Reglerne for valg af fag i gymnasiet bør ændres. Det kan være med til at sænke antallet af studenter, der hvert år må supplere deres eksamen for at komme ind på en videregående uddannelse.
Det mener Gymnasieskolernes Lærerforening, Gymnasieskolernes Rektorforening og Dansk Industri, som har sendt forslaget til børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).
Antallet af kursister på de gymnasiale suppleringskurser er steget fra 2.385 kursister i 2006 til 11.821 i år.
”Vi foreslår, at eleverne får mulighed for at erstatte et eller to fag på C-niveau i 3.g med et fag på A- eller B-niveau. Det vil mindske behovet for suppleringskurser,” siger Jens Boe Nielsen, formand for rektorforeningen.
I dag skal eleverne have fire fag på A-niveau, tre fag på B-niveau og syv fag på C-niveau.
Matematik i stedet for idræt
Ifølge en undersøgelse fra Rambøll, som Ministeriet for Børn og Undervisning offentliggjorde tidligere på året, skyldes en del af stigningen i de gymnasiale suppleringskurser, at det er få elever, der allerede i 1.g ved, hvad de vil læse videre til. Mange kommer derfor ud af gymnasiet med en studieretning, der ikke matcher adgangskravene på den videregående uddannelse, de gerne vil ind på. En anden del af forklaringen er, at størstedelen af eleverne først kender adgangskravene forholdsvist sent i gymnasiet, eller når den sidste studenterfest er ovre.
”Hvis en elev, der har en studieretning med matematik B, i midten af 2.g finder ud af, at han skal have matematik på A-niveau, hvis han vil læse medicin, så kunne man overveje at lade ham droppe idræt eller oldtidskundskab i 3.g og i stedet få matematik A,” siger Jens Boe Nielsen.
Vil ikke ændre fagrække
Christine Antorini er enig i, at der er behov for at styrke elevernes muligheder for at sammensætte uddannelsen, så den bedre matcher adgangskravene på de videregående uddannelser. Hun kalder forslaget ”interessant”. Alligevel afviser hun det.
”Da eleverne i stx ikke har to frie valgfag C, kræver forslaget, at den obligatoriske fagrække vil skulle ændres. Det finder jeg ikke, at tiden er inde til, ” skriver ministeren i sit svar.
Christine Antorini har tidligere udtrykt bekymring over væksten i antallet af kursister på de gymnasiale suppleringskurser og slået fast, at hun vil have bragt tallet ned.
Suppleringskurserne er netop et af de emner, som Ministerudvalget for ungdomsuddannelserne har fokus på. Ministerudvalget skal blandt andet komme med bud på, hvordan man styrker kvaliteten i de gymnasiale uddannelser og tydeliggør, at gymnasiet har et studieforberedende sigte. Udvalget blev nedsat i februar og skulle efter planen have offentliggjort sit arbejde her i december. Det er nu udskudt til foråret.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode