et tilbud på Fyn og Jylland.
Derudover er der altså også som i Allerød, gymnasier, der laver deres egne tilbud til de mest talentfulde unge.
Siden 1. august 2010 har tilbud til elever med særlige talenter været et direkte krav ifølge bekendtgørelsen for både det almene gymnasium, hf, hhx og htx.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode