Tekst_
Jacob Rasmussen
Foto_
Jacob Nielsen
Lærerne skal samarbejde tættere om undervisningen end tidligere. Også for tæt, mener nogle lærere. Ledelserne skal passe på, at det tvungne samarbejde ikke dræber de frivillige praksisfællesskaber og arbejdsglæden, advarer uddannelseseksperter.
Det formelle teamsamarbejde kan være fantastisk godt, og det kan være spild af tid.
Anders Corneliussen og Alice Bøeg har prøvet begge dele og meget midtimellem. De to lærere med henholdsvis 6 og 25 års erfaring har sagt ja til at fortælle om deres oplevelser med lærersamarbejde.
Alice Bøeg og Anders Corneliussen har inviteret deres rektor, Bjarne Edelskov Nielsen, med til samtalen. Han tiltrådte sidste år, og det meste af tiden sidder han og lytter interesseret til de to gymnasielæreres fortælling.
Rektor, ledelsen og en gruppe lærere på Gammel Hellerup Gymnasium har sat en proces i gang, som skal munde ud i en ny struktur for skolens klasseteam og skabe bedre samarbejde og bedre møder.
Processen med en ny teamstruktur på skolen og baggrunden for at sætte den i gang vender vi tilbage til senere.
Jeg kan stadig rigtig godt lide samarbejdet med mine kolleger.
Inden da giver det mening at få lidt mere baggrund om lærersamarbejdet på Gammel Hellerup Gymnasium – og måske også mange andre gymnasier.
“Da jeg var nyuddannet, husker jeg det som en tid, hvor der ikke var særlig meget samarbejde mellem lærerne,” fortæller Alice Bøeg.
Ifølge hende opstod der først rigtigt formelt lærersamarbejde efter 2005-reformen, hvor bekendtgørelsen i højere grad lagde vægt på samarbejde mellem fag. Blandt andet var almen studieforberedelse (AT) en nyskabelse, som tvang lærere til at arbejde sammen, da eleverne skulle eksamineres i faget.
“Jeg var meget glad for den udvikling, og jeg kan stadig rigtig godt lide samarbejdet med mine kolleger,” siger Alice Bøeg.
Anders Corneliussen lytter og nikker. Han forbinder det gode lærersamarbejde med arbejdsglæde og mening.
“Lige nu er jeg i et team, hvor vi samarbejder med en af studievejlederne om en klasse, som har det svært efter corona. Vi er meget enige i teamet om, at det giver mening for os at hjælpe eleverne,” siger Anders Corneliussen.
Teamsamarbejdet og teamstrukturen er dog ikke altid frugtbar ifølge de to lærere.
Anders Corneliussen tøver ikke med at sige, at han nogle gange sidder med følelsen af, at et teammøde er spild af tid.
“På de formelle teammøder, som der er afsat tid af til, sker det ofte, at vi sidder og fordeler ansvaret for nogle kedelige opgaver, som ingen rigtig har lyst til at tage på sig, og derefter taler vi om, hvilke elever der har for meget fravær, og så når vi ikke mere,” siger han.
Og han er ikke den eneste lærer, som sidder med negative oplevelser af det formelle kollegasamarbejde.
Gammel Hellerup Gymnasium afdækkede tidligere i år skolens professionelle kapital, hvor medarbejderne svarede på en række spørgsmål.
“Lærersamarbejdet bonede negativt ud. Vi snakkede i SU blandt andet om det gode og det negative ved det formaliserede samarbejde og besluttede at nedsætte et udvalg til at se på en ny teamstruktur,” fortæller rektor Bjarne Edelskov Nielsen.
Bedre teammøder
Både Alice Bøeg og Anders Corneliussen har meldt sig til det pågældende udvalg, men det er for tidligt at sætte ord på løsningsforslagene, som forhåbentlig skal gøre samarbejdet bedre og mere meningsfyldt.
De har dog begge bud på, hvorfor det formaliserede teamsamarbejde måske ikke altid er lykkeligt.
“Teammøderne fungerer godt til at få fordelt opgaver og få lagt nogle ting ind i kalenderen. Men problemet er, at vi sjældent når at komme i dybden med at tale tværfagligt eller om pædagogiske og didaktiske overvejelser,” siger Anders Corneliussen.
Alice Bøeg nikker.
“I et team kan det også være svært at finde ud af, hvad man har mandat til at beslutte på vegne af de andre lærere. Hvis en klasse er urolig, kan man så beslutte, at alle klassens undervisere skal følge de samme retningslinjer om for eksempel mobiltelefoner?” spørger hun uden helt selv at kende svaret.
“Der kan måske godt mangle lidt ledelse af et team. Omvendt kan mange lærere også godt lide selv at bestemme,” supplerer Anders Corneliussen.
Det skal selvfølgelig være op til den enkelte, hvor meget de vil gå ind i samarbejdet.
“Ja, det kan virke intimiderende at træde ind i hinandens rum. Vi har forskellige fagligheder, og vi tilbyder noget forskelligt menneskeligt til eleverne. Derfor er det ikke nødvendigvis nemt at sidde i et team og beslutte, hvordan vi skal agere over for eleverne,” siger Alice Bøeg.
Begge lærere ønsker dog at komme hen et sted, hvor de og deres kolleger også kan bruge det formelle samarbejde til at opnå en faglig og didaktisk udvikling.
“Og så skal det selvfølgelig være op til den enkelte, hvor meget de vil gå ind i samarbejdet. Jeg har for eksempel meldt mig til supervision med tre andre lærere, hvor vi ser hinandens undervisning. Det får jeg meget ud af. Men andre lærere har ikke lyst til det. Det er meget ømt og personligt, hvad der foregår i undervisningen,” siger Anders Corneliussen.
Alice Bøeg er enig. Hun hæfter sig ved, at lærere er forskellige, og at man i sidste ende selv er ansvarlig for og bestemmer det meste i sin egen undervisning.
“Vi er som lærere stadig generaler i et rum fire gange om dagen. Det formaliserede samarbejde i gymnasiet er trods alt kun 15 år gammelt. Vi er kommet langt i forhold til at udvikle samarbejde, men vi tror på, at vi godt kan udvikle en bedre struktur for teamsamarbejdet,” siger Alice Bøeg.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode