Blogindlæg

Tak for kaffe!

Den stærke kaffe og kollegernes pep-tal har nogle gange været helt nødvendige for at klare de hårde perioder.

25. februar 2013 af Eva Borchorst Mejnertz

Det første, der slog mig som ny gymnasielærer, var, at der på min nye arbejdsplads var gratis kaffe. Ja, kaffe! Hvis det nu lyder lidt, som om jeg bekræfter en fordom, har du misforstået min pointe. Kaffen bliver nemlig ikke brugt som supplement til kage og tidsfordriv. Den er et samlingspunkt i en hverdag, hvor det har enorm betydning, at vi som kolleger både griner og græder sammen.

En kollega fortalte mig forleden, at det, der er helt afgørende for hendes arbejdsglæde og valg af arbejde, er kollegaerne. Nu gættede du forkert igen, hvis du, som jeg, troede det var eleverne! Det er hos vores kollegaer, vi søger uvurderlig støtte og sparring, både når den er helt gal, og når vi overvejer at sætte nye initiativer i værk.

Det næste, der slog mig som ny gymnasielærer, var den formidable modtagelse, jeg fik af mine nye kolleger. Ikke bare mine jævnaldrende, men i høj grad også seniorerne, som virkede oprigtigt interesserede og åbne. Se det var jeg ikke vandt til. Jeg var snarere vandt til en arbejdskultur hvor bl.a. alder indebærer en hierarkisk opdeling, der afgør, hvor meget du er værd, og hvem du bør tale med.

Jeg er ikke helt blåøjet, så jeg ved godt, at den gamle Aarhus Katedralskole en gang var en mere opdelt skole bl.a. hvad angår alder. Ikke desto mindre var min oplevelse lidt, som om jeg nu var kommet hjem til det bofællesskab, hvor jeg er vokset op. Det var en fornemmelse af at vi alle er i samme båd, vi vil hinanden, og vi glædes og inspireres af vores forskelligheder.

Siden min ansættelse har jeg ofte været vidne til kaffens nødvendighed. Alt for ofte har jeg selv været kaffejunkie og har desperat forsøgt at holde fokus bare lidt længere ved at drikke endnu en kop stærk kaffe. Den stærke kaffe og kollegernes pep-tal har nogle gange været helt nødvendige for at klare de hårde perioder. Ofte har kaffen, lidt som cigaretten er for mange, været påskuddet for at sætte sig og komme hinanden ved. Påskuddet for at samles for at grine og græde sammen.

Over kaffen har vi behandlet alt fra depressioner, over skilsmisse til den klasse, der bare suger energien ud af os. Vi har karikeret ledelsen og grinet til, der var fornyet energi på kontoen. Vi har grinet af os selv og hinanden. Og helt ærligt, er det ikke ok at grine af ledelsen nogen gange – når blot det i sidste ende er kærligt ment?

Det sidste, jeg har bemærket på min, ikke længere så nye, arbejdsplads er, at kaffen er et symbol på den lim, der holder det hele sammen. Den er symbolet for det kollegiale fællesskab, der på godt og ondt indebærer, at vi er dybt afhængige af hinanden. Dybt afhængige af at vi kan og vil grine og græde sammen. 

Jeg vil våge den påstand, at ledelsen på mange gymnasier har kam til sit hår. Ledelsen er dybt afhængig af den kultur, der næres over kaffen. Det, der populært sagt foregår i det skjulte, er en slags kollegial HR funktion. Derfor har jeg også i flere år yndet at kalde vores fortræffelige kaffebryggende rengøringsassistent for vores HR medarbejder. Tænk sig at jeg endda under mit pædagogikum en dag blev mødt med en nakkemassage og de helt rigtige opmuntrende ord! 

Til tider er stemningen tilspidset som på mange andre arbejdspladser. Når tilstrækkelig mange hænger i med neglene. Når alle 100 medarbejdere er på arbejde samtidig og sidder på skødet af hinanden i de gamle bygninger. Når SRP og AT hærger og laver rod i skemaerne og arbejdsbelastningen. Netop på disse tidspunkter er en forløsende latter ikke at kimse af. 

Årets Julefrokost er et eksempel på, hvordan vi nogle gange absolut er nødt til at være fjollede for at få hul på den forknyttede holdning, vi anlægger, når presset er størst. I år måtte vi alle deltage i en konkurrence, der bl.a. bestod i, at vi skulle lave bygningsværker med sugerør og lave menneskelige opstillinger af berømte malerier. Engagementet og gejsten, som grundlæggende hører gymnasielærerstanden til, kom til udtryk i al sin vælde. Julekuglerne blev brugt som bryster, og der blev hinket om Juletræet, alt imens ballonerne blev sprunget.

Vi skal værne om en kultur, der i den grad understøtter trivslen på landets gymnasier. Det er forfejlet, hvis man i spare-iverens tegn forenkler og beskærer på områder, der i sidste ende har afgørende betydning for vores arbejdsplads. Før vi kritiserer og negligerer, bør vi derfor spørge os selv, om det, vi kritiserer, i virkeligheden kan undværes. Hvor mange ledere og hvor stort et ledelsesmæssigt kompetenceløft skal der til, hvis kaffen afskaffes?

 

Eva Borchorst Mejnertz

 

  • Jeg er 32 år og mor til to dejlige unger på 1 og 5 år.
  • Som handlekraftig og ambitiøs idealist og stærk fortaler for en kulturbaseret anerkendelse og motivation sidder jeg i overført betydning sjældent stille.
  • Efter 5 års studier i bl.a. Canada har jeg et stort netværk, som jeg ofte gør brug af som frivillighedsvejleder og gymnasielærer i samfundsfag, engelsk og innovation på Aarhus Katedralskole.
  • Faglige ambitioner og arbejdsomhed desuagtet er jeg familiemennesket og bofællesskabsbarnet, der prioriterer børnene, og den verden vi efterlader dem, over alt andet.
  • Mennesker opbygges bedst ved at fokusere på det positive, og kreativitet, empati og handlekraft er kompetencer, jeg prioriterer højt. Jeg tror på det moderne eventyr og mener, at integritet bedst udtrykkes ved måden, vi behandler dem, som intet kan gøre for os. Jeg er derfor engageret i en række netværk, der arbejder målrettet for bl.a. social og miljømæssig bæredygtighed

 

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.