Nyhed

524 poser kaffe til Corydon

Normaliseret arbejdstid betyder et mindre forbrug af kaffe, mener gymnasielærer Tine Vedel Eriksen. Derfor har hun taget initiativ til at sende kaffe til finansministeren. Mange lærere gør som hende.

15. januar 2013 af Malene Romme-Mølby
Foto: 
Malene Romme-Mølby

Mange kilo kaffe er på vej til finansminister Bjarne Corydons kontor. Det sker efter, at gymnasielærer Tine Vedel Eriksen har oprettet en begivenhed på Facebook, hvor hun opfordrer sine kolleger til at sende kaffe til finansministeren. Hun kalder initiativet for normaliseringsuge.

”Kære Bjarne Corydon. Jeg har forstået, at du gerne vil normalisere arbejdstiden for os gymnasielærere. Det er jeg rigtig glad for. Jeg ser frem til, at min arbejdstid fremover vil komme i mere faste rammer, og der vil blive færre weekender og sene aftentimer, hvor jeg skal sidde bøjet over opgaveretning, forberedelse og administrative opgaver. Jeg regner med, at den normaliserede arbejdstid også betyder, at mit kaffeforbrug vil blive langt mindre. Derfor vil jeg gerne donere en pose til dig. Jeg tænkte, at du sikkert kan bruge den, mens du normaliserer,” skriver Tine Vedel Eriksen, der underviser i dansk og engelsk på Risskov Gymnasium.

Normaliser politikernes arbejdstid
Foreløbig har 524 tilkendegivet, at de deltager i kaffe-aktionen.
”Jeg synes måske, vi skulle tilbyde ham en modtjeneste, hvor vi normaliserer politikernes arbejdsuge og kun medregner den tid, hvor de faktisk står i folketingssalen,” skriver gymnasielærer Sarah Mortensen Søe på Facebook-siden.

En anden mener, at man bør benytte samme metoder som finansministeren:
”Kan vi ikke bare sende en SMS? Jeg mener, vi er jo ikke mellemledere i SAS,” skriver lærer Niels Bloch Køser.

Hårde overenskomstforhandlinger
Finansministeren glæder sig over pakkeposten og svarer i en mail til Berlingske Nyhedsbureau:
 ”Det er da venligt af de mange engagerede og dygtige gymnasielærere at forsyne mig med kaffe, så jeg har lageret fuldt til de hårde overenskomstforhandlinger, der venter. Jeg ser frem til nogle konstruktive forhandlinger, men jeg har ikke yderligere kommentarer til gymnasielærernes udmelding her midt under de igangværende overenskomstforhandlinger.”  

 

 

Kommentarer

tor, 17/01/2013 - 15:56
Inge Marie Tiet...

Jeg er noget forundret over den enfoldighed, man lægger for dagen, når man omtaler gymnasielæreres arbejdstid. Hvad pokker laver en dommer, når han ikke sidder i retten og dømmer, eller skuespilleren, når han ikke står på scenen.

tor, 17/01/2013 - 16:14
Peter Mortensen...

"Overenskomstforhandlinger"? Her må vist normaliseres - ud med den blødsødne forhandlerkultur, lad os få nogle diktater så vi ved hvad vi har at rette (os) efter! I ministerens egen lønaftale bør i øvrigt kun medgå den tid det tager at skrive under på vores aftaler - og hvor svært kan det lige være?

tor, 17/01/2013 - 19:32
Kirsten Oldmark...

Jeg har det fuldstændig som Tine Vedel Eriksen.
Jeg glæder mig også til de normaliserede arbejdsbetingelser, som naturligvis må forventes at have de positive konsekvenser, som Tine nævner - derudover kan man glæde sig til de mange nye normaliserede arbejdspladser, som skal indrettes på skolerne og ikke mindst den normaliserede planlægning, som vil betyde en jævn belastning hen over skoleåret. Hvor bliver det godt.
Jeg kan evt. sende lidt te, hvis Bjarnes kaffeforbrug nu er dækket ind.
Gymnasielærer ved Faaborg Gymnasium (eng., da., fransk)

Tilføj kommentar

Brugeroplysninger
Email-adressen vises ikke på sitet, men gør det muligt for os at kontakte forfatteren.
Kommentér uden forsinkelse.
Brug Facebook
log ind eller registrer
dig her.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.