Artikel
Kinesisklærerforening har vokseværk
shutterstock_73949425

Kinesisklærerforening har vokseværk

Antallet af gymnasier, der underviser elever i kinesisk, er mere end tredoblet siden 2010. Det har givet flere medlemmer i den nystartede Kinesisklærerforening.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Flere og flere gymnasier har fået kinesisk på skoleskemaet. Det har samtidig betydet flere indmeldelser i Kinesisklærerforeningen. Antallet af lærere er lige nu oppe på 25. Det lyder måske ikke af meget, men er en udvikling, der bestemt kan mærkes, siger formand Sidsel Rastrup Magnussen.

”Vi startede foreningen tidligere på året, og siden er vi vokset og vokset. Det har overrasket os, at det går så hurtigt, men jeg tror, det vil blive ved. Kinesisk er kommet for at blive. Antallet af danskere, der blandt andet har noget erhvervsmæssigt med Kina at gøre, stiger hele tiden,” siger hun.

Kinesisk er blevet et hit i gymnasiet. Antallet af elever, der har kinesisk i gymnasiet, er steget fra 61 elever i 2010 til 387 i 2012. Antallet af gymnasier, der udbyder kinesisk er steget fra 15 i 2010 til 56 i 2012. Det viser tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning.

Anderledes sprogfag
Den kinesiske kultur ligger langt fra den danske kultur. Dermed adskiller kinesisk sig væsentligt fra fremmedsprog som engelsk, tysk og fransk, og derfor kræver faget en anden tilgang, påpeger Sidsel Rastrup Magnussen.

”Kinesisk kræver noget andet end de andre sprogfag. Men det gør det ikke nødvendigvis sværere end andre sprog. Man skal bare ikke gribe det an på samme måde som for eksempel tysk. I kinesisk bliver man nødt til at lægge stor vægt på kulturstoffet for at forstå sproget," siger Sidsel Rastrup Magnussen, der til daglig underviser i kinesisk på Ørestad Gymnasium.

Udfordringer i materiale
Fordi kinesisk er et nyt gymnasiefag, der kun har omkring fem år på bagen, er undervisningsmaterialerne meget begrænsede.

”Hvis faget skal udvikle sig, kræver det især en udvikling i undervisningsmaterialet. Lige nu har vi kun ét system, der kan bruges i undervisning på dansk. Der kommer nok lige så stille noget nyt undervisningsmateriale. Jeg tror, at mange lærere har behov for et større udvalg og variation. Det vil formentlig føre til, at nogle af dem selv begynder at udvikle materiale," siger Sidsel Rastrup Magnussen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater